Jeg har altid gerne villet skrive om det hus, som min familie har på Samsø. Huset er nu blevet en slags hovedperson i min nye roman. Vi har haft det i næsten 50 år. I al den tid vi boede i Grønland, var det vores mødested, når vi var på sommerferie. Siden blev det et hus, som jeg selv søgte hen til da jeg som ung flyttede til Danmark alene uden mine forældre. Jeg er et rodløst menneske, og huset er mit permanente sted. Et holdepunkt som indeholder hele min historie. Det er desuden dér, jeg har siddet og skrevet mine bøger. Dét fik jeg lyst til at fortælle om, og det er nu blevet til en hel bog i sig selv.
I sommeren 2024 blev jeg alvorligt syg og troede, jeg skulle dø. Det fik mig til at tænke over livet. Det lyder måske patetisk, men jeg begyndte at gøre regnskab. Hvad var det så for et liv, jeg havde haft, spurgte jeg mig selv. Hvad var der i det, var det godt, var det skidt, var der noget, jeg ønskede mig brændende, inden jeg skulle herfra? Det eneste jeg virkelig ønskede mig, var at få mulighed for at skrive en bog mere. Så blev jeg rask og skrev ’Hvordan kan vi’. Historien handler om at finde en vej i det liv som blev mit, alene og sammen med andre.
Mit liv har været præget af mange spring og mange brud. Jeg har skiftet bane flere gange, både i mit arbejdsliv og privat. Jeg er lykkeligt gift og skilt tre gange og lever nu med en mand, som jeg ikke vil giftes med. Been there, done that. Et gennemgående spørgsmål undervejs har været: Hvordan kan vi – få det til at fungere alligevel? Reparere ting og finde en løsning på både det lette og det svære. Passe på hinanden gennem tykt og tyndt. Holde af hinanden, selvom vi måske er uvenner en tid. Samle op og få tingene til at køre i stedet for at lade dem kuldsejle. Det kræver overbærenhed og vilje, men sammen kan vi, må svaret være.

Hovedpersonen hedder Iben. Hun er opvokset i Grønland som danskerbarn. Som ung rejser hun alene til Danmark med sin grønlandske kæreste og skal bo dér. Så kommer rodløsheden snigende og følelsen af at være en fremmed. Det er klart at Ibens liv, som det er fortalt i bogen, ligner mit liv. Det er helt bevidst. Men mit liv ligner også andres liv. Iben er i tvivl, hopper rundt mellem uddannelser og ved ikke hvad hun skal drive det til. I perioder er hun ensom, men så møder hun den mand, der bliver far til hendes børn. Hun får en familie og et hjem med undulat og børn, der skal afleveres til tiden i børnehaven. Hun begynder at skrive. Hun får en affære og møder en anden mand og bliver skilt, præcis som det går for rigtig mange andre mennesker. Der er op- og nedture og mål, der hele tiden flytter sig, tiden der flyver af sted, og børn der bliver store og flytter hjemmefra. Og hele tiden er der lysten til eventyret og livet og glæden ved at dele det med andre.
Jeg var barn i 70’erne. Mine forældre var, ligesom mange andre unge dengang, enormt optaget af sig selv, men også af at gøre en forskel i verden. Det var noget med solidaritet og tage ansvar. Mine forældres søskende rejste ud i verden på forskellige projekter, og inspireret af dem rejste min far og mor til Grønland som skolelærere for at være med til at opbygge samfundet dér. Som børn var vi bare med. Dengang havde man ikke, som det er tilfældet nu, først og fremmest barnets behov for øje. Jeg har levet det store børneliv uden overvågning og med masser af frihed. Frihed til at gå på opdagelse og få mine egne erfaringer, på godt og ondt. Det var ægte selvforvaltning og ‘barnet kan selv’. I realiteten anede vores forældre ikke, hvad der foregik i vores liv. Vi fik da jod og plaster på hvis slog os, men de usynlige sår klarede vi selv eller med hinanden. Den store frihed og manglende overvågning betød også, at vi kunne være ret alene med de følelsesmæssige skrub. Som danskerbørn kunne vi sagtens opleve at blive drillet og truet og slået, fordi vi var danskere. Vi blev kontaktet på vejen af voksne mennesker, som råbte, at vi skulle skride hjem til Danmark. Men vores hjem var i Grønland. Det var absolut ikke noget, vi gik hjem og sladrede om. Det føltes enormt skamfuldt. Uanset at det gav nogle knubs, er jeg lykkelig for min opvækst. Jeg har brugt en del timer i et terapilokale, for i min generation gik vi til psykolog, når vi skulle prøve at forstå, hvorfor vi fik problemer. Det har givet anledning til mange genbesøg i barndommens land, med de store dramaer som jeg oplevede dér. Helt genialt for mig som forfatter. Jeg har altid, altid noget at skrive om, som jeg kan hente lige dér.
Det allervigtigste tema handler om at finde sin vej i livet. Den opgave begynder jo allerede, når man som barn stiller sig spørgsmålet: Hvem er jeg? Hele tiden skal vi foretage valg, som er i overensstemmelse med vores drømme. Det næste spørgsmål er så: Hvem hører jeg sammen med? For vi kan jo ingenting alene, vi er afhængige af andre, deres hjælp og i sidste ende deres kærlighed. Så romanen handler om kærlighed. Længslen efter den, evnen til at se den, når den dukker op, evnen til at holde fast i den og kæmpe for den, når man har den. Det kræver en stor portion overbærenhed, både over for en selv og for omgivelserne. Og så er der en masse undertemaer. Opvækst i 70’erne, Danmark og Grønland, kunstnerisk skabelse, ægteskab, moderskab, forfatterskab og det at skrive om livet, ens eget og de andres. Kunst og kreativitet fylder meget i romanen. Har det at skrive denne roman, lært dig noget om at være et skabende menneske? Som ung troede jeg, at jeg skulle være musiker. Jeg fik et band og var forsanger. Men så flyttede bandet til Aarhus, og jeg havde lige mødt en fyr i Odense og ville ikke med. Så søgte jeg ind på kunstakademiet. Jeg har gået på kunstakademiet i mange år, både i Odense og i København, men uden rigtig at finde mig til rette. På et tidspunkt begyndte jeg så at skrive, og så kunne jeg endelig mærke, at jeg havde fat i noget, der var sandt for mig. Siden har jeg tænkt over, hvordan kunstnerisk skabelse kan finde udtryk gennem forskellige kanaler. Jeg har været heldig at have flere talenter og betragter alt, hvad jeg har lavet som vigtige dele af min vej ind i det at skrive. I dag bruger jeg både musikken og billederne i min skrivning. Flere har sagt, at jeg skriver sanseligt. Jeg er sikker på, det er alle årene med musik og billedkunst, der har givet mig sanseligheden med i skriften.
Da jeg begyndte at skrive, gik jeg på opdagelse i mine gamle arkivkasser. Jeg har flyttet rundt med dem hele livet. Det viste sig, at jeg har gemt alt af værdi. Gamle breve, sedler jeg har skrevet til mig selv og glemt. Små notesbøger med sandheder i, som: “Jeg hader Christian, den lort!” skrevet med blyant. Og fotografier, selvfølgelig. Min far var en ivrig fotograf og har fotograferet hele min barndom. Hos min mor ligger de tykke album med hans billeder. Jeg har også selv fotograferet en del. Jeg er storforbruger af billeder, når jeg skriver. Når jeg ser på et foto, kan jeg huske stemningen, der var i dét og dét rum, og i den og den situation, det skal bare skrives ned.
Nogle af de gamle breve som jeg genlæste, havde jeg næsten glemt. Sådan tror jeg de fleste mennesker har det. Vi kan ikke gå og gemme på alt det, vi har oplevet eller fået fortalt. Men så snart jeg læste de breve, mærkede jeg det hele igen. En virkelig interessant og nogle gange også chokerende oplevelse.
Jeg har valgt at skrive bogen ud fra det enkle princip at hvert år, siden vi fik huset på Samsø, er et kapitel. Kapitlerne har en vis længde, men bliver længere og længere jo højere op i tiden, vi kommer. Det er relativt let at komprimere et helt barndomsår, barndommen kan blive helt anekdotisk, fordi vi typisk har fortalt de samme historier igen og igen. Det bliver straks sværere, når jeg nærmer mig nutiden. Så meget er stadig levende i hukommelsen, mange ting er uafsluttede, og der er stadig en slags usikkerhed om, hvordan det hele nu var. Det producerer mange sider i et manuskript.
Det har været så lærerigt. Fordi jeg fortæller historien år for år, bliver det pludselig tydeligt, hvordan den ene begivenhed forårsager den anden. Jeg forstår langt bedre, hvorfor jeg er sprunget sådan frem og tilbage i mit liv. Hvorfor jeg er flyttet så mange gange og har været så rastløs. I dag har jeg en anden ømhed over for den unge Iben. Tidligere syntes jeg hun var for meget og indimellem for vild. Nu har jeg bare lyst til at give hende et kram og sige: “Det skal nok gå det hele.”
Den vigtigste indsigt er, at alt nok skal gå. Det er imponerende, hvor mange gange jeg har troet, at nu var alt forbi. Men livet fortsætter jo, det kan jeg se, solen står op igen og igen, alt går, om lidt sker noget nyt. Det er blevet meget tydeligt for mig med denne bog, og af alene af den grund, er jeg ret glad for at have skrevet den.