Sissel-Jo Gazan er født i 1973 i Århus. Som fem-årig tog hun med sin mor ud at sejle i Middelhavet og på denne næsten tre år lange rejse blev kærligheden til at skrive og rejse grundlagt. Hun debuterede som romanforfatter i 1995 med Når man kysser i august. Det blev til flere romaner gennem 90’erne, 00’erne og 10’erne samt en uddannelse som biolog med speciale i dinosaurer. Og det var med afsæt i dette, at hun skrev sin gennembrudsroman Dinosaurens fjer og opfølgeren Svalens graf. Efter en årrække med en række andre populære romaner, vendte hun tilbage til spændingsserien om Søren Marhauge med Uglens øje og Hvide blomster og er nu aktuel med første bind, I en dråbe, i ny spændingsserie. Sissel-Jo Gazan bor i Berlin med sin familie.