I sommer tog vi, mand, børn og jeg, toget til Italien. Selve togrejsen, som endte med at tage over et døgn, var ikke helt den komfortable oplevelse, som vi havde håbet på, det var klart mere Hogwarts Express end Orient-ekspressen over rejsen. Men det var sjovt og hyggeligt på sin egen måde med kortspil i køjerne om aftenen og papboller og pulverkakao om morgenen. Og fornemmelsen af at rulle ind på Santa Lucia-stationen og befinde sig midt i Venedig var fantastisk. Hverken mine børn eller min mand havde været der før, og det var vidunderligt at opleve deres begejstring over den eventyrlige by.
I forbindelse med Drengen i mørket er jeg rejst til Krakow på research i flere omgange. Sidste gang havde jeg et par timer i overskud og valgte at bruge dem på at besøge Oskar Schindlers fabrik. Det er et moderne museum, som formidler optakten til – og selve Anden Verdenskrig – set fra Polen. At kalde oplevelsen uafrystelig lyder måske som lidt af en kliché, men ikke desto mindre føltes det præcis sådan. Krige kalder både grusomhed og heroiske gerninger frem i mennesker. Historien om Oskar Schindler er mere kompleks end den skildres i filmen Schindlers liste, men ikke desto mindre lykkedes det ham at redde 1200 mennesker fra holocaust.
Jeg læser hver dag, og alligevel synes jeg slet ikke, jeg når at læse alt det, jeg gerne vil! Min veninde gav mig for nylig Kerstin Ekmans roman Ulvespring, der handler om en ældre forstkandidat, hvis møde med en ulv ændrer hans syn på sit samspil med naturen. Og så beskriver den med ømhed og humor et gammelt og slidt, men godt og solidt parforhold. Den er umådelig velskrevet, det er sådan en fortællerstemme, man kan læne sig ind i, og som langsom men uvægerligt kryber ind under huden på en.
Var i medarbejderkantinen på Tjernobylværket, som fortsat var i brug inden krigen i Ukraine brød ud. Jeg var taget dertil sammen med min veninde, forfatteren Stine Askov, på researchtur, og for overhovedet af komme ind i kantinen skulle vi igennem en maskine, der målte, om vi var radioaktive. Vi havde fået strenge instrukser om ikke at fotografere de noget bryske kvinder, som serverede et solidt måltid for os: rygende varm borsjtj, noget sejt, der skulle være kylling, udkogte nudler, syltede grøntsager, saftevand og kæmpestore kager. Stine er høfligere end jeg er; hun spiste det hele. Jeg er en uforbederlig kaffenarkoman og de få dage, vi tilbragte i Kiev i forbindelse med turen til Tjernobyl, købte jeg min kaffe det samme sted hver morgen. Kort efter krigen udbrød, så jeg på tv, at kaffevognen var omdannet til et sted, hvor frivillige kunne afhente våben.
Er Sydhavnen, fordi hovedpersonen fra Drengen i mørket, Vivian Storm, bor og arbejder her. Der er både det nye Sydhavn, som i ejendomsmæglerlingo vist nok bliver kaldt ’lille Venedig’ (nej, bare nej) og så det gamle arbejderkvarter, hvor gaderne er opkaldt efter socialdemokratiske koryfæer. Der er stadig en stemning af det gamle København á la Turell og Olsenbanden, selvom der kommer flere fancy bagerier til og restauranter, som serverer naturvin. Jeg kan anbefale at tage den lille guidede tur, man kan downloade fra statuen af Anker Jørgensen på Gustav Bangsgade og høre historien om, hvordan en forældreløs arbejderdreng blev statsminister.
Anne-Sophie Lunding-Sørensen
Vivian Storm er advokat, i tidlig overgangsalder, liberalist og grundlægger af Storm Consulting, et detektivbureau i Sydhavnen. Hun har et hemmeligt crush på sin assistent, den smukke Bjørn Molin, som er antropologistuderende med specialeblokering. Storm Consulting nærmer sig konkurs, da Vivian får en indbringende opgave: at finde Ludomir Draga, en forsvunden halvbror til den hovedrige polske arving Olga Draga. Det viser sig snart, at Ludo er en ung mand, hvis farlige og ekstravagante livsstil giver ham mange fjender. Eftersøgningsarbejdet i København bringer Bjørn og Vivian i selskab med hjemløse immigranter, sugar datere, pushere og magtfulde mænd.
Sanatoriet handler om den unge kvinde Hannah, der ankommer fra Wien til Sølund Nervesanatorium i Sønderjylland. En selvmordsepidemi har i et stykke tid hærget blandt de yngre kvindelige patienter, og Hannah skal forsøge at komme den til livs. Wien har hun arbejdet sammen med Freud, og hun praktiserer ligesom ham den moderne psykoanalyse, som er baseret på samtale med de psykisk syge.
På Sølund skal Hannah arbejde sammen med den unge, ambitiøse og lærenemme sygeplejerske Dagmar, og de lange intense arbejdsdage fører snart til, at de to kvinder indleder et hemmeligt kærlighedsforhold. Et psykologisk detektivarbejde går i gang, for at finde ud af, hvad der gør at disse kvinder begår selvmord. men trods den store indsats går der ikke længe, før endnu en ung kvinde går i søen og drukner sig i fuldmånens skær.
