Egentlig var det slet ikke min plan at skrive videre på HANS CHRISTIAN, i hvert fald ikke nu. Det lykkedes mig også at få skrevet en mindre børnebog efter at have afsluttet HANS CHRISTIAN, men hver gang jeg satte mig ned for at skrive på noget andet, havde jeg fornemmelsen af en skygge – en stor, sort skygge med høj hat – der tårnede over skulderen, og bebrejdende sagde: Mit eventyr er kun lige begyndt! Jeg vidste jo også godt, at jeg havde sluppet Hans Christian på tærsklen til de helt afgørende år – altså hvor han bliver til H.C. Andersen. Hvor digteren i ham vinder indadtil og udadtil! Det er også de år, hvor han møder to mennesker, som han aldrig skal glemme, og som bliver en del af hans skæbne: Nemlig rektor Meisling og Riborg Voigt. Men svaret er JA. Da jeg satte mig til at skrive, var fornemmelsen den samme: én lang rus! Hans Christians fødder dansede på scenen, mine fingre på tastaturet …
I hvert fald til dels. Hans forelskelse i Riborg er naturligvis beskrevet af ham selv og andre, ligesom hans forhold til rektor Meisling er kendt, men jeg synes stadig, at man mangler at være til stede med Hans Christian. Jeg synes heller ikke, det har stået klart, hvor grænseoverskridende hårdt det må have været for Hans Christian ikke kun at blive undervist af rektor Meisling, men også at skulle bo hos ham. Det har været daglig psykisk tortur gennem flere år! Og når Hans Christian klagede til sine velyndere i København, fik han at vide, at han bare skulle holde ud. Men hvad gjorde det hele endnu værre, så havde hans velyndere – og Meisling – givet Hans Christian et forbud, der også er ren tortur: Han må ikke skrive fiktion! De gør det i den bedste mening, fordi de er overbevist om, at en bestemt uddannelse er eneste vej frem for et ungt, udannet menneske. Denne del er værd at fremdrage i dag: at man tidligt forsøgte at forhindre en af verdens største digtere i at blive digter! Man ville have, at han skulle tage en uddannelse, der på mange måder var at gøre vold på ham. Men er vi blevet så meget klogere i dag? Også nu lægger vi et solidt pres på unge mennesker for at gå en slagen vej. Det gør det ikke nemmere at være ung. Da jeg selv gik i gymnasiet, fik jeg ofte drejet mine stile ind på et fiktivt spor. Jeg har fået dårlige karakterer for dette, men jeg har også fået gode. Der var lærere, som så mig og anerkendte den energi og originalitet, der lå i min stil. Hvis et ungt menneske gjorde det i gymnasiet i dag, ville vedkommende blive smidt ud! Det er blevet en teknokratisk uddannelse, hvor man bliver belønnet for slavisk at følge en manual, og hvor fodnoter, layout og lige margen er vigtigere end selvstændig tænkning og udtryk. H.C. Andersen ville have hadet dagens gymnasium lige så meget som latinskolen! Hans Christian klarer latinskolen. Lige så snart han har afsluttet sin sidste eksamen, så sprøjter det ud af ham med litteraturen! Han bliver til H.C. Andersen. Men man kunne have knækket nakken på en svagere sjæl end H.C. Andersen, fordi man ville forme og bestemme et ungt menneskes vej. Og på visse punkter er man desværre ikke blevet meget klogere i dag. Også af den grund var det værd at skrive romanen.
⭐⭐⭐⭐⭐⭐
“En exceptionel stor litterær bedrift […] Mesterligt fra start til slut.” – Jyllands-Posten
⭐⭐⭐⭐⭐
”Eventyret fortsætter i Jesper Wung-Sungs fremragende roman om H.C. Andersen.” – Berlingske
I denne selvstændige fortsættelse til HANS CHRISTIAN fra 2024 tager den store forfatter igen ordet for at fortælle om sit liv.
I UNGDOMSFORSØG vil man igen fornemme digterens sprog og tone, ligesom citater og henvisninger til hans berømte værker dukker op. Romanen om det barn, der ikke lod sig kue, men som nu er blevet en yngling, der døjer med både omverdenens forventninger, en plagende rektor og ulykkelig kærlighed. Med andre ord er Hans Christian trådt ud på en afgørende del af sin livsrejse. Den der vil gøre ham til H.C. Andersen.
I allerhøjste grad! Og måske har vi endda brug for den her og nu. Noget af det mest rørende efter udgivelsen af Hans Christian har været at høre fra mange voksne – forældre, bedsteforældre, onkler og tanter – der har givet romanen til et ungt menneske – fx i studentergave – netop på grund af Hans Christians drivkraft og ukuelighed. Vi lever i en tid, hvor unges angst og mistrivsel fylder meget, og så har vi den mest berømte dansker nogensinde, der i virkeligheden kan være forbilledlig alene i kraft af sin ukuelighed. Ikke at lade sig knække over en lukket dør, men tværtimod bruge det som en drivkraft. At klø på med endnu større styrke! Selv har jeg altid spejlet mig i hans ukuelighed og drivkraft – ikke mindst som forfatter. Uden sammenligning i øvrigt så har jeg sagtens kunnet finde lighedspunkter – andre end at komme fra Fyn og søge til København for at blive forfatter.
Ligesom H.C. Andersen er jeg også uhyre produktiv, hvilket i sig selv er suspekt i visse kredse – for hvis man skriver meget, så kan det jo ikke være beåndet og stor kunst. Rigtig kunst skal gøre ondt, være længe undervejs og files til i en uendelighed. Det forstod H.C. Andersen ikke, og det gør jeg heller ikke. Måske også fordi at Andersen og jeg endvidere har dette tilfælles: at vi først forstår os selv og verden, når vi skriver. Altså må vi skrive hele tiden!
Derudover har jeg også altid skrevet for alle målgrupper og i mange genrer. Jeg forholder mig ikke til, hvem en bog måtte henvende sig til, før den er afsluttet. Der er børn, unge, voksne og ældre, der læser mine bøger. Det skulle man tro, var en fordel, men ikke når det handler om at blive taget seriøst eller at stå som en klar kunstnerisk skikkelse. Her er det noget – mistænkeligt – rod.
Det er sandt, at H.C. Andersen jamrer, men han er stærkere end de fleste. Han rejser sig gang på gang. Dette har jeg også altid beundret ham for og søgt en styrke i. Altså næsten at dyrke modstanden – for at tage til genmæle igen og igen. Alle mennesker på denne jord kan for eksempel hade Ungdomsforsøg. Jeg ved, at det blot vil betyde, at jeg går i seng og forbander alle mennesker på denne jord langt væk – for så at stå op og skrive videre.
Et konkret eksempel på direkte inspiration fra H.C. Andersen trodsige ukuelighed: I litterære kredse sagde man ikke uden spydighed, at H.C. Andersen var godt til ”at improvisere”. Altså måtte man lade ham, at han forstod at hitte på, men samtidig lå der også en kritik af, at han ikke formåede at fuldende, afslutte og løfte det skrevne til rigtige lødige værker. H.C. Andersens svar: nogle år senere at kalde en roman Improvisatoren. (Der netop ikke er formfuldendt og finlitterær, men samtidig har en energi og kraft som ingen dansk roman før denne.)Da jeg blev bedt om at skrive mine egne barne- og ungdomserindringer, fik bogen sin titel fra en anmeldelse, hvor jeg i forbindelse med min debut, To ryk og en aflevering, blev kaldt en ”lynkineser” – altså forstået som én, der laver en masse lys og larm, men jo er væk fem sekunder efter. Dermed kunne bogen – med tak til H.C. Andersen – ikke hedde andet end: Lynkineser.
H.C. Andersen bliver ofte beskrevet som verdensfjern og egocentrisk. Men det er kun en del af sandheden, hvilket vidner om, hvor kompleks han er. Hans dybe menneskeforståelse ligger jo i eventyrene, og hans sans for mennesker var også det, som bragte ham frem i verden. Han var en eminent netværker! En snu ræv, der vidste nøjagtig hvem han skulle opsøge, fornemmede hvem der kunne være ham behjælpelig – og blev utrætteligt ved med at opsøge mennesker, der kunne hjælpe ham med at få gang i sit firma: H.C. Andersen A/S. H.C. Andersen ville aldrig være blevet så berømt, hvis han ikke også havde en udsøgt evne for at promovere sig selv og få de rigtige til at investere i produktet.
Rektor Meisling er en spændende, skræmmende karakter. Det samme gælder hans kone madam Meisling. H.C. Andersen har beskrevet årene på latinskolen og hos familien Meisling i sine erindringer, dagbøger og breve. I Levnedsbogen giver han det mest fyldige portræt af rektor Meisling, der er et lunefuldt menneske med psykopatiske træk. Der er så meget på spil i dette menneske: en forsmået digter, en hanrej, en kolerisk sadist, der ynder at jorde eleverne. Rektor Meisling kan le det ene øjeblik, for at tordne af vrede det næste. Det er, som om han slet ikke kan tåle synet af Hans Christian! Samtidig modtager han penge for at have ham boende, altså er han flink et par dage for så at gå amok …
I Erindringerne, dagbøgerne og brevene mærker man Hans Christians dybe kvaler. Det er ganske rørende. Hvordan han forsøger at komme på god fod med Meisling for gang på gang at blive jordet.
H.C. Andersen slipper aldrig nogensinde af med Meisling. Selv da Andersen er blevet 66 år – og dermed en holden og verdensberømt digter – optræder Meisling i dagbøgerne: Han er vågnet op badet i sved efter et mareridt, hvor han skulle til eksamen hos rektor Meisling og ikke kunne pensum! Det er et livslangt traume.
Jeg har selv været forskånet for at have en lærer, der kan matche rektor Meisling, men jeg har haft lærere, der på hver deres måde har haft sider af en Meisling. En lærer der har slået mig i hovedet med en bog, ligesom jeg genkender følelsen af ikke at blive set, eller netop bevidst blive set forkert af en lærer. Jeg ved, at der var en lærer fra min folkeskole, der lo hånligt, da vedkommende hørte, at jeg var blevet forfatter.
H.C. Andersen er blevet H.C. Andersen, fordi hans stil – sproget, tonen og billeddannelse – er så unik. Den er samtidig også smittende, således at den sniger sig ubevidst ind i det, jeg skriver. Men samtidig er det også et bevidst træk ved de to romaner, fordi det på et mere overordnet niveau er den aldrende digter, der fortæller om den unge Hans Christian. Endelig sidder der ikke én læser, som ikke har sin egen H.C. Andersen med i bagagen. Dette kan man ikke forudsætte om en eneste anden dansker, men man kan det i tilfældet H.C. Andersen. Derfor kan jeg for eksempel referere til eventyr, der endnu ikke er skrevet, fordi den ældre digter har skrevet dem, og fordi læseren har hørt eller læst dem.
Ja, romanen bærer samme titel som H.C. Andersens eget spæde skridt som forfatter, og det gør den til dels, fordi det er det, den handler om: Hvordan Hans Christian som ung forsøger at finde en vej, først inden for alle mulige kunstarter, siden som forfatter. Hvordan han skriver og skriver og skriver sig frem mod at blive H.C. Andersen. Til dels fordi det også er min bestræbelse på at forstå H.C. Andersens ungdom ved forsøgsvist at følge ham gennem den. Endelig ligger der en kritik af skolesystemet, af politikerne, underviserne, de voksne, der bruger de unge i et ”forsøg”. Som forsøger at diktere deres vej.
I UNGDOMSFORSØG slipper vi H.C. Andersen, da han er 25, så han vil stadig selv mene, at hans eventyr kun lige er begyndt! Hvilket også på mange måder er sandt. Han har jo endnu ikke skrevet et eneste af sine verdensberømte eventyr! Han har jo endnu ikke et taget et eneste skridt uden for landets grænser! Så JA, jeg kan se det for mig og jeg vil gerne, men ved samtidig ikke, om eller hvornår det vil være muligt. Måske venter jeg ubevidst på skyggen med den høje hat og den bølge, der i samme slags rus vil bære mig igennem næste etape af eventyret …
