Der er så mange svar på det her spørgsmål. En novelle, jeg engang skrev, som handlede om tre søskende, der er ude at spise, samt tilføjelsen af en kæreste, som alle hader; en fascination over hollændernes måde at skildre nationale fortællinger på; min besættelse af hjem og fantasien om at eje et hjem; et ønske om at udforske begær som vrangsiden af afsky. Det skete på følgende måde: Jeg sad i bilen på vej hjem fra en begravelse og kiggede ud ad vinduet på flade hollandske marker, og et eller andet sted mellem sorg og behovet for at flygte opstod idéen om et hus, en kvinde og en fremmed.
Det må være den første roman, jeg nogensinde læste: Den hemmelige have af Frances Hodgson Burnett. Jeg var ti år gammel, og jeg var ikke den store læsehest på det tidspunkt. Den sommer tilbragte vi et par måneder hos mine bedsteforældre midt ude i en hollandsk skov. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind af kedsomhed og gav mig til at læse Burnetts roman – halvt i spøg – i ren og skær desperation over mangel på underholdning. Og det virkede. Det var eskapisme, det var tryghed og genkendelighed; en rus, jeg har jagtet lige siden, i hver eneste bog, jeg læser.
I lang tid var mit forhold til litteratur ret fladt: enten genkendte jeg mig selv i en hovedperson, og hvis jeg ikke gjorde, prøvede jeg at genopfinde fortællingen i mit eget hoved og flette mig ind i den. Den første roman, jeg læste, der fik mig til at opdage, at skriften har så meget mere at byde på end bare dikotomien mellem mig og ikkemig, var Jonathan Safran Foers Alt bliver oplyst. Spørgsmålet om, hvem en historie handler om, bliver vendt på hovedet i den roman, og jeg var uendelig begejstret for den. Jeg kunne finde på at tage bogen med, når jeg gik ud, citere passager helt ud af det blå, og meget passende for en besat syttenårig, skrev jeg endda et brev til Foer på min bedstefars skrivemaskine.
Maurice af E.M. Forster. Der er noget særdeles tilfredsstillende ved udviklingsforløbet i den bog – måden, hvorpå ens egen længsel bliver forstyrret; man tror, at man hepper på de to karakterer, men finder så ud af, at det, man faktisk hepper på, er deres individuelle lykke, og at de aldrig vil finde den hos hinanden. Den måde, Forster skriver om længsel på, er usammenlignelig. Når jeg får lyst til at læse noget, der efterlader mig med en melankolsk følelse af, at gode mennesker og gode valg faktisk eksisterer, så læser jeg Maurice. Jeg læser den ofte om sommeren, eller når jeg savner en yngre, mere romantisk version af mig selv.
Zadie Smiths essaysamling, Changing My Mind. Jeg læste den for første gang, da det gik op for mig, at jeg på et eller andet tidspunkt var nødt til at prøve at færdiggøre et værk, og så ovenikøbet gøre noget med det færdige værk. En frygtindgydende tanke. Smiths essays var en evig ledsager i den proces, og er de stadig: tænk at have muligheden for at læse om en af sine yndlingsforfatteres egen skriveproces, hendes udfordringer og hendes tanker om ens andre yndlingsforfattere. At vende tilbage til Changing My Mind er ligesom at vende tilbage til en god samtale med en særlig ven, som så viser sig også at være en fantastisk forelæser og skrivemakker på samme tid. En dyrebar ting.
Miranda Julys roman, Den første onde mand. Den mest fascinerende og ubehagelige og på en eller anden måde alligevel særdeles relaterbare udforskning af begær og queerbegær, jeg nogensinde har læst. Hovedpersonens længsel ændrer kurs igennem opdigtede fantasier om andre, eller gennem fantasien om, at hun kan være en anden. Og så er der formen og sproget, som overraskede mig uafbrudt. Den fik mig til at føle mig mærkeligere, end jeg egentlig er, og mindre alene, end jeg troede, jeg var.
The Bee Sting af Paul Murray. Der er gået et år, og jeg er ikke holdt op med at tænke på, tale og prædike om The Bee Sting. Talebeskeder på sammenlagt flere timer om The Bee Sting er blevet sendt rundt til mine venner. Jeg vidste ikke, at karakterudvikling kan gøre det, den gør; jeg vidste ikke, at et 600 sider langt familiedrama skulle vise sig at være den mest intense pageturner, jeg nogensinde har læst. Jeg vidste ikke, at det at læse om en teenagedreng kan gøre fysisk ondt. Jeg anede simpelthen ikke, at nogen kunne gøre det, som den roman gør, indtil jeg læste den, og jeg er stadigvæk ved at komme mig over den.
In the Dream House af Carmen Maria Machado. Følelsesmæssigt imponeret, helt konkret – den efterlod et aftryk på min personlighed. Det er endnu en af de bøger, som jeg blev færdig med og bagefter tænkte: Jeg vidste ikke, at dette var muligt. En helt genial genskabelse af erindringslitteratur som form. Og måske allervigtigst: Den fik mig til at forstå dynamikken i overgreb, ikke bare på en ‘pas på den store bøhmand!’-måde, men på en ‘lær af dette, bliv ikke til bøhmanden’-måde. En af de følelsesmæssigt vigtigste bøger, jeg har læst.
Jeg er lige blevet færdig med Whale Fall af Elizabeth O’Connor – et henrivende og hjerteskærende blik på en ø ud for Wales, der langsomt forfalder, som foregår i slutningen af 1930’erne. Det er ophidsende at læse et værk og notere alle de sætninger, der gør dig både jaloux og taknemmelig på samme tid. Jeg fældede en tåre, da jeg læste skildringen af en yngre søskende, der sover. En af de romaner, hvor man når til vejs ende, og det eneste, man så vil, er at invitere forfatteren ud på en drink og stille dem en million spørgsmål.
Rænkespil af Sarah Waters, som var shortlistet til Man Booker-prisen i 2002. En klassiker for mig, fordi den har defineret så meget af det, jeg selv har skrevet, min efterfølgende læsning, og også en del af den person, jeg er blevet til. En knudret fortælling, hvor selve plottet er tvunget til at udfolde sig i tråd med karakterernes udvikling – de møder hinanden, deres møde forandrer noget fundamentalt i deres væsen, og gennem deres forandring går det op for os, hvorfor forudsætningen for hele plottet er, at de forbliver statiske og uforanderlige. Meget romantisk og meget klog og bestående af frygtelige kvinder, som kysser hinanden på munden. Alle mine yndlingsting.
Yael van der Wouden
