Politikens Forlag præsenterer

Elsebeth Egholms 5 favoritter

Forside / Elsebeth Egholm / Forfatterens 6 favoritter

Ude eller hjemme, aviser eller bøger.
Hør krimiforfatteren fortælle om sine 5 favoritter.

 

Favoritdestination

Jeg elsker øer både herhjemme og ude i verden. Jeg kunne skrive mange linjer om Samsø eller Ærø, men valget falder på den lille maltesiske ø, Gozo, hvor jeg er kommet i mange år, første gang i 1990. Siden 2006 har jeg haft en lejlighed på øen. Det er besværligt at komme dertil, men Gozo gør noget helt særligt for mig. Jeg bruger min lejlighed til skiveophold, men også engang imellem til ferie. Der er et helt særligt lys over Gozo især om foråret, hvor gule og røde blomster dukker op af ingenting, fordi øen overfladisk set kun består af klipper. Samspillet mellem den blå himmel og solen og de gule sandstensbygninger kan virke magisk, og jeg ved ikke noget bedre end at sidde på min balkon og nyde synet af landsbyen og af den store St. Joseph kirke i Qala. Og hvis jeg har brug for selskab, kører eller går jeg ned til fiskerbaren Gleneagles på havnen og nyder en kold drink på deres lange balkon og ser på de mangefarvede både og færgerne, der sejler til og fra Malta.

 

Favoritspise

Jeg er glad for fisk, og jeg kan godt finde på at køre fra Aarhus, hvor jeg bor og helt op til Bønnerup på Norddjurs efter det. Der ligger den skønneste fiskeforretning lige midt på havnen med et kæmpe udvalg af egne røgvarer og friskfanget fersk fisk, fiskefars m.m. Og når man endelig er i Bønnerup, kan man med fordel spise en frokost på en af de hyggelige cafeer eller restauranter og lægge lidt penge i en af Danmarks fattigste, men smukkeste kommuner. Kysten på Norddjurs lugter lidt af det barske Vesterhav, og der er større chancer for at fange en fisk fra molen i Bønnerup end i Syddjurs, hvor jeg også elsker at komme, men hvor der er en smule mere idyllisk og knapt så barsk natur.

 

Favoritlyt

Jeg spiller selv klaver og elsker klassisk musik, og jeg ved ikke bedre end at nørde med på Den klassiske musikquiz på DR2. Vi er heldige at have to så veloplagte holdkaptajner som Mathias Hammer og Frederik Cilius, som både kan underholde og gøre en klogere på den klassiske musik sammen med deres holdkammerater. Hammer og Cilius er formidable formidlere på hver deres vis og med hver deres musikbaggrund, og når klokken bliver 20 søndag aften, kan min kæreste længere nede ad gangen ind imellem høre mig skraldgrine oppe i tv-stuen. Det er underholdning på højt plan, og sommertider – men yderst sjældent – er det faktisk lykkedes mig at gætte rigtigt og høre, hvad det er, der bliver spillet baglæns. Det skal siges, at Philip Faber er en imminent vært på programmet, og man er som seer forkælet ved, at et helt symfoniorkester står til rådighed.

 

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande. Første bind om journalisten Dicte Svendsen, Skjulte fejl og mangler, udkom i 2001, og Det første offer er bind nummer 10 i serien. Desuden er Dicte-serien filmatiseret som tv-serie og sendt på TV2.

Favoritmuseum

Museum Jorn ved Silkeborg var en af de store oplevelser, jeg havde til gode, da jeg var der sidste sommer sammen med en veninde. Asger Jorns kunst har været en inspiration for mig siden ungdommen, hvor jeg gik på Aarhus Statsgymnasium og dagligt kunne nyde hans 30 gange 3 meter lange relief i ankomsthallen. Som med al god kunst kan man blive ved med at finde nyt; nye figurer, nye sammenstillinger, nye meninger. I min roman Den røde glente har jeg ligefrem brugt et Jorn-maleri som en slags symbol på en af mine hovedpersoners vildskab og erotiske passion. Da vi den dag besøgte Museum Jorn, var der også en vild særudstilling med den østrigske kunstner Hermann Nitsch: mørkt, blodigt og meget dragende og spændende. Museet ligger i skønne omgivelser omkring Silkeborgsøerne, og bagefter gik vi tur og sad på en bænk og spiste en medbragt frokostkurv. Hermed er opskriften på en inspirerende dag i Silkeborg givet videre.

 

Favoritlæsning

Man skulle tro, at jeg som forfatter ville anbefale at læse bøger. Det vil jeg selvfølgelig også. Men jeg har også journalistbaggrund, så jeg vil her gerne slå et slag for den gode journalistik. Min opfordring lyder: Læs aviser! Det behøver ikke at være i papirform. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der i en kaotisk verden findes steder, man kan gå hen og læse om, hvad der sker uden at skulle føle sig usikker på, hvem afsenderen er. Jeg taler om det, Trump så hånligt plejer at kalde ’fake news media’. Herhjemme kunne det være aviser som Berlingske, Information, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Stiftstidenderne eller Zetland, som man kan holde alt efter, hvor man står og – ikke mindst – hvor man bor. Jeg synes, det er svært at finde rundt i informationsjunglen på især de sociale medier og skille fakta fra fiktion. De nævnte seriøse medier og andre, inklusive TV2 og Danmarks Radio, der (som regel) leverer god journalistik – lever af deres troværdighed. Og selv om ingen af dem er perfekte, mener jeg, at de er vores bedste bud på at lære at forstå omverdenen og modgå misinformation.

Find masser af inspiration her