Tættere på Hvordan kan vi

Hvordan fik du ideen til ’Hvordan kan vi’?

Jeg har altid gerne villet skrive om det hus, som min familie har på Samsø. Huset er nu blevet en slags hovedperson i min nye roman. Vi har haft det i næsten 50 år. I al den tid vi boede i Grønland, var det vores mødested, når vi var på sommerferie. Siden blev det et hus, som jeg selv søgte hen til da jeg som ung flyttede til Danmark alene uden mine forældre. Jeg er et rodløst menneske, og huset er mit permanente sted. Et holdepunkt som indeholder hele min historie. Det er desuden dér, jeg har siddet og skrevet mine bøger. Dét fik jeg lyst til at fortælle om, og det er nu blevet til en hel bog i sig selv.

Hvorfor var det denne roman, du skulle / måtte skrive?

I sommeren 2024 blev jeg alvorligt syg og troede, jeg skulle dø. Det fik mig til at tænke over livet. Det lyder måske patetisk, men jeg begyndte at gøre regnskab. Hvad var det så for et liv, jeg havde haft, spurgte jeg mig selv. Hvad var der i det, var det godt, var det skidt, var der noget, jeg ønskede mig brændende, inden jeg skulle herfra? Det eneste jeg virkelig ønskede mig, var at få mulighed for at skrive en bog mere. Så blev jeg rask og skrev ’Hvordan kan vi’. Historien handler om at finde en vej i det liv som blev mit, alene og sammen med andre.

Hvorfor har romanen fået titlen ’Hvordan kan vi’?

Mit liv har været præget af mange spring og mange brud. Jeg har skiftet bane flere gange, både i mit arbejdsliv og privat. Jeg er lykkeligt gift og skilt tre gange og lever nu med en mand, som jeg ikke vil giftes med. Been there, done that. Et gennemgående spørgsmål undervejs har været: Hvordan kan vi – få det til at fungere alligevel? Reparere ting og finde en løsning på både det lette og det svære. Passe på hinanden gennem tykt og tyndt. Holde af hinanden, selvom vi måske er uvenner en tid. Samle op og få tingene til at køre i stedet for at lade dem kuldsejle. Det kræver overbærenhed og vilje, men sammen kan vi, må svaret være.

Fortæl om hovedpersonen, hvem er hun?

Hovedpersonen hedder Iben. Hun er opvokset i Grønland som danskerbarn. Som ung rejser hun alene til Danmark med sin grønlandske kæreste og skal bo dér. Så kommer rodløsheden snigende og følelsen af at være en fremmed. Det er klart at Ibens liv, som det er fortalt i bogen, ligner mit liv. Det er helt bevidst. Men mit liv ligner også andres liv. Iben er i tvivl, hopper rundt mellem uddannelser og ved ikke hvad hun skal drive det til. I perioder er hun ensom, men så møder hun den mand, der bliver far til hendes børn. Hun får en familie og et hjem med undulat og børn, der skal afleveres til tiden i børnehaven. Hun begynder at skrive. Hun får en affære og møder en anden mand og bliver skilt, præcis som det går for rigtig mange andre mennesker. Der er op- og nedture og mål, der hele tiden flytter sig, tiden der flyver af sted, og børn der bliver store og flytter hjemmefra. Og hele tiden er der lysten til eventyret og livet og glæden ved at dele det med andre.

Hvad er det for et miljø, Iben vokser op i?

Jeg var barn i 70’erne. Mine forældre var, ligesom mange andre unge dengang, enormt optaget af sig selv, men også af at gøre en forskel i verden. Det var noget med solidaritet og tage ansvar. Mine forældres søskende rejste ud i verden på forskellige projekter, og inspireret af dem rejste min far og mor til Grønland som skolelærere for at være med til at opbygge samfundet dér. Som børn var vi bare med. Dengang havde man ikke, som det er tilfældet nu, først og fremmest barnets behov for øje. Jeg har levet det store børneliv uden overvågning og med masser af frihed. Frihed til at gå på opdagelse og få mine egne erfaringer, på godt og ondt. Det var ægte selvforvaltning og ‘barnet kan selv’. I realiteten anede vores forældre ikke, hvad der foregik i vores liv. Vi fik da jod og plaster på hvis slog os, men de usynlige sår klarede vi selv eller med hinanden. Den store frihed og manglende overvågning betød også, at vi kunne være ret alene med de følelsesmæssige skrub. Som danskerbørn kunne vi sagtens opleve at blive drillet og truet og slået, fordi vi var danskere. Vi blev kontaktet på vejen af voksne mennesker, som råbte, at vi skulle skride hjem til Danmark. Men vores hjem var i Grønland. Det var absolut ikke noget, vi gik hjem og sladrede om. Det føltes enormt skamfuldt. Uanset at det gav nogle knubs, er jeg lykkelig for min opvækst. Jeg har brugt en del timer i et terapilokale, for i min generation gik vi til psykolog, når vi skulle prøve at forstå, hvorfor vi fik problemer. Det har givet anledning til mange genbesøg i barndommens land, med de store dramaer som jeg oplevede dér. Helt genialt for mig som forfatter. Jeg har altid, altid noget at skrive om, som jeg kan hente lige dér.

Hvilke temaer kan findes i romanen?

Det allervigtigste tema handler om at finde sin vej i livet. Den opgave begynder jo allerede, når man som barn stiller sig spørgsmålet: Hvem er jeg? Hele tiden skal vi foretage valg, som er i overensstemmelse med vores drømme. Det næste spørgsmål er så: Hvem hører jeg sammen med? For vi kan jo ingenting alene, vi er afhængige af andre, deres hjælp og i sidste ende deres kærlighed. Så romanen handler om kærlighed. Længslen efter den, evnen til at se den, når den dukker op, evnen til at holde fast i den og kæmpe for den, når man har den. Det kræver en stor portion overbærenhed, både over for en selv og for omgivelserne. Og så er der en masse undertemaer. Opvækst i 70’erne, Danmark og Grønland, kunstnerisk skabelse, ægteskab, moderskab, forfatterskab og det at skrive om livet, ens eget og de andres. Kunst og kreativitet fylder meget i romanen. Har det at skrive denne roman, lært dig noget om at være et skabende menneske? Som ung troede jeg, at jeg skulle være musiker. Jeg fik et band og var forsanger. Men så flyttede bandet til Aarhus, og jeg havde lige mødt en fyr i Odense og ville ikke med. Så søgte jeg ind på kunstakademiet. Jeg har gået på kunstakademiet i mange år, både i Odense og i København, men uden rigtig at finde mig til rette. På et tidspunkt begyndte jeg så at skrive, og så kunne jeg endelig mærke, at jeg havde fat i noget, der var sandt for mig. Siden har jeg tænkt over, hvordan kunstnerisk skabelse kan finde udtryk gennem forskellige kanaler. Jeg har været heldig at have flere talenter og betragter alt, hvad jeg har lavet som vigtige dele af min vej ind i det at skrive. I dag bruger jeg både musikken og billederne i min skrivning. Flere har sagt, at jeg skriver sanseligt. Jeg er sikker på, det er alle årene med musik og billedkunst, der har givet mig sanseligheden med i skriften.

Hvordan researchede du? Hvordan hjalp du dig selv med at huske?

Da jeg begyndte at skrive, gik jeg på opdagelse i mine gamle arkivkasser. Jeg har flyttet rundt med dem hele livet. Det viste sig, at jeg har gemt alt af værdi. Gamle breve, sedler jeg har skrevet til mig selv og glemt. Små notesbøger med sandheder i, som: “Jeg hader Christian, den lort!” skrevet med blyant. Og fotografier, selvfølgelig. Min far var en ivrig fotograf og har fotograferet hele min barndom. Hos min mor ligger de tykke album med hans billeder. Jeg har også selv fotograferet en del. Jeg er storforbruger af billeder, når jeg skriver. Når jeg ser på et foto, kan jeg huske stemningen, der var i dét og dét rum, og i den og den situation, det skal bare skrives ned.

Dukkede der i din research noget op, du ikke vidste / havde glemt?

Nogle af de gamle breve som jeg genlæste, havde jeg næsten glemt. Sådan tror jeg de fleste mennesker har det. Vi kan ikke gå og gemme på alt det, vi har oplevet eller fået fortalt. Men så snart jeg læste de breve, mærkede jeg det hele igen. En virkelig interessant og nogle gange også chokerende oplevelse.

Bruger du nogle særlige greb til at opbygge fortællingen?

Jeg har valgt at skrive bogen ud fra det enkle princip at hvert år, siden vi fik huset på Samsø, er et kapitel. Kapitlerne har en vis længde, men bliver længere og længere jo højere op i tiden, vi kommer. Det er relativt let at komprimere et helt barndomsår, barndommen kan blive helt anekdotisk, fordi vi typisk har fortalt de samme historier igen og igen. Det bliver straks sværere, når jeg nærmer mig nutiden. Så meget er stadig levende i hukommelsen, mange ting er uafsluttede, og der er stadig en slags usikkerhed om, hvordan det hele nu var. Det producerer mange sider i et manuskript.

Hvordan var det at krybe ind i hovedet på den yngre Iben?

Det har været så lærerigt. Fordi jeg fortæller historien år for år, bliver det pludselig tydeligt, hvordan den ene begivenhed forårsager den anden. Jeg forstår langt bedre, hvorfor jeg er sprunget sådan frem og tilbage i mit liv. Hvorfor jeg er flyttet så mange gange og har været så rastløs. I dag har jeg en anden ømhed over for den unge Iben. Tidligere syntes jeg hun var for meget og indimellem for vild. Nu har jeg bare lyst til at give hende et kram og sige: “Det skal nok gå det hele.”

Hvilke overvejelser gør du dig om at gøre (andres) virkelighed til litteratur? Som forfatter har jeg en vis magt til at fremstille andre mennesker, som det falder mig ind. Det kan føles underligt og indimellem også direkte ubehageligt at læse om sig selv i en andens gengivelse. Ting, man har sagt eller gjort, som man måske ikke ønsker skal frem, som man husker helt anderledes eller er uenig i. Ingen bryder sig vel rigtigt om ikke at have kontrollen over selvfortællingen. Jeg har vurderet mens jeg skrev, at nogle ting måtte jeg fortælle, selvom det måske kunne gøre andre kede af det eller vrede. Hvis en begivenhed har haft afgørende betydning for mig, så fortæller jeg om den, selvom den involverer andre. Her insisterer jeg på min sandhed, og det må jeg så tage ansvar for. Men jeg vil indrømme, at det har været et stort skridt at tage at skrive om de andre, som jeg deler eller har delt mit liv med. Mange af dem ser jeg stadig, nogle af dem har jeg mistet kontakten til. Mens jeg skrev det første udkast, var jeg nødt til at lukke helt ned for samvittigheden og tankerne om, hvad de ville synes om teksten, og om at jeg overhovedet skrev. Men jeg vidste hele tiden, at jeg ville tage kontakt til dem, jeg skrev mere indgående om, og give dem mulighed for at læse med. Da jeg skulle i gang med den fase, fik jeg det elendigt. Jeg var så meget i tvivl og sendte kapitlerne af sted med bankende hjerte. Men jeg har været lydhør over for de forbehold, alle måtte have. Selvfølgelig. Visse ting har jeg måttet skrive helt ud, og selvom det kunne ærgre mig i øjeblikket, ville jeg aldrig gøre det anderledes. Gamle kærester, veninder og venner. Det har været særligt at mødes med dem om historien for en stund. Flere har været glade for at læse fordi de pludselig blev mindet om en bestemt tid. Så er der selvfølgelig nogen, jeg ikke har eller kan involvere. Min mormor, min far og mine tidligere svigermødre som alle er døde. Her har andre, som de har betydet noget for, læst med.

Din historie er jo specifik og din, men på hvilke områder tænker du, at den også er almengyldig? De oplevelser og følelser vi går rundt og har hver især, virker måske private og som noget, vi er alene med. Men følelser og oplevelser er sjældent enestående. Forelskelse, ægteskab, fødsler, utroskab, skilsmisse, jalousi, misundelse, stor lykke, sygdom og sorg. Langt de fleste af os oplever den slags på et tidspunkt i livet. Her kan bøger være gode. Fordi de stiller en verden til rådighed som vi kan spejle os i, så vi kan føle os set og mindre alene. Det kan være så befriende at finde ud af, man ikke er den eneste. Det er blandt andet derfor, jeg selv fortæller om en fødselsdepression og de tanker jeg havde dengang. Jeg troede virkelig, at jeg var den eneste, som oplevede dét. Først da jeg fandt ud af at rigtig mange kvinder er igennem samme smerte, forstod jeg, at også jeg kunne få det godt igen.

Hvilke erkendelser / indsigter har fulgt med arbejdet med ’Hvordan kan vi’?

Den vigtigste indsigt er, at alt nok skal gå. Det er imponerende, hvor mange gange jeg har troet, at nu var alt forbi. Men livet fortsætter jo, det kan jeg se, solen står op igen og igen, alt går, om lidt sker noget nyt. Det er blevet meget tydeligt for mig med denne bog, og af alene af den grund, er jeg ret glad for at have skrevet den.