Line Holm & Stine Bolther udtaler i forbindelse med udgivelsen af Døde sjæle synger ikke:
“Det er med stor ydmyghed og stolthed, at vi har takket ja til at skrive de næste bind i Jussi Adler-Olsens verdenskendte serie, Afdeling Q.
Vi har i mange år været beundrere af Jussis originale univers og elskelige hovedpersoner, og det var derfor en både ærefrygtindgydende og sjov opgave, der lå foran os, da vi påbegyndte arbejdet med at videreføre og forny Afdeling Q til både de nuværende og nye generationer af læsere.
Dette er heldigvis sket i et tæt samarbejde med Jussi Adler-Olsen. Jussi har i de forløbne måneder vist en imponerende tillid til vores ideer, og han har generøst delt ud af sin erfaring og sit kendskab til læserne og til det univers, der blev født i hans fantasi for snart tyve år siden.
Seriens trofaste læsere kan forvente en ægte Afdeling Q-historie med sin velkendte blanding af neglebidende spænding, underfundig humor og uforglemmelige karakterer. Men ikke alt er, som det plejer. I bind 11 har Carl Mørck vendt ryggen til politiet, og Afdeling Q er nær opløsning, da en ny kvindelig hovedkarakter træder ind på scenen.
Vi håber, at læserne vil nyde de nye kapitler i fortællingen om den usædvanlige efterforskningsenhed i kælderen under Politigården i København.”
CARL MØRCK er færdig med politiet. Han har forladt Afdeling Q og forsøger at finde sig til rette i tilværelsen som forfatter, da han kommer i besiddelse af en foruroligende lydoptagelse. En ældre kvinde er fire år tidligere blevet forsøgt myrdet af sin mand, der efterfølgende tog sit eget liv. Sagen er stemplet som opklaret, men lydfilen afslører, at ægteparret ikke var alene, da forbrydelsen fandt sted.
Carl opsøger sine gamle venner i Afdeling Q, ROSE KNUDSEN og HAFEZ EL-ASSAD, der efter hans exit kæmper med at holde humøret oppe i kælderen under Politigården. Opklaringsprocenten er vigende, og stemningen bliver ikke bedre, da drabschefen introducerer en ny kollega, den hemmelighedsfulde dansk-franske politikvinde, HELENA HENRY. Rose er overbevist om, at Helena skjuler noget for dem og indleder sin egen efterforskning af kvinden, der tilsyneladende ikke har nogen fortid.
På Carls opfordring tager Afdeling Q hul på sagen om det ældre ægtepar. En glemt og hjerteskærende hændelse i fortiden afslører sig langsomt for dem, og da Assad og Helena går i en hævngerrig mands dødelige fælde, må de stille sig selv spørgsmålet: Hvem er egentlig ofre i sagen – og hvem er gerningsmænd?
Om de nye tider i Afdeling Q skriver Jussi Adler-Olsen:
“Jeg håndplukkede disse to meget dygtige forfattere: Line Holm & Stine Bolther. De har givet Afdeling Q-serien et nyt perspektiv. Jeg havde masser af forhåbninger og forventninger, men jeg må indrømme, at de har overgået mine drømme. De er gode til at researche, lave plots og komme med nye drejninger i historien, uden at glemme at tilføje masser af underspillet humor. Vi møder en ny kollega i afdeling Q, og samtidig er vi hjemme hos vores gamle venner Rose og Assad i politihovedkvarteret og en pensioneret Carl på sidelinjen sammen med en forfremmet Gordon. Jeg er glad for at kunne anbefale denne nye roman til dig.”