“Jeg er uddannet billedkunstner, og det lyder måske mærkeligt, men i de 6 år, jeg gik på Kunstakademiet, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre med mine kunstneriske talenter. Jeg sprang rundt i materialer, malede, fotograferede, lavede performance. Intet af det virkede for mig. Jeg var dybt optaget af mennesker og deres historier, mennesker, som oplevede dramatiske ting. Jeg skabte personer og tegnede dem. Jeg drømte om måske at lave film.”
“Tabita tegnede jeg allerede dengang. Hun var en ung kompromisløs kvinde med et iltert temperament, som strejfede rundt alene og havde komplicerede forhold til andre mennesker. Lidt forslået, meget lidenskabelig, jeg mærkede hende så tydeligt inde i mig og så hende i forskellige situationer. Det var først, da jeg begyndte at skrive, at jeg fandt mit kunstneriske materiale, som viste sig at være ordene. Og da jeg begyndte på Tabita-trilogien, blev Tabita til mere end en tegning og kom for alvor til live. Man kan sige, at jeg mødte hende, da hun stak hovedet frem som en femårig pige og fortalte sin historie. På rigtig mange måder er hun sin helt egen. Hele vejen under skrivningen er hun gået sine egne veje, nogle gange så jeg endda har tænkt: Åh nej, pas på dig selv!”
For et år siden kiggede jeg ved et tilfælde i mine gamle tegninger og så, at dér var hun jo! I flere af mine tegninger dukker hun op, næsten som taget ud af romanen Bjørn. I Bjørn har hun været meget igennem. Hun er stædig, modig, ulykkelig og stærk på samme tid. Og hun er vred! Da hun springer i det kolde vand, er hendes hjerte stort og varmt, hun nægter at give op. Det ses tydeligt på mine gamle tegninger, og derfor skulle en af dem selvfølgelig også være med i min nye bog. I møder hende på forsatsen, hvor hun efter et langt dyk under vand, endelig kommer op til overfladen og hiver luft ind.
