Jens Henrik: Jeg har i flere år gået med tanken om at skrive noget historisk – og har læst en del om vikingetiden – bl.a. fagbøger af Jeanette Varberg. Men jeg har også tænkt, at det var en umulig tanke, fordi jeg aldrig kunne nå at sætte mig ind i det historiske stof. En dag læste jeg så en artikel i den lokale ugeavis, Horsens Posten. Den handlede om Jeanette, som – viste det sig – boede i Stenballe, kun nogle få kilometer fra min bopæl.
Jeg tænkte … Nu eller aldrig. Og inviterede hende på en gåtur langs Horsens Fjord med termokande kaffe og tørre kiks, og på den tur blev tanken om et samarbejde sået …
Jeanette: Ja, det var Jens Henrik, der fik ideen. Jeg har i mange år været stor fan af hans serie OXEN, så jeg blev faktisk meget stolt over, at han foreslog et samarbejde.
Jeanette: Alle kender serien Vikings, som er blevet en form for billede på vikingetiden i populærkulturen. Med Frænde-serien vil vi gerne give et mere realistisk indblik i vikingetidens Danmark, langt væk fra øksesvingende helte og tættere på skæve eksistenser.
Jens Henrik: Vikingetiden er vel nok Danmarks mest berømmede og kendte “tidsepoke” – selv om den i virkeligheden må anses som ultrakort i historisk sammenhæng, men samtidig er det måske den periode, vi har flest forkerte forestillinger om, fordi det altid kommer til at handle om kampe og erobringstogter, sådan som suppen serveres i tv-serier, som Jeanette nævnte. Men faktisk er det en tid, hvor kvinden står yderst stærkt i samfundet, og det aspekt gør det ekstra usædvanligt og interessant.
Jens Henrik: De opstod ud fra tanken om, at vi var nødt til at arbejde med to, der kunne give hinanden modspil. En, der kigger på vikingesamfundet med dets egne øjne og en, der er betragteren udefra, og kan tænke i noget, der står i kontrast.
Jeanette: Jeg var meget opsat på at skabe et nuanceret kvindeportræt, men ville ikke hoppe i skjoldmø-klichéen, hvor hovedkarakteren var kriger. I stedet foreslog jeg en skjald. Fra sagaerne ved vi, at der har været kvindelige skjalde i vikingetiden, og på den måde kunne vores hovedkarakter få større frihed i samfundet og komme tættere på magten, end kvinder normalt kunne. Faysal er et lærd blik på de barbariske vikinger, han er vores retsmediciner – og så er han bare godt selskab.
Jens Henrik: Som Jeanette forklarede, er skjaldkvinden Gunhild der, fordi vi gerne vil beskrive kvindens rolle og status og position i vikingetidens samfundsstruktur. Som skjald har hun en usædvanlig rolle og både en skarp tunge og en skarp hjerne. Faysal er vores nødvendige spejl til at spejle tidens samfund, set fra en fremmeds øjne, der tænker tanker og udfordrer Gunhilds syn på verden. En slavegjort er den mest oplagte karakter, da vikingetiden i udpræget grad var en slavetid.
Jens Henrik: År 862 … Bogen foregår i Lejre og rundt omkring i landet. Vi valgte netop disse år, fordi de historisk står åbne i den forstand, at eftertiden ikke ved meget om årene fra 860 og et godt stykke frem. Det giver en litterær frihed til at fortælle uden de bånd, som ville stramme, hvis vi konstant skulle forholde os til historiske personer og begivenheder.
Jeanette: Ja, det er en tid, hvor vi ikke har så mange kilder, og det giver plads til at skrive vores egen historie. Det er derudover en tidsperiode, hvor kirken og paven har stor bevågenhed rettet mod Danmark. Paven skriver ovenikøbet til kong Horik Barnet.
Jeanette: Jens Henrik er vanvittig dygtig! Han er velforberedt, god til at tænke plot og fremdrift og så skriver han fremragende. Til gengæld er jeg nørden, der har styr på de fleste detaljer, såsom tysk kirkepolitik i 800-tallet og kan nogenlunde finde frem til, hvad en hest koster i sølv og give et indblik i vikingetidsforskningen, som vi kan skrive op ad. Såsom, at vikingerne havde vinduer i de fine haller. Det er ny viden.
Jens Henrik: Ja, som journalist er jeg vant til at tilegne mig forskellig viden – og stille dumme spørgsmål til Jeanette, som tålmodigt svarer.
Jens Henrik: I forhold til den nutidige krimi/thriller, som jeg altid har arbejdet med, så er der en uhyrlig lang række af logistiske problemer at forholde sig til. Man kan ikke bringe hverken computere, mobiltelefoner, e-mails, sms’er, hemmelige filer eller arkiver i spil. Man er kort sagt prisgivet sig selv og sin fantasi. Hvilket absolut er fint og sundt, men ikke altid lige nemt. Vi har mødt en hel del helt banale udfordringer, som ’hvor langt kan man ride på en hest på en dag?’ (uden at den går i stykker). ’Hvor langt kan man sejle?’ ’Hvordan og hvor hurtigt får man en besked fra Lejre til Køln?’ Og i øvrigt: ’Hvad skal Gunhild og Faysal have til aftensmad?’
Jeanette: Jeg er overrasket over, hvor godt vi har klikket undervejs. Det er normalt en ensom proces at skrive en bog, men i Jens Henrik har jeg fået en fantastisk skrivemakker og kollega. Og derudover må jeg sige, at jeg har været i mesterlære! Han er SÅ velskrivende og har fuldstændig styr på, hvordan en spændingskurve skal skrues sammen. Jeg har også lært en del om synsvinkler. Det var jeg ikke helt så god til før. Så samarbejdet har løftet mig væsentligt som forfatter, og det er i høj grad Jens Henriks fortjeneste. Derudover er jeg meget taknemmelig for den støtte jeg fik fra hans side, da min verden ramlede for to år siden, da jeg fik konstateret brystkræft. Det forsinkede vores projekt, men heldigvis er jeg nu rask, og bogen udkommer om lidt.
Jens Henrik: Vi kendte jo ikke hinanden forinden, så alt stod åbent. Bogen er, som Jeanette siger, skrevet under hendes rekonvalescens-periode efter kræftoperationen. Jeg har lært, at hun besidder en imponerende styrke og viljestyrke og et meget stort gåpåmod og en kæmpe livsappetit. Derudover har vi lært, at vi swinger ret godt i et makkersamarbejde og har det sjovt med hinanden. Det sidste var en forudsætning, var vi enige om fra start.
Jens Henrik: Lige som Astrid Lindgrens Emil har vi arbejdet fast ude på mit værksted. Her har vi drukket kaffe, spist rundstykker, diskuteret, konstrueret plot og disponeret historien på et stort whiteboard mellem værktøj, fiskeudstyr og alt det andet grej, man nu har på et værksted.
Jens Henrik: For at holde styr på vores tidsregning i hovedpersonernes jagt på morderen, måtte vi have styr på fuld- og halvmåne og alt andet. Til det formål gravede Jeanette (selvfølgelig …) en månekalender fra 862 frem. Som noget af det første tog vi på tur til Gl. Lejre – altså ikke Sagnlandet Lejre – men det rigtige Lejre nogle få kilometer derfra. Det var sjovt og lærerigt at gå rundt i landskabet og forestille sig, hvordan tingene måske kunne have hændt …
Jens Henrik: Den forbryderiske handling – her et drab – er helt klart selve historiens fremdrift, motoren i spændingen. Men alt fra start til slut foregår på et historisk bagtæppe.
Jeanette: Ja, og så bliver jeg holdt i meget kort snor af både Jens Henrik og vores redaktør, så jeg ikke fortaber mig.
Jeanette: Jeg håber, læserne får et anderledes, spændende og ret tidssvarende indblik i vikingernes verden i en tid, hvor Danmark og Europa så helt anderledes ud, men hvor magtbegæret var det samme som i dag.
Jens Henrik: At være underholdende er nødvendigt for at skabe momentum og fastholde læseren. Først derfra kan vi så tillade os at have det lille håb, at også detaljerne og den store historiske ramme om fortællingen vil appellere til publikum.
