Isabel Allendes roman Vinden kender mit navn er en bevægende fortælling om to uforglemmelige skæbner, begge på jagt efter et hjem og en familie.
Wien, 1938. Samuel Adler er seks år gammel, da hans far forsvinder på Krystalnatten. Efterhånden som det bliver vanskeligere at garantere sit barns sikkerhed, skaffer Samuels mor ham en plads på det sidste Kindertransport-tog ud af det nazificerede Østrig til England. Samuel går alene ombord uden andet end lidt skiftetøj og sin violin under armen.
Arizona, 2018. Otte årtier senere stiger Anita Díaz og hendes mor på et andet tog, på flugt fra El Salvador, for at søge tilflugt i USA. Men deres ankomst falder sammen med USA’s nye familieadskillelsespolitik, og syvårige Anita ender alene, adskilt fra sin mor, i en lejr ved den mexicanske grænse. Her forsøger hun at undslippe sin skrøbelige virkelighed gennem rejser til Azabahar, en magisk fantasiverden.
Vinden kender mit navn er en på én gang tragisk og opløftende roman om krigens og flugtens brutale følger; et vidnesbyrd om de ofre, forældre yder, og et kærlighedsbrev til de børn, der overlever de mest ufattelige farer – og aldrig holder op med at drømme.
Der er lige så mange svar på det spørgsmål som der er romaner, men i tilfældet med Vinden kender mit navn begynder det for mange år siden på Manhattan Theater Club i New York, hvor jeg så en opførelse af stykket Kindertransport.
De desperate forældres hjerteknugende beslutning om at sende deres datter væk og det traume, det forårsagede dem og barnet, har hjemsøgt mig i årevis.Et teaterstykke af Diane Samuels, der er baseret på sande begivenheder, hvor børn blev reddet fra et nazi-kontrolleret område gennem organiserede redningsindsatser. Hovedpersonen er en jødisk pige, der sendes til England af sine forældre for at redde hende fra nazisternes koncentrationslejre. De desperate forældres hjerteknugende beslutning om at sende deres datter væk og det traume, det forårsagede dem og barnet, har hjemsøgt mig i årevis. Det er et spørgsmål om liv og død, som ingen forælder nogensinde burde stå over for. Hvad skete der med de fordrevne børn? Nogle blev modtaget af venlige familier, andre blev mødt med ligegyldighed, nogle blev udnyttet eller misbrugt – men fælles for dem alle var, at de voksede op med huller i deres hjerter.
Efter at have læst, set film og dokumentarfilm om Kindertransport og hørt de overlevendes historier, begyndte jeg at researche andre tilfælde, hvor børn er blevet adskilt fra deres forældre. Bl.a. de mange sorte børn, der blev solgt som slaver, eller de indfødte børn, der blev taget væk fra deres familier for at blive “civiliseret” på brutale kostskoler i USA, Canada, Australien og andre steder, eller babyer, der blev taget fra enlige mødre for at blive givet til adoption i Irland. I min research erfarede jeg, at disse tilfælde langt fra kun hører fortiden til og til stadighed sker på steder vi ellers opfatter som sikre tilflugtssteder. I 2017 rapporterede pressen fx om den systematiske adskillelse af børn fra deres familier ved USA’s sydlige grænse. Vi hørte om skrigende børn, der blev trukket væk af grænsepatruljebetjente, selv ammende babyer blev revet fra deres mødres arme. Vi så hjerteskærende fotos af børn i bure og de forrykte forhold mindreårige oplevede i interneringscentre. Det var en tydelig regeringspolitik rettet mod at afskrække asylansøgere, flygtninge og indvandrere.
Mange forstår ikke, hvordan man kan udsætte sine børn for oplevelser som disse, men svaret er sådan set simpelt nok: kun dem, der flygter for livet. Og der er hundredtusinder af desperate mennesker i den situation. Da denne politik begyndte at få mere medieomtale i de følgende år, var der en national og international protest. På et tidspunkt blev politikken ophævet, men praksis fortsatte. Det kan have afskrækket mange forældre, men tilstrømningen af uledsagede mindreårige ved grænsen er kun steget.
For syvogtyve år siden oprettede jeg en fond til ære for min datter, Paula, hvis tidlige død knuste mit hjerte. Fondens mission er at investere i organisationer og programmer, der hjælper sårbare kvinder og børn. I de seneste år har vi på denne måde arbejdet med flygtninge over hele verden, især ved den amerikanske grænse.
Lori og Sarah minder mig om, at vi ikke kan måle vores indsats i tal – vi kan kun måle det et liv ad gangen.Takket være fonden har jeg nogle gange æren af at møde de ekstraordinære mennesker, der arbejder utrætteligt for at lindre flygtninges nød, som advokater, der repræsenterer børn pro bono, socialarbejdere, psykologer og tusinder af frivillige drevet af medfølelse og anstændighed. Jeg interviewede nogle af dem som baggrund for denne bog. De brugte mange, mange timer på at dele deres erfaringer med mig – ofte via telefon eller Zoom på grund af pandemien.
To fantastiske kvinder, Lori Barra og Sarah Hillesheim, driver fonden med faste hænder og bløde hjerter. Det kan være enormt fortvivlende, hvor lidt vi kan gøre med vores begrænsede ressourcer, men Lori og Sarah minder mig om, at vi ikke kan måle vores indsats i tal – vi kan kun måle det et liv ad gangen. Og det er ikke ulig det, jeg har forsøgt at gøre i denne roman: fortælle en historie ad gangen. Jeg håber, at historien om Anita taler til dig.
– Isabel Allende
