Under arbejdet med tredje og sidste del af fortællingen om Tabita og Vittu, tog Iben Mondrup til Nuuk for at skrive. Hun sendte billeder hjem, som vi har fået lov til at dele i Læseklub Danmark. Kom med på turen til det smukke, sneklædte Grønland og hør Iben selv fortælle om billederne og hendes oplevelser i landet mod nord.
Jeg er taget på rejse til Nuuk for at lave research til min nye roman, tredje og sidste bind i serien om Tabita og Vittu. Jeg er også taget op for at sidde og skrive i det miljø, som historien foregår i. Har været så heldig at låne et helt hus af en gammel veninde.
I tror mig sikkert ikke, men dette er udsigten fra mit arbejdsvindue. Hver dag en ny himmel, mens jeg sidder og skriver. Her en morgenstund med fuldmånen over Akia, landet i det fjerne. Ser man efter, kan man også få øje på en skygge over vandet, havnørnen som lige fløj forbi.
Tabita og Vittu finder hinanden igen i Grønland og flytter til Nuuk. Nuuk er en spøjs by, en blanding af gammelt og nyt. Bl.a. disse betonblokke fra 70’erne. Her bor en af romanens personer, Laila, med sin datter Ivalo. De to kommer til at spille en stor rolle i Vittus liv.
Jeg har selv boet i Nuuk, fra jeg var 12 til jeg blev 18. Se hvor smukt her også kan være ❤️ Udsigt sydover mod hjortetakken – fjeldet i venstre side, hvor solen er ved at titte frem.
Vittu og Tabita bor i Myggedalen i et lille hus. Lidt mindre end dette, men ellers tilsvarende fint. Tabita sejler med turister, og Vittu arbejder på Hotel Godthåb. En legendarisk bar som jeg selv har frekventeret en del 😆
Hvor det dog sneede den dag! Men her bor altså Laila og hendes datter Ivalo. Ofte tænker jeg: Hvornår bliver de blokke revet ned? Men mange er glade for dem, de er levn fra en særlig tid, da byen blev moderniseret.
Forfatteren i heavy snow
Knitrende klart frostvejr på min gåtur. I det fjerne byens vartegn, fjeldet Sermitsiaq. Nuuk vokser med lynets hast i disse år. Om lidt åbner den nye lufthavn, og så kan man flyve direkte uden mellemlanding fra København til Nuuk.
Morgenen efter snestormen, og jeg må grave mig ud af huset 💪
Det sværeste ved at skrive den nye bog er, at så meget allerede er fortalt om mine to helte. Jeg har lovet mig selv, at det skal gå dem godt. De må ikke gå til grunde. En stor opgave at indfri, når nu Tabitas og Vittus historier hidtil har været så hårde. Men jeg lover jer, det skal nok gå!
Sidste aften inde hjemrejse, meget vemodigt. Med den smukkeste solnedgang fra vinduet i min stue.
Og til slut, finalen, minus 38 grader i Kangerlussuaq. Chilfaktor 42! Pyh, I skulle prøve det!
