De kan danne ramme om et sted, en by eller et lille samfund. De kan skabe en familiær stemning. Og så kan de tryllebinde fra bind til bind. Serier kan meget, men det vigtigste, i vores optik, er, det at man lærer karaktererne at kende over en længere periode. Man følger dem i tykt og tynd gennem livets op- og nedture.
Vi har fundet en række af bøger, der på den ene eller anden måde opfylder det. I nogle serier hænger alle bøgerne sammen – nogle har samme tema og andre igen har et sted som fælles udgangspunkt.
Rigtig god læselyst!
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 1960’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager. De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er sprængfuld af fortielser og farlige spændinger imellem to kulturer og imellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene. I Tabita-trilogien er romanerne: Tabita, Vittu og Bjørn
Kom med til det jyske provinsteater Apollo i 1910. Her møder du tryllekunstnere, sandsigersker, trapezartisterne og du forelsker dig hurtigt i bøgernes hovedpersoner, tryllekunstneren Lauritz og drengen Valdemar, hvis skæbner er forbundet af teatret. En varm og hjertelig roman-serie, der i høj grad handler om kærligheden til den familie man selv vælger.
Her møder du forskellige personer fra bog til bog, men fællestrækket er, at hver bog berører forskellige begivenheder som har fundet sted på Amager i det 21. århundrede. I det første bind, Planen, møder vi Morten der vokser op i ghettoen Urbanplanen på Amager med det værst tænkelige udgangspunkt – han er intelligent, dygtigere end sine jævnaldrende i skolen og drømmer om at blive skuespiller. Men drømmene lever under umulige vilkår i et understimuleret miljø præget af vold og kriminalitet, samt en selvforstærkende underklasse-jantelov, der mere end noget andet dikterer, at man ikke skal tro, man er en skid. Planen er en historisk roman om de menneskelige omkostninger ved 90’ernes fejlslagne integration og 00’ernes fjendtlige indvandrerdebat, der kulminerede med profet-karikaturer, bandekrig og en hovedstad, der blev sat i flammer.
I Guds bedste børn befinder vi os i Holmbladsgadekvarteret, da to drenge, Micky og Simon, opfører sig racistisk og voldeligt overfor to avisbude Zeki og Jamal, der sidder på en trappesten og spiser en pizza. Så voldeligt at Zeki ikke overlever overgrebet. I bogen kommer vi ind under huden på, hvad der skete af bandekrig på Amagerbro i slutningen af 00’erne.
I bind 3 I ruiner starter historien på Vestamagers Ugandavej, hvor Amalie vokser op i et af de uendelige parcelhuskvarterer. På overfladen er de en helt normal familie som alle andre i kvarteret, men bag ruderne opløses kernefamilien stykke for stykke. Amagerbankens kollaps i 2021 fjerner langsomt familiens fundament, og da Amalies forældres går fra hinanden, må hun nu skabe et nyt liv uden den tryghed, hun troede ville vare for evigt. Amalie møder en overlevende kvinde fra folkemordet i Rwanda, og får nye perspektiver på menneskets begrænsede godhed og den dybe ondskab, der lurer i os alle.
Tag med på en rejse til Napoli og mød de to veninder, jeg-fortælleren Elena og hendes bedste veninde Lila, som man over de fire romaner følger. Fra den første roman starter til den sidste roman slutter, kommer man gennem 50 års venskab og et unik indblik i det moderne Italiens historie. Bøgerne handler om moderskab, feminisme, fattigdom, vold, klasseskel, drømme og mod.
Elena Ferrante, der er en af Italiens største samtidsforfattere, er et pseudonym, og for offentligheden er det derfor ukendt hvem der står bag bøgerne.
Første bog, En uretfærdig tid, foregår i 1880’erne, hvor hovedpersonen Nelly arbejder på Rubens væverier på Frederiksberg – en af Danmarks største arbejdspladser med 500 ansatte. En dag kommer en af de andre unge arbejdersker, Marie, ud for en frygtelig ulykke, og Nelly må sørge for at Marie kommer fri af maskinen og bliver bragt til hospitalet. Der er ingen hjælp at hente fra de overordnede mænd, tværtimod.
Dagmars svære valg foregår i 1913. Bryggeriarbejderen Dagmar bor på Vesterbro med sin mand, der er slagter i Kødbyen. Hun har altid drømt om at blive mor, men det er ikke lykkes. En tidlig morgen finder hun et nyfødt hittebarn i baggården, og selvom hun er i tvivl om, om det er det rette at gøre, sætter hun alt ind på at beholde den lille pige, på trods af de nævenyttige nabokoner og politiet, der snuser rundt i kvarteret. Dagmar får hjælp af sin gode, kloge veninde Anna, der er lærerinde på Vesterbro og gift med en moderne og progressiv journalist. De to kvinder kender hinanden fra dengang de begge arbejdede på Rubens væverier.