Tættere på krimimakkerparret

”Vi har fingrene helt nede i mulden”

Krimiforfatterne Sara Blædel og Mads Peder Nordbo er aktuelle med Sår, opfølgeren til bestselleren Opløst, hvor Liam Stark og Dea Torp fra Odense Politi igen står overfor en vanskelig sag, der får uhyggen til at sprede sig i den fine, fynske kulisse. Hør de to forfattere fortælle om internetbashing, engagerede unge og om at sende sine karakterer tilbage til start.

Hvad handler Sår om?

SB: Politidirektør, Margrethe Dybbøl, er dybt begravet i en sag om en forsvundet pige, Amalie Vedel. Hun står overfor et vigtigt pressemøde, og skal som politidirektør være saglig, briefe om politiets arbejde og berolige, men udover frustrationen over de manglende fremskridt i sagen, begynder en at nage i hende. Hendes egen teenagedatter, Zenia, er nemlig også gået hjemmefra – uden at give lyd fra sig. Zenia har tidligere været væk i dagevis for at være sammen med sine venner, men er der mon en risiko for, at de to forsvindingssager hænger sammen?
Samtidig kaldes vicepolitiinspektør Liam Stark og hans makker Dea Torp ud til efterforskningen af et lig, som er fundet med tydelige lågeformede sår skåret ind i huden. Manden er ikke meldt savnet og politiet rager rundt i blinde, indtil Dea og Liam bringes på sporet af kunstneren Monika Le Fevre, der er kendt for at skære lignende sår i levende dyr som en del af sin politiske kunst. Efterhånden bliver det tydeligt, at hun kan have forbindelse til både liget og måske også Dybbøls forsvundne datter. Pludselig rykker det tæt på og peger ind i politiets egen kerne, og så er det et spørgsmål om tid, liv og død.

Hvilke temaer berører Sår?

MPN: Vi ville gerne skrive en roman, der blandt andet satte fokus på internethad. Hvad det kan føre til, og hvad det har af konsekvenser for mennesker.

Jeg synes, at det er stærkt, at der er så mange unge, der engagerer sig dybt i f.eks. klimakampen.

– SB

I Sår er det jo så blandt andet kunstneren Monika, som lægges for had efter en kunstudstilling med udstoppede dyr. Hun bliver så udskammet, at hun stopper med at arbejde.

Internettet er en vild og ureguleret verden, hvor folk tillader sig hvad som helst. Folk er så hurtige til at skælde ud og fordømme uden de kender meget til baggrunden. Det det kan få folk til at føle sig så udstødte, at de tager deres eget liv – og det kan jo få andre sten til at rulle og sætte en bølge af had i gang.

SB: Den handler også om det der med, hvor godt vi egentlig kender vores børn. Nogle gange har vi så travlt, at det er nemmere at tænke, at de har det godt. Hvis der ikke er umiddelbare tegn på andet, tager vi det som en selvfølge, at de fungerer godt socialt og opfører sig ordentligt overfor andre. At de viderebringer de værdier, som vi har givet dem med. Det jo vores ansvar som forældre at give dem et sundt værdigrundlag, men det er de unge, der forvalter de værdier.

Dybbøls datter, Zenia, er dybt engageret i kampen for klima og bedre dyrevelfærd. Hun kæmper en vigtig kamp, og vi kan jo godt lide, når vores børn engagerer sig – om det så er i en politisk bevægelse, en sportsgren eller noget helt tredje.

Da jeg var ung, red jeg. En stor del af mit ungdomsliv foregik på hesteryg eller i staldene, og mine forældre havde fuld tillid til, at jeg var glad og gebærdede mig fornuftigt. Det gjorde jeg jo så også, men pointen er, at det ikke er unaturligt, at man som ung engagerer sig i et eller andet. Jeg synes, at det er stærkt, at der er så mange unge, der engagerer sig dybt i f.eks. klimakampen, men der er jo altid nogle, der går et par skridt længere end de andre – og en stor del af det sociale liv foregår online i fora, hvor vi ikke kan følge med.

Det er så omkostningsfrit at ytre sig negativt online, og det der med at nogle bevidst driver ens barn derud, hvor man ikke har lyst til at være her mere – det kan jeg ikke bære. Som forælder må det være frygteligt at være vidne til, at ens barn ikke trives og svinder ind. Men ofte foregår det på en måde, så du ikke har mulighed for at stoppe det. Man tropper op hos politiet, man tropper op på skolen, man beder om hjælp, men hvis man ser sit barn trække sig, ikke ville i skole og bare sidde for nedrullede gardiner… Jeg ville være den vildeste løvemor. Det ville vi alle sammen.

Det er jeres anden roman om makkerparret Liam Strak og Dea Torp. Hvor er de to hovedpersoner, da vi møder dem i Sår?

MPN: Der er jo gået ganske kort tid, men alligevel er der sket en del.

SB: Ja, den udvikling vi sendte dem igennem i Opløst, har haft store konsekvenser for både Liam og Dea. I Opløst var det Liam, der stod på et rimeligt solidt fundament i et ægteskab med to teenagebørn, men nu er han i den grad sat ud af kurs. Han er nyskilt og bor hjemme hos sine forældre på sit gamle drengeværelse. Liam er en dedikeret og inkarneret efterforsker, der brænder for sit job, men det har kostet at arbejde så meget, og det er ved at gå op for ham, hvad han har mistet.

Omvendt er Dea i et nyt spirende parforhold og for første gang, siden hun mistede sin mand, er hun blevet forelsket. I en moden alder tør hun nu igen tro på kærligheden og lukke et nyt menneske ind. Hendes største bekymring er, at han er væsentligt yngre end hende – 13 år er aldersforskellen imellem dem. Og i modsætning til mænd, er det bestemt noget, som bliver bemærket, hvis du er en kvinde omkring de 50 år.

MPN: Ja, særligt Dea bliver foldet meget mere ud i Sår, og vi får et indblik i hendes følelsesliv. Hvor hun i Opløst var mere afmålt og holdt folk på afstand.

SB: Dea er sådan en, der godt kan have en lidt hårdkogt facade overfor de der unge efterforskere, der måske i virkeligheden minder lidt om hende selv, men forelskelsen har sat noget i gang i hende, det har ansporet hende til at lukke lidt op. Jeg oplever, at hun er mere likeable i denne roman, men hun er stadig helt sin egen og ret bad ass, synes jeg.

Gav det en ny dynamik til skriveprocessen?

SB: Ja, absolut. Det bliver mere interessant, når man ryster posen. Vi bruger jo lang tid på at tænke over, hvad vil vi gerne have, der skal ske med dem. Hvilke problemstillinger fylder i deres liv, og hvordan kan vi udvikle deres karakterer? Med Dea er det meget den her nye kærlighedsrelation, der fylder og blandt andet påvirker hendes relation til datteren. Deres forhold er anstrengt, fordi datteren synes, det er patetisk, hun har fået en ung kæreste. Det synes jeg er dødinteressant. Jeg hører jævnligt om voksne mennesker, som får nye partnere, og hvor børnene begynder at blande sig.

Det er også meget interessant, den måde som Liam reagerer på ved at være blevet sendt tilbage til start. Han har været sådan en arbejdsom, steady fyr, men med skilsmissen står han i en helt ny situation, og han har simpelthen ikke set det komme. Så de er to helt forskellige steder. Den ene er blevet forladt og sidder hjemme på sit gamle drengeværelse, mens den anden er lysende forelsket og strutter af energi.

Hvordan har været at være tilbage i det her univers?

SB: Det har været sjovt. Fyn kan altså noget, og det der med at skrive om en specifik location er altid fedt. Fyn er en enormt fin kulisse, der er smukt og skønt, men der er også alt det quirky, det lidt uhyggelige med de små, forladte steder.

Jeg holder meget af at skrive de her lidt mere sære lokalscener, hvor man kommer ud til en gammel dame i et drivhus, der sidder og siger mærkelige ting.

– MPN

Alt det, som er det modsatte af det skønne, og det er jo det, jeg godt lide, når man skriver. Og så er det en fordel, at det er Mads’ hjemmebane. Det bidrager til følelsen af, at vi har fingrene helt nede i mulden.

MPN: Jeg holder meget af at skrive de her lidt mere sære lokalscener, hvor man kommer ud til en gammel dame i et drivhus, der sidder og siger mærkelige ting. Eller ned i en kælder under Brandts Klædefabrik. Det er skægt at lægge det her puslespil af steder, jeg kender, og mennesker, jeg har mødt – tilsat fri fantasi.

Hvordan arbejder I, når I skriver sammen?

SB: Fordi vi er to, der skriver, gør vi os umage med at få klaret researchen og lagt handlingen op sammen, så vi ved, hvilken retning bogen går, og vi får de ting med, som vi har planlagt. Så er det bare at få handlingen op i tempo, holde tungen lige i munden og flette historien stramt. Det er ikke sådan, at vi skriver et kapitel hver. Vi skriver ind over hinanden, og vi har fundet en rytme, der fungerer.

Når man er to, der skriver sammen, er der vel noget, der ryger lidt ud af ens hænder. Er der noget, der har overrasket jer?

MPN: Ja, og det må det gerne. Jeg synes, at det er vældig ærgerligt, hvis den plottede slutning ender med at være den rigtige slutning. Man behøver ikke have regnet den ud, det må gerne være en levende proces.

SB: Det kan nærmest ikke undgås, vi har en meget forskellige tilgange til en krimi. Jeg er stor tilhænger af, at det skal kunne ske i virkeligheden. Alting har en konsekvens, og at den har en naturlig fremdrift. Mads er meget optaget af selve gerningen og kommer ofte op med nogle lidt weird ting, som jeg så tager som en udfordring.

MPN: Ja, det er rigtigt. Det skal passe nogenlunde, men man må godt digte lidt og være kreativ. I virkeligheden bruger de fleste efterforskere to tredjedel på deres kontor og skriver rapporter, men det er for kedeligt i en krimi. Hvis sandheden skal frem, så er det jo sjældent, de sidder med mordsager, som de skal deltage i opklaringen af. Men det sker jo. Selv på Fyn.

Hvis du gerne vil læse begge bøger, kan de købes hos Saxo.com

Find bøgerne her

Hvis du er blevet nysgerrig på Sår kan du få en læseprøve på bogen her i Læseklub Danmark

Ja tak, giv mig en læseprøve!