De mennesker, som igennem to romaner har haft en masse med hinanden at gøre, og som er blevet spredt for alle vinde, skal føres sammen igen, fordi et regnskab skal gøres op.
Vi har haft Iben Mondrup til at fortælle os mere om den tredje og sidste bog i fortællingen om de to grønlandske børn Tabita og Vittu, og hvordan det er at binde sløjfe på en trilogi med Bjørn.
“Da Bjørn tager sin begyndelse er vi der, hvor de personer, som jeg har skrevet om i de to foregående bøger, er nået til en skillevej og skal tage nogle vigtige valg i livet. Først møder vi Tabita, som længe har drømt om at tage tilbage til Grønland, og som endelig beslutter sig for at tage op for at finde sin biologiske mor Abelone. Med sig har hun et lille spøgelse, som er hendes lillebror Vitus. Allerede som barn er hun blevet fortalt, at han er død. Men læserne ved godt, at Vitus lever. Han er jo drengen Vittu i bogen af samme navn.” fortæller Iben.
Vi møder adoptivforældrene Berthel og Eva. Også de er nået til et vendepunkt. Berthel kan pludselig ikke leve med de feje valg, han har truffet på egne og andres vegne, og han beslutter sig for, at han må se sine voksne børn i øjnene og give dem en undskyldning. Og så skal vi selvfølgelig møde Abelone, som mistede sine børn, og som har måttet leve med den enorme sorg. Så scenen i Bjørn er, at de mennesker, som igennem to romaner har haft en masse med hinanden at gøre, og som er blevet spredt for alle vinde, skal føres sammen igen, fordi et regnskab skal gøres op.
“Spørgsmålet er; kan man det? Kan man opnå tilgivelse for ting, som er utilgivelige? Det er jo sådan i Iben Mondrup-bøger, at det kan man sjældent” siger Iben med et glimt i øjet.
Helt personligt drømte jeg også om at få Tabita op og flyve.
“Da jeg gik i gang med at skrive, vidste jeg, at Tabita skulle hjem igen. Hun og Vittu skulle have oprejsning på den gode måde. De skulle ikke bukke under, men leve med de ar på sjælen, som de har fået gennem deres opvækst. Først og fremmest skulle de møde deres mor Abelone. Som rigtig mange andre har jeg siddet og fulgt med i programmet ‘Sporløs’. Jeg har grædt, når de bortadopterede blev genforenet med deres biologiske forældre. Det er jo så rørende, så enkelt. I virkeligheden er mødet ofte langt mere komplekst og forbundet med store og svære følelser. Der kan være sprogbarrierer, følelsen af at genkende, men måske ikke forstå. Det sker indimellem, at en forælder slet ikke ønsker den genetablerede kontakt, eller at de involverede glider fra hinanden igen. Og hvad gør man så af sig selv? Det ville jeg gerne fortælle om. At virkeligheden aldrig er så simpel, som den ser ud på TV.”
“Helt personligt drømte jeg også om at få Tabita op og flyve. Men i stedet for at brede sit vingefang ud i luften er hun under vand og kommer kun lige op til vandoverfladen for at trække vejret, inden hun bliver trukket ned igen. Billedligt talt 🙂”
“Vittu var også svær at skrive om her i tredje bind. Ham føler jeg sådan for, jeg ønskede ham det bedste, men han skulle noget helt andet, end jeg havde forestillet mig – og som jeg ikke vil fortælle her.
Og så er der jo Berthel … Jeg skriver næsten altid med flere synsvinkler og er tit blevet spurgt om, hvorfor Berthel ikke havde en synsvinkel i romanen Tabita, når nu han spiller så stor en rolle, og jeg begyndte at tænke, at det egentlig var et godt spørgsmål. I Bjørn får vi lov at finde ud af, hvad der foregår inde i ham.”
Til spørgsmålet om hvordan det var at skulle kravle ind i Berthel og skrive ham frem, fortæller Iben at “det var fedt” og hun uddyber: “Berthel er enormt konfliktsky og samtidig drevet af et ønske om retfærdighed. Og så vil han gerne have kærlighed. Men han er ikke for alvor villig til at se på sig selv for at få den kærlighed. Han bliver bare ved med at tage, og ved med at tage for givet, at han har ret til at få. Han ser måske nok sine egne fejl, men ikke at de er uoprettelige. Hvis man løfter perspektivet lidt op, kan man på en måde sige, at Bjørn også handler om vores aktuelle virkelighed. Berthel er stand in for nationen Danmark, der kommer med alle sine undskyldninger til Grønland. Han er en slags Mette Frederiksen, der siger undskyld for eksperimenterne til eksperimentbørnene. Spørgsmålet er, hvad Tabita og Vittu – eller for den sags skyld Grønland – skal bruge sådan en undskyldning til?
Iben boede selv i Grønland som barn, og har derigennem en adkomst til at skrive om de grønlandske børn der kom til Danmark. Det blev kaldt ‘moderniseringsprojektet’ som Danmark gennemførte i 60’erne og 70’erne i Grønland.
Gennem moderniseringsprocessen er der foregået mange sære ting i Grønland. Meget kommer frem i lyset nu.
Iben fortæller at i denne periode, fandtes der en række mennesker der ville fordanske Grønland og højne levestandarden i landet. “Mange steder blev folk flyttet ind til byerne, man centraliserede, og rigtig mange danskere rejste til Grønland for at arbejde. Projektet var at lave ‘en god dansker’ ud af grønlænderen, og vejen gik gennem uddannelse på dansk. Mine forældre var nogle af dem, der tog op og arbejdede som lærere. Gennem moderniseringsprocessen er der foregået mange sære ting i Grønland. Meget kommer frem i lyset nu. Eksperimentbørnene og spiralkampagnen er nogle af de historier, som har været fremme i de danske medier de senere år. Snart kommer vi også til at høre mere om de adopterede – som Tabita og Vittu. De har nemlig lagt sag an mod den danske stat og søger om erstatning.”
Alle bør vide, hvad vi som nation har sagt ja til. At børnene i Grønland skulle opleve at blive fjernet på den måde. Dengang syntes vi, det var en god idé. I dag kan man se, at den var virkelig dårlig.
Vi spørger Iben, om hun har gjort sig tanker omkring det, at fortælle grønlændernes historie, nu hvor hun selv er dansk, hvortil hun svarer, at det spekulerer hun meget over. “Især fordi vi helt berettiget snakker en del om, hvem der har ret til at fortælle hvilke historier. Det bliver ekstra relevant i vores kontekst, fordi så mange danskere gennem tiden har skrevet den grønlandske historie. Knud Rasmussen, Peter Freuchen, den nyligt afdøde Jørn Riel. Til sammen har de tegnet det billede af Grønland og grønlænderne, som danskerne kender. Der er næsten ingen grønlandske forfattere imellem. Det giver sig selv, at det for den grønlandske befolkning er problematisk kun at blive fortalt om af folk udefra. Men jeg har valgt at skrive mine bøger uanset, fordi jeg synes, historien er vigtig, og fordi alle bør vide, hvad vi som nation har sagt ja til. At børnene i Grønland skulle opleve at blive fjernet på den måde. Dengang syntes vi, det var en god idé. I dag kan man se, at den var virkelig dårlig.”
“Jeg har det rigtig godt med at have sat et punktum. Bjørn var svær at skrive, men jeg er super glad for den måde, som bogen er blevet på. En Mondrup Classic”🙂
“Jeg kommer til at savne Tabita, hun betyder meget for mig, jeg tænker ofte på hende; hvor er hun mon nu? Bjørn giver jo ingen endegyldige svar, men binder de tre historier sammen til én. Jeg synes, jeg kan være tilfreds, og det håber jeg også, at mine læsere bliver.”
Har du endnu trilogien til gode?
