Politikens Forlag præsenterer

Tab dig sundere

Forside / Fokus på velvære / Tab dig sundere – læs mere om bogen

Verdens sundeste kur

Du bliver ikke nødvendigvis sund af at være slank, men omvendt bliver man heller ikke nødvendigvis slank af at leve sundt. Det dilemma har de to forfattere bag bogen Tab dig sundere – med anti-inflammatorisk kost, sundhedsvejleder Martin Kreutzer og opskriftsudvikler Simon Weisdorf, sat sig for at løse ved at fusionere verdens sundeste kost med opskriften på et sikkert vægttab – for sundhedens skyld.

Vægttab for sundhedens skyld

Anti-inflammatorisk livsstil går sin sejrsgang verden over og kaldes af mange forskere verdens sundeste livsstilsændring, der bl.a. fremhæves for at dæmpe for kropsinflammationer, mindske gigtsmerter og forebygge hjertesygdomme og type 2 diabetes. Men i modsætning til, hvad mange tror, så er det ikke en kur, hvor du nødvendigvis taber kilo og kropsfylde, hvilket er nødvendigt, hvis du drømmer om at blive kroppens inflammationstilstande kvit.

 

”Kalorier er kalorier, og vægttab handler i udgangspunktet om at skabe kalorieunderskud. Hvis du holder dit kalorieindtag højt med sunde nødder og avocadoer ad libitum, kommer du ikke af med det fedt, der vil blive ved at skabe inflammationstilstande i kroppen, selvom du i princippet spiser sundt,” fortæller Martin Kreutzer. I bogen giver de deres opskrift på det de kalder ”vægttab for sundhedens skyld.”

 

“Er du normalvægtig kan du i princippet spise lige så mange nødder, du har lyst til, og glæde dig over, at hver ekstra nød, hver ekstra skefuld olivenolie fremmer sundheden, men er du derimod overvægtig, vil du ikke komme af med det fedt, der vil fortsætte med at være arnestedet for inflammationerne. Undersøgelser viser nemlig, at det er mavefedtet, der gemmer sig mellem indre organer, der er en tikkende bombe under helbredet. ”Fedtet mellem dine indre organer udskiller potentielt skadelige hormoner og enzymer, der via bughulens store blodårer vælter ud i kredsløbet og påvirker hver eneste celle i din krop,” siger Martin Kreutzer og tilføjer, at du i ’Tab dig sundere’ finder en udførlig guide til, hvordan du måler, om dit mavefedt befinder sig på et kritisk niveau.

Hellere grønkål end agurk

I en tid, hvor snævre kropsidealer udfordres, og vi hylder diversitet i kropsstørrelser, er det ikke verdens letteste budskab at komme igennem med.

 

”Ordet slank har fået en negativ klang i de senere år, og det skal da heller ikke forveksles med tynd eller mager. Men vi bliver altså nødt til at se i øjnene, at inflammation hænger sammen med overvægt og i særlig grad mavefedtet,” siger Simon Weisdorf, der har udviklet opskrifterne til Tab dig sundere.

 

Og lidt poppet sagt mener de to forfattere, at det er verdens bedste slankekur, de introducerer med Tab dig sundere.

 

”I en slankekur ligger der ikke nødvendigvis et sundhedsfokus, der ligger et ønske om kaloriebegrænsning. Men anerkender vi, at anti-inflammatorisk kost er verdens sundeste kosttype, og gør den endnu mere disciplineret, bevarer vi essensen, samtidig med at vi understøtter et vægttab,” siger Simon Weisdorf, der har haft et par lænker på under udarbejdelsen af opskrifterne.

 

Ud over at have sat et loft på mængden af de gode fedtstoffer, får du først plads til kulhydraterne, når du dyrker motion.

 

”Fyldfodret i en anti-inflammatorisk kost altid vil være grøntsager i stedet for stivelseskilder, men i vores strategi er det sat i system for at skabe plads til de afgørende kaloriekilder. Vi tillader lige præcis den mængde, der sikrer, at man stadig taber sig,” siger Martin Kreutzer.

 

”Hver eneste ingrediens, som Simon har brugt, er en anti-inflammatorisk topscorer. En agurk er en spildt chance for at bruge grønkål, og jeg vil hellere have en ekstra skefuld olivenolie end en skive rugbrød, som tilgodeser sundheden med samme kaloriemængde – og du kan ikke få begge dele.”

 

”Det har til tider været en udfordring, men jeg forstår udmærket, hvorfor behovet er der. Udfordringer er jo en positiv ting, hvis man kan se målet og giver sig selv tid til at få det løst. Det at kunne hjælpe folk med at tabe sig er en gave i sig selv,” siger Simon Weisdorf.

 

Martin Kreutzer er enig.

 

”Det er nemt at navigere i, for der er en logik i det. Vi har ønsket at skabe den ultimative metode til at komme ned i vægt samtidig med, at vi opretholder et maksimalt sundhedsaftryk i hver eneste bid.”

 

Og det virker, garanterer Martin Kreutzer, der har testet metoden på klienter.

 

”Men enhver kostmæssig forandring mod noget, der ikke er samfundets norm, er en udfordring. Det er også derfor, at vi har prioriteret opskrifter, hvor du kan gå ned i Netto og købe råvarerne på 10 minutter, og på yderligere en halv time tilberede dem, så du står med et sundt, vægttabsfremmende og mættende måltid.”

Simon Weisdorf, madentusiast og opskriftudvikler

Martin Kreutzer, kost- og træningsekspert

Find masser af inspiration her