I denne fotoserie deler Iben ud af de minder, der knytter sig til hendes vej til at blive forfatter og hvad det har betydet for hende.
Mit allerførste manuskript
Mange forfattere har vidst de ville skrive hele livet. Ikke mig. Selvom jeg gjorde nogle lovende forsøg allerede tidligt ud i sagagenren, debuterede jeg først som næsten 40-årig.
Ung kunstner
I mange år troede jeg faktisk, at jeg skulle være billedkunstner. Jeg var maler og gik på Kunstakademiet i Odense og i København, men opdagede ret sent, at mit sande materiale i virkeligheden var ordene! Og at jeg med ordene kunne opnå de samme effekter som i maleriet. Jeg kan lægge varme ind i en tekst, gøre den hård eller kold, rytmisk, musikalsk, der er ingen grænser. Præcis som i maleri 🙂 Siden har jeg ikke rørt en pensel!
Poserer i lånte perler
Mange af mine bøger har Grønland som scene, og det er jo, fordi jeg er opvokset i Grønland. Jeg plejer at omtale mig selv om grønlandsdansker, for rigtig hjemmehørende bliver jeg aldrig, heller ikke selvom jeg som her – i lånte perler – gør et alvorligt forsøg. Billedet er taget på Thorvaldsens Museum. Jeg elsker den grønne væg og den kulørte krave.
Yndlingsmor-barn-billede
Jeg har to børn, og de betyder alt for mig. At blive mor ændrede mit syn på meningen med livet komplet. Fra at være et selvstændigt ret selvoptaget menneske blev jeg nogens mor og fik noget andet i centrum. Jeg anede ikke, at jeg havde så stor en kærlighed indeni. Mine børn er store nu og har ikke brug for mig på samme måde. Moderen i mig er blevet lidt hjemløs, men heldigvis kan jeg bruge hende i mine bøger på forskellig vis.
Smukkeste skrivebordsfoto
Et af de mange skriveborde, som jeg har siddet og skrevet ved, udmærkede sig ved sin absolutte skønhed: bordet i et sommerhus, hvor min kæreste boede i Lundby Krat en overgang, inden han flyttede over til mig i Købehavn. Når jeg kom til Nordjylland, havde han gjort klar til mig, sat blomster i en lille krukke, tændt stearinlys, skænket rødvin og sørget for at der var pæn sne at kigge på. Næsten som at være hjemme i Grønland. Er det ikke skønt?
Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse
Jeg har fået flere priser gennem mit forfatterskab. På dette billede gælder det BLIXENPRISEN 2017, som jeg modtog i Dronningesalen i Den sorte diamant af selveste Jesper Stein. Jeg er midt i takketalen, står jo fremdeles og stråler i min isbjørnepels, som i virkeligheden er lavet af ged. Jeg får lyst til at sige tusind tak igen, når jeg ser billedet. Det var en kæmpe oplevelse, en store ære, åh, så tak, bare tak <3
Læsepris i Cognac
Der er også priser, jeg ikke har fået, her en stor fransk læserpris, som blev uddelt i Cognac. Jeg taler ikke et ord fransk og havde derfor min helt egen tolk, blev kørt rundt til optrædener på de lokale biblioteker. En formidabel tur. Jeg ville da gerne have vundet den pris, men trøstede mig med, at heller ikke en af mine store helte, Kjell Westö, fik den 😀
Mange mange foredrag
Noget af det, jeg allerbedst kan lide ved at være forfatter, er de store forskelle, der er i mit arbejde. I mange måneder, i hele år, sidder jeg for mig selv og skriver i nattøj og med morgenhår. Og så, når bogen kommer, er jeg pludselig PÅ! Jeg elsker at holde foredrag, at møde mine læsere. Jeg elsker, at vi sammen kan skabe liv, når vi taler om mine romanpersoner, som var de venner eller familie, som vi bekymrer os om i fællesskab.
Fik nyt forlag og ny fantastisk redaktør, Stinne Lender
I 2019 tog jeg det store skridt at skifte forlag til Politikens Forlag. Med skiftet fulgte også et nyt samarbejde med dette skønne menneske, min redaktør Stinne Lender. Jeg er den slags forfatter, som bruger sin redaktør rigtig meget. Allerede efter de første 10-20 sider sender jeg manus af sted for at få lidt ros 🙂 Stinne og jeg har forløst mine to romaner Tabita og Vittu i fællesskab. Jeg kunne ikke have gjort det alene, selvom hun siger, at selvfølgelig kunne jeg dét.
Tog til Grønland med Kalanguak og lavede podcasten ‘Rejsen til det røde hus’
I 2019 tog jeg til Grønland med denne modige kvinde, Kalanguak, som er adopteret fra Grønland. Sammen forsøgte vi at gå i hendes histories spor og finde ud af, hvad der var gået forud for den skæbnesvangre nat, hvor hendes familie brød sammen. Kalanguaks historie blev til podcasten “Rejsen til det røde hus”, som kan høres, hvor du henter dine podcasts. Lyt til Kalanguaks følsomme stemme. Hjertegribende radio.
Tabita udkommer på Politikens Forlag
I januar 2020 udkom min første roman, Tabita, på Politikens Forlag, og hermed blev et stort og skønt samarbejde skudt i gang. Siden er det blevet til endnu en bog, “Vittu”, og mange mange flere projekter er under opsejling. Hver dag når jeg står op, glæder jeg mig over at være lige præcis her i livet, hvor jeg er, med spændende projekter, fede foredrag og godt liv.
