Politikens Forlag præsenterer

Krimi- makkerpar

Forside / Holm & Bolther / Tættere på krimimakkerparret

Holm & Bolther

Hvordan kan det være, at I har valgt at skrive sammen?

Stine Bolther udgav i 2009 en krimi på egen hånd, men da Politikens Forlag i 2019 spurgte, om hun mon ikke ville skrive endnu en roman, opstod den idé, at Stine skulle finde en kvindelig makker og udvikle et helt nyt univers. Vi kender hinanden fra journalistbranchen og har bl.a. begge dækket sagen mod Amagermanden i 2011. Efter lidt betænkningstid sagde Line Holm ja til at tage springet fra journalistik til fiktion – og det første resultat af vores samarbejde var For barnets bedste, som udkom i 2020.

Hvad er det, krimien kan som genre – og hvorfor valgte I at skrive en krimi?

En god krimi kan tage læseren med på en rejse i såvel menneskesindets krinkelkroge som samfundets underverdener. Vi har selv en stor forkærlighed for den plotdrevne litteratur, og eftersom vi har en solid viden om virkelighedens kriminalsager med fra vores journalistiske karriere, virkede det naturligt at kaste os over krimigenren – en genre, vi i øvrigt selv nyder at læse.

Hvor kom inspirationen til bogen/bøgerne fra?

Vi havde lige fra begyndelsen den tanke at skabe et univers, hvor en fiktiv forbrydelse i nutiden forbindes med en faktuel historisk begivenhed eller periode. Vi henter inspiration i virkelighedens kriminalgåder og i virkelighedens politiarbejde, men ofte opstår vores historier helt af sig selv, når vi kombinerer fænomener fra nutiden og fortiden, som i udgangspunktet ikke har noget med hinanden at gøre. Så opstår nogle gange magi!

Hvordan har I struktureret arbejdet mellem jer?

Vi bruger meget tid på at ideudvikle og planlægge plottet. Herefter skriver vi – og skriver om – i månedsvis. Ofte strukturerer vi det sådan, at vi hver især har hovedansvaret for én karakter. Det sikrer også en autentisk og realistisk dialog.

Hvilke temaer skal vi som læsere lægge mærke til?

Et overordnet tema i vores bøger er, at den, der ikke lærer af fortiden, er dømt til at gentage den.

Er der ligheder mellem jer selv og jeres hovedpersoner?

Vores hovedperson, Maria Just, er yngre end os selv, men kan nok godt beskrives som et sammenkog af en række erfaringer, som vi selv har gjort os i 30erne – med livet, kærlighed, med karriere og eksistentielle overvejelser. På nogle områder ligner hun måske én af os eller os begge. På andre områder er hun helt sin egen.

Hvad håber I, at læserne får ud af at læse For Barnets bedste og Lovløs?

Vi vil jo bare gerne have lov at stjæle læserens nattesøvn med en række medrivende og spændende fortællinger. Vores læsere indtil videre har beskrevet Maria Just-serien som “tankevækkende” og som “pageturner” – og det er vi ganske godt tilfredse med.

Find masser af inspiration her