Få et helt unikt indblik i det fotoalbum der på fineste vis levendegør tiden efter hendes hjerteskærende autofiktive roman, Den, der lever stille, blev udgivet i 2018. Og læs, med Leonoras egne ord, hvordan hun oplevede at opnå den succes, hun ikke havde turdet håbe på.
I 2003 debuterede jeg med romanen Rygsvømmeren, der solgte 650 eksemplarer, og de næste 15 år udgav jeg yderligere fem romaner og to børnebøger, der solgte ganske lidt. Jeg tjente til huslejen ved at anmelde bøger i Weekendavisen og debattere, hvilket gav mig et kontroversielt image som vred, lesbisk feminist, og hvis jeg var heldig, blev jeg også inviteret til at holde et par foredrag om året. Ofte rejste jeg ud i verden for at skrive, både for at få inspiration og for at slippe for at blive mindet om alt det, jeg ikke fik og heller ikke ville få, fordi jeg var too much for Danmark.
I årevis havde jeg villet skrive om dengang jeg var 21 år, og mine forældre og det meste af min familie slog hånden af mig, fordi jeg var homo, og da min mor døde, besluttede jeg, at tiden var inde. Jeg nærede ikke noget håb om at få hverken læsere eller anerkendelse. Min mission var ene og alene at fortælle min historie så ærligt og redeligt som muligt. Det var uklart for mig, om jeg ville overleve at skrive bogen, for min far levede og lever stadig, og hvis han tog billetten efter at have læst den, ville jeg ikke kunne leve videre. Men jeg syntes, det var vigtigere, at historien blev skrevet, end om jeg levede videre eller ej.
På billedet står jeg inde i Politikens Boghal i København dagen inden udgivelsen d. 11. januar 2018. Jeg tog for givet, at Den, der lever stille ville blive hadet af alle landets anmeldere og gå i glemmebogen i løbet af et par uger, sådan som mine bøger plejede. Så det var bare om at smile, mens min bog stadig levede.
Til min overraskelse gik Den, der lever stille ikke i glemmebogen. Der blev ved at komme gode anmeldelser og forespørgsler om interviews, og hver dag modtog jeg stakkevis af rørende mails, fysiske breve og beskeder bagom på Instagram fra læsere, der følte, at jeg havde skrevet deres historie. Det viste sig at være helt almindeligt at føle sig uelsket af sin familie eller kun elsket på visse betingelser, som man desværre ikke kunne opfylde. Det viste sig også, at man slet ikke behøver at være homo for at springe ud, for vi springer alle sammen ud som os selv.
På billedet er der gået en måned siden udgivelsen, og jeg skulle for første gang holde foredrag om min bog uden for København, nemlig i Aarhus’ store boghandel Kristian F. Møller. Jeg forestillede mig ikke, at ret mange på de kanter havde hørt om min bog, men der dukkede så mange læsere op, at de stod hele vejen ned ad torvet og slet ikke kunne være i butikken. Efterfølgende signerede jeg i én uendelighed og spurtede til toget på otte minutter i mine høje, røde hæle. Jeg sad helt chokeret på min plads og anede ikke, hvad der havde ramt mig.
Det væltede ind med foredragsinvitationer fra hele landet, og jeg besluttede at takke ja til det hele, for når jeg endelig havde fået læsere, ville jeg sandelig også møde jer. Inden jeg havde set mig om, havde jeg takket ja til at holde 100 foredrag, der lå spredt tilfældigt ud over landet fra mandag til torsdag næsten alle uger hele 2018. Men som jeg sagde til mig selv: Det var jo Danmark, så hvor langt kunne der være? Langt, skulle det vise sig. Jeg har ikke bil, og det tror jeg, at alle vil være glade for, hvis de havde set mig køre, så jeg rejste rundt med offentlig transport og blev hurtigt ekspert i alt fra togafgange til landets bedste og værste hoteller til de fedeste biblioteker, boghandler og foredragssale.
Når jeg ankom til en ny by og stod med Google Maps, kom mine læsere mig til undsætning, eller også vinkede de og råbte, at vi sås i aften. Hver aften frygtede jeg ikke desto mindre, at der ikke ville komme nogen, selv om mine foredrag var udsolgt, og på den måde blev hver aften en positiv overraskelse. Jeg har aldrig sagt tak så mange gange i mit liv. Det føltes virkelig, som om mine læsere bar mig igennem mit halsbrækkende program.
Magasinet i Odense
Lundtofte Kirke i Lyngby
Hedensted Bibliotek
Frederikshavns Bibliotek
Bygningen i Vejle
Bastionen i Nyborg
Lemvig Bibliotek
Alle årene havde jeg drømt om at komme ud at signere i landets boghandler, men boghandlerne takkede som oftest nej, fordi de var sikre på, at der ikke ville komme nogen læsere. Det ændrede sig på et splitsekund med Den, der lever stille. Jeg kastede mig straks ud i at besøge de boghandler, der solgte flest eksemplarer af min bog, fordi jeg korrekt antog, at personalet havde læst den og nu anbefalede den videre, og det ville jeg gerne takke dem for. Problemet var bare, at rigtig mange boghandler hurtigt solgte virkelig mange eksemplarer, så alene i 2018 endte jeg med at besøge 100 boghandler over hele landet.
Til alle foredragene sørgede mit forlag for, at der var en boghandler til stede, så der blev solgt bøger i pausen og efter arrangementet, og det betød, at mine foredrag udviklede sig til de rene helaftensforestillinger. Det var her, mens jeg signerede, at jeg fik mulighed for at møde jer læsere, og næsten hver aften fik jeg betænksomme gaver med hjem: Lakrids og chokolade, champagne, dukker, der forestillede mig, strikkede og hæklede ting, som mine læsere havde frembragt, mens de lyttede til lydbogsudgaven af Den, der lever stille, malerier, bøger, figurer og parfume. Det var helt utrolig rørende.
Billedet er fra den lille, uafhængige boghandel Kjærs Bøger i Odense fem uger efter udgivelsen. En journalist og en fotograf fra Politiken var taget med mig til signeringen for at lave en feature om min succes, og jeg var sikker på, at der ikke ville komme et øje, så succesen var afblæst. Den frygt viste sig at være ubegrundet. Alle læserne kunne slet ikke være i butikken den dag.
Før Den, der lever stille havde jeg aldrig prøvet at vinde en pris endsige være indstillet til én. Den eneste anerkendelse, jeg havde fået, var da jeg blev tildelt Det Treårige Arbejdslegat i 2010. Så det var totalt surrealistisk for mig, da Bog & Idé indstillede mig til læserprisen Martha-prisen, og jeg troede så lidt, at jeg havde en chance for at vinde den, at jeg slog den fuldstændig ud at hovedet. Derfor var jeg ganske uforberedt, da jeg trådte ind på Politikens Forlag til hvad jeg troede var et almindeligt møde om de videre tiltag for min bog og blev mødt af hurraråb fra hele forlaget, fordi jeg havde vundet. Siden modtog jeg flere andre priser for bogen, ikke mindst fra homomiljøet, som stillede sig bag den fra begyndelsen.
Martha prisen 2018
Axgil, årets kulturpris 2018
Årets Laks 2018
Spoken Word 2018
På billedet sidder jeg i et lydstudie i Vanløse i december 2017 og indlæser Den, der lever stille som lydbog. Jeg ligner en, der har styr på det, men i realiteten havde jeg aldrig indlæst noget som helst før, og den eneste grund til, at jeg gjorde det nu, var, at jeg ikke kunne se, hvem der ellers skulle indlæse min højst personlige bog. Gennem min opvækst lod min far mig vide, at det var ærgerligt, at jeg ikke havde så flot en stemme som min mor, og som voksen, de år jeg debatterede, fik jeg dagligt fortalt, at jeg skulle holde min kæft. Så jeg troede, at den var helt gal med min stemme og forestillede mig, at lytterne nok ville smide de laveste ratings efter mig. Men så var det jo heldigt, at det kun var de blinde og dem, der kørte langt i bil, der lyttede til lydbøger, trøstede jeg mig med. Den vildfarelse blev jeg øjeblikkeligt bragt ud af, da lydbogen udkom, og lytterne skrev til mig i stimer. På Instagram spredte anbefalingerne sig i strikkegrupper og blandt kvinder på barsel, der lyttede, mens de gik tur med deres børn, så jeg ved nu, at man kan lytte til lydbøger overalt; mens man er på udgravning, skaber kunst, maler vægge, lægger tøj sammen eller sidder i sin bil, fordi man vil have det sidste med. Siden Den, der lever stille har jeg indlæst alle mine bøger som lydbøger.
Inden Den, der lever stille udkom, foreslog mit forlag mig, at vi skød udgivelsen fra januar til senere på året, så der var større chance for, at boghandlerne ville huske min bog, når de skulle stemme om De Gyldne Laurbær. Jeg slog en høj latter op og afslog. De Gyldne Laurbær virkede fuldkommen uden for rækkevidde.
Da boghandlerne skulle stemme, havde Den, der lever stille ligget på bestsellerlisterne i et år, og min Annette og jeg ferierede i New Zealand. Jeg tænkte jævnligt på prisen, mens jeg var væk og googlede, hvornår den typisk blev uddelt. Det viste sig at være d. 1. februar, så da jeg kom hjem, holdt jeg mig beskæftiget og spiste frokost med Arnold Buscks butikschef d. 31. januar. Hun bad mig komme med tilbage til butikken og signere nogle bøger, som jeg tit havde gjort, og da jeg trådte ind, blev jeg mødt af hele forlaget og flere tv-hold. Jeg havde vundet De Gyldne Laurbær. ”Ved du godt, hvad dag det er i dag?” spurgte min far, da jeg ringede og fortalte ham det, og det vidste jeg. Det var min mors fødselsdag.
Mit forlag holdt en overdådig laureatfest for mig og inviterede hele branchen, og midt i festen blev jeg kranset, som det ses på billedet. Jeg har ikke just let ved at fejre mig selv, så det var som at leve et andet menneskes liv den dag.
Efter De Gyldne Laurbær besluttede jeg at tage på en takketurné resten af 2019. Jeg skar dog ned på antallet af foredrag og signeringer, så jeg kun holdt 50 af hver, og belært af erfaring sørgede jeg for, at de lå i samme landsdel, så jeg slap for at rakke så meget rundt. Mine læsere havde opdaget, at jeg rejste rundt med tog og busser, og flere tilbød at køre mig. Det krævede lidt overvindelse at sætte mig ind i fremmede menneskers biler, men det gjorde mit liv utrolig meget lettere, især fordi jeg havde besluttet at prioritere små jyske byer højest. Det var altid kæmpe optur at komme derud. ALLE i Jylland genkender historien om familiemedlemmer, der styrer med skyld, ligesom min mor og min mormor gjorde.
Den 31. oktober holdt jeg mit allersidste foredrag om Den, der lever stille. Det var foredrag nummer 150, og det var i Ikast, hvor jeg, som det ses på billedet, stod på en europalle og talte om min bog. Måske ikke så glamourøst, men sigende, for jeg har optrådt og mødt mine læsere overalt: Mellem bøgerne på bibliotekerne ude i landet, i prangende teatersale med backstageområde og scenelys, i overoplyste multisale med skrattende lydanlæg, i smukke kulturhuse, i gymnastiksale og i klassiske foredragssale.
Efter foredraget i Ikast overnattede jeg på det lokale hotel og vågnede til den smukke solopgang på sidste billede. For at være sikker på aldrig at glemme 2018 og 2019, sørgede jeg for at tage billeder af alle foredragssale, alle boghandler og alle hotelværelser på hele turneen.
Efter to år on the road havde jeg talt så meget om min bog og mit liv, at jeg havde et klart overblik over, hvad jeg manglede at fortælle, der var vigtigt. Om min vej til at blive forfatter, for eksempel. Og om de #metoo-oplevelser, jeg havde undervejs. Da turnéen var overstået, gik jeg straks i gang med at skrive på fortsættelsen Hvis vi ikke taler om det, og den skrev jeg sådan set på hele 2020, mens coronaen rasede, og landet lukkede ned. Bogen udkom den 22. april 2021, da landet så småt var begyndt at åbne igen, men det var hverken muligt at stuve en masse læsere sammen i en lille boghandel eller at holde foredrag for fyldte sale, så det var en anden og mindre nær oplevelse. Desuden fik jeg hurtigt corona, så flere af mine optrædener blev aflyst eller udskudt. Det lykkedes mig dog at holde 50 foredrag det år og komme ud at signere bag en plexiglasskærm, og efterhånden som efteråret satte ind, lignede salene mere og mere sig selv igen.
På tour med Hvis vi ikke taler om det
Galleri Galschiøt i Odense
Thit Jensen Museet i Farsø
I 2019 optrådte sangerinden og komponisten Kristina Holgersen og jeg sammen i Aarhus. Kristina havde tidligere sat musik til klippede tekster fra blandt andre Helle Helles og Josefine Klougarts romaner, og det lød fantastisk, så jeg foreslog hende at sætte musik til klippede tekster fra Den, der lever stille og Hvis vi ikke taler om det, som jeg skulle i gang med at skrive på det tidspunkt. Kristina gik med på idéen og fik fat i cellisten Line Felding, så de kunne arrangere numrene i fællesskab. Ingen af dem havde forestillet sig, at jeg ville blande mig i alt og ovenikøbet ville med til indspilningen og synge kor. Man kan roligt sige, at bølgerne gik højt. Soundtracket Kapow Goodbye (tak og undskyld) udkom efter Hvis vi ikke taler om det i 2021, og takket være dét har jeg nu prøvet at synge kor i morgen-tv. Kristina, Line og jeg afholdt efterfølgende en række romankoncerter, hvor vi opførte de ti numre, Kristina fortalte om musikkens tilblivelse, og jeg fortalte om mine selvbiografiske bøger.
Studieindspilning
Romankoncert i Store Vega
Romankoncert i Pavillionen, Grenaa
Romankoncert på Bremen
Kristina Holgersen, Leonora og Line Felding
Når jeg går i stå i bogskrivningen, hjælper det mig at visualisere den færdige bog. Det øjeblik hvor jeg får den i hænderne for første gang. Derfor har jeg altid et tydeligt billede af, hvordan mine bøgers omslag og udstyr skal se ud, og jeg er i den heldige situation, at mit forlag giver mig frie hænder. Mine faste samarbejdspartnere er grafikeren Simon Lilholt og Politikens Forlags produktionsmand Tomas Henriksen, der ses på billedet, mens han og jeg er ved at finde det rigtige blå for- og bagsatspapir og det rigtige røde kapitæl- og læsebånd til Den, der lever stille. Når man tager smudsomslaget af bogen, åbenbarer der sig et stiligt, lodret træsnit. En detalje, jeg havde spottet på den amerikanske udgave af Patti Smiths M Train.
Omslagsbillederne på både Den, der lever stille og Hvis vi ikke taler om det er taget af amerikanske Elle Moss, der primært fotograferer sig selv. Jeg har fulgt hendes arbejde i årevis og har længe haft lyst til at bruge fotografierne som omslagsbilleder, og nu var muligheden der endelig.
Til Hvis vi ikke taler om det gik jeg skridtet videre og lavede mit eget marmorerede for- og bagsatspapir – se tredje billede – som gik igen på den tilhørende notesbog Hvis vi ikke skriver om det. Da den røg i forsalg på Saxo, strøg den ind som nummer et foran Jesper Wung-Sungs Kvinde set fra ryggen. Det var kun en enkelt dag, men hvilken dag!
Samarbejdet med Tomas
Marmorerings-workshop
I 2019 købte Regner Grasten filmrettighederne til Den, der lever stille. Det blev samtidig besluttet, at hans datter Puk Grasten skulle skrive filmmanuskriptet og instruere, men tiden gik, og jeg havde for længst lagt projektet i graven, da Regner skrev til mig i april 2022, at finansieringen var på plads, kulisserne bygget op på Svendborg Gymnasium og skuespillerne castet. Min mor skulle spilles af Sarah Boberg, min far af Jens Albinus, Annette af Marina Bouras og jeg af Frederikke Dahl Hansen, som jeg sidder sammen med på billedet. Hvis jeg ville læse manuskriptet igennem, var det nu, skrev Regner, for optagelserne begyndte om to uger. Læsningen var en surrealistisk oplevelse, og surrealismen blev vildere, da Annette og jeg efterfølgende var med til flere af optagelserne. Der var den dag, hvor Gitte Hænning skulle optræde som hospicesanger og den dag, hvor en tysk ulv ved navn Lupine var blandt de medvirkende. Der var også den dag, hvor filmholdet optog omkring det hospice, hvor min mor døde, og de døende sad på terrasserne med kaffe på kanden og fulgte med.
Som man aner, hvis man har læst min bog, er filmversionen en fri fortolkning, og hvordan den er blevet, er jeg spændt på at se, forhåbentlig snart. Filmen har premiere d. 30. marts 2023, og én ting ved jeg med sikkerhed, for jeg har set alle stillbillederne: Filmen bliver en imponerende visuel oplevelse.
Fra filmsettet
Hovedrolleindehaveren Frederikke Dahl Hansen. Foto: Andreas Bastiansen.
Foto: Andreas Bastiansen.
Fra filmoptagelserne
