Til Paradis er en roman om tre forskellige versioner af New York City i tre forskellige versioner af Amerika; en i 1893, en i 1993 og en i 2093. De forskellige Amerika’er heri er forskellige, men har også ligheder, fremmede i nogen henseende og genkendelige i andre. I hver er der nogle mennesker, som har magt og andre, der ikke har. Hovedpersonerne – David, Charles og Edward – må alle beslutte, hvor meget de er villige til at ofre for deres personlige behov eller sikkerhed. Og i hver er der en sygdom, som i varierende grad former deres liv.
Jeg ved, at du vil spekulere mest på sygdommen i den tredje del af bogen, som mest ligner vores virkelighed, men dette sammenfald var ikke var bevidst. Jeg begyndte for alvor researchen til denne bog i begyndelsen af 2017. Amerika havde netop indviet en ny præsident, jeg afsluttede et år i udlandet og var netop begyndt på et nyt job. Det var både enden på noget og begyndelsen på noget nyt. På det tidspunkt gennemførte jeg interviews med forskere i en biologisk- og medicinsk forskningsenhed på Rockefeller Universitetet på Upper East Side af Manhattan, og de tog sig tid til at forklare mig, hvordan den næste pandemi kunne opstå, og hvad konsekvenserne vil være.
Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg på det tidspunkt var interesseret i at skrive om en pandemi. Men jeg kan afvise, at det var orakulære kræfter, som havde hvisket mig noget i ørerne. Bevidst at forsøge at skabe kunst, der taler til fremtiden, er en næsten umulig opgave, og resultatet bliver ofte underligt uautentisk. Det gælder måske især for romaner, og det tror jeg skyldes, at hvis en roman skal vække resonans hos læseren, må den engagere sig mindre i spekulationer og beskæftige sig mere med mennesker. Hvordan vi har det, hvordan vi reagerer, hvad har vi behov for, og hvad håber vi på.
Menneskers følelsesmæssige tilstande ændrer sig [ikke]. Kærlighed, frygt, skam, ensomhed.
Alligevel er det romanens nutidige anspændthed, der gør den til så holdbar en kunstform. Kontekster og teknologi ændrer sig, men grunden til, at vi fortsat læser – og genkender os selv – i litteratur fra tyve, halvtreds, to hundrede, fem hundrede år siden er, at menneskers følelsesmæssige tilstande ikke ændrer sig. Kærlighed, frygt, skam, ensomhed. Indtil disse følelser stopper med at være grundlæggende menneskelige, vil litteraturen, som er studiet af mennesker, aldrig ændre sig. Science fiction handler om videnskab, men fiktioner om videnskab handler om mennesker.
Det var faktisk ikke en impulsiv lyst til at forudsige fremtiden, men en trang til at få nutiden til at give mening. Der er tidspunkter, hvor historien syntes at forme sig, og dette var en af dem: Amerika var ved at blive til noget andet foran øjnene på os. Spørgsmålet er dog, hvorvidt landet var ved at forandre sig til noget nyt, eller om det var ved at åbenbare sig, som det altid havde været. Var landet ved at skifte kostume, eller stod det pludselig afklædt. Hvordan du besvarer det spørgsmål, afhænger i høj grad af, hvorvidt du følte dig som en del af det Amerikanske eksperiment i første omgang. Var du fortæller eller karakter? Var det dig, der skrev plottet, eller blev du skrevet ind i det?
Et land som opfandt det moderne demokrati, mens det gjorde mennesker til slaver.
Det var i den periode, jeg skrev Til Paradis. Jeg havde tænkt tankerne før 2016-valget, men at være vidne til nogle af de ting, der skete de efterfølgende år, var en instinktiv, uundgåelig påmindelse om USAs skarpeste modsætninger. Et land som opfandt det moderne demokrati, mens det gjorde mennesker til slaver. Et land, der var og er et tilflugtssted for så mange (inklusive mine egne forfædre for fire generationer siden), samtidig med, at så mange nægtes grundlæggende rettigheder. Var USA et paradis eller en løgn? Var løftet om Amerika for nogle for andre betinget af et forræderi mod det løfte?
Noget vi glemmer om begrebet paradis er, at det ikke er inkluderende – et sandt paradis er skabt til at holde nogle ude. En anden ting, der let glemmes er, at intet land er det ene eller det andet; lande er tavler, der kan viskes rene og omskrives. Konstante udkast, som vi alle redigerer i. Der er ingen afsløring, kun nye karakterer og nye plotudviklinger, vendinger, der giver mening og andre, der ikke gør. Ethvert forsøg på at påtvinge en central fortælling vil mislykkedes, for der er ikke nogen central fortælling – der er kun det, der var, og et hvad nu hvis.
Til daglig er jeg chefredaktør på et magasin og ikke romanforfatter. ’Gem det til siderne’ siger jeg til vores skribenter, og jeg forsøgte at gøre det samme, mens jeg skrev. Al tumulten, al sorgen, al forvirringen, al frygten fra de seneste fire år (og de seneste 40 år, de seneste 400 år) – jeg gemte det til siderne.
Fremtiden bliver til fortid, før du ved af det.
Jeg håber, at det, der opstår af alle de ophobede følelser, føles som en førstepersons beretning fra fronten. En beretning om et Amerika i forandring, om traumer, både individuelle og nationale, af forståelsen dengang, og af at fremskridt ikke er lineære, men en løkke der folder sig frem og tilbage, fremtiden bliver til fortid, før du ved af det. De af os, der er blevet marginaliseret i vores lande (på grund af vores udseende, eller hvem vi elsker) har på et eller andet tidspunkt fantaseret om, hvordan det ville være, hvis vi nu var dem, der lavede reglerne. Hvad hvis vi var dem, som andre blev vurderet op imod, men fantasien når aldrig langt. Fordi spørgsmålet er, om ville vi kunne gøre det bedre? Ville vi, når vi observerer forskelle i andre, være tolerante? Ville vi være gavmilde i vores magtudøvelse? Eller ville vi i stedet forvandle os til de værste versioner af os selv, forvandle os til netop de mennesker, vi engang frygtede.
Selvom jeg ikke har svarene, vil jeg gerne takke jer læsere.
Som du nok kan se, har jeg ikke svarene på alle disse spørgsmål. Og jeg tænker ofte, at det også er drivkraften i at skrive fiktion. Du begynder med et sæt spørgsmål, og har du gjort dit arbejde ordentligt, ender du op med endnu flere. Men selvom jeg ikke har svarene, vil jeg gerne takke jer læsere. At læse er en generøs handling, fordi man overgiver sig. Når man tager en bog op og åbner den, sætter man sig selv i en sårbar situation. Vil den få en til at føle sig ubehageligt til mode? At læse en roman er lig med at suspendere sit eget behov for tryghed, mens du følger forfatteren derhen, hun beder dig gå. Jeg er taknemmelig for, at du har valgt at følge med mig. Her følges vi ad.
