AXEL STEEN sidder ved et bord uden for Blågårds Apotek. Han ryger, ser op og nikker som hilsen. Han har modstræbende indvilget i et sjældent interview i anledning af sin 40-års fødselsdag.
Jesper Stein (JS): Hvad skal du have?
Axel Steen (AS): En stor fadøl.
JEG HENTER EN COLA OG EN ØL I BAREN. Han løfter øjenbrynene.
AS: Jeg troede, alle journalister drak.
JS: Ikke jeg. Vil du have interviewet til gennemsyn?
AS: Nej. Hvis du skriver noget, der ikke passer, skal du nok høre fra mig.
JS: Kommer du tit her?
AS: Ja.
JS: Hvorfor?
AS: Man kan være i fred. Man kan sidde her og se på det hele. Tænke. Drømme. Huske.
JS: Et Nørrebro-værtshus, som bliver frekventeret af gamle bz’ere og venstreorienterede. Det er ikke lige et typisk strømersted.
AS: Jeg er ikke nogen typisk strømer.
JS: Nej, det er du ikke. Lad os gå i gang. Hvad er det vigtigste i dit job?
AS: At gøre tingene på min egen måde. Jeg tager sagerne ind, jeg lader dem gå mig på. På Politiskolen lærer de eleverne, at man ikke må tage arbejdet med hjem, man skal holde distance, at det ikke må blive personligt. For mig SKAL det være personligt. Jeg sætter mig i ofrets sted, jeg føler mig som deres sidste chance for at opnå retfærdighed og fred. Når jeg efterforsker et drab, er det i min bevidsthed hele tiden, i mit hjerte, jeg kan mærke det i maven. Jeg lever med mine sager døgnet rundt. Nogle gange bliver det en besættelse, jeg kan ikke lægge det fra mig, før jeg har løst sagen. Jeg havde sådan en sag for nogle år siden, Solsortesagen, den var ved at æde mig op. Det tog fire år. Men jeg gav aldrig op.
JS: Men fik I fat på den skyldige?
AS: Jeg gjorde, men det er noget af det, jeg ikke vil snakke om.
HAN STIRRER UDOVER PLADSEN, hvor indvandrerdrengene spiller fodbold. Han ser ud, som om han er langt væk.
JS: Betyder det, at du er villig til at gå længere, end loven tillader, for at få straffet en gerningsmand?
AS: Jeg er ikke interesseret i loven, jeg er interesseret i at opklare sagerne og finde morderen. Jeg har ikke mere at sige om det. Du kan skrive, hvad du vil, og det gør du sikkert også, men jeg får løst sagerne. Jeg fandt også Solsorts morder. Det er det, jeg kan. Det er ikke bare et job, det er mit kald. Jeg er nødt til at finde den skyldige og få lukket sagen for at give ofret og de mennesker, som elsker det, fred.
JS: Det forekom mig bare, at du i netop den sag kom til at betale en høj pris for dit kald?
AS: Alting koster. Du kan ikke opklare drab uden at tage noget af smerten, sorgen og svigtene med dig. Den pris er jeg villig til at betale, men det er rigtigt, at det var en sag, der tog hårdt på mig.
ØLGLASSET TØMMES. Han ser på mig med en mine, der betyder, at emnet er uddebatteret.
JS: Hvad er det vigtigste i dit liv?
AS: Min datter Emma. Når jeg tænker på hende, føler jeg, at der er nogen, der holder mig fast i livet, jeg har alligevel kastet anker et sted. Hun er det eneste menneske, jeg har mødt, som jeg har et helt rent forhold til. Ingen betingelser. Når jeg møder hendes blik, er det som at finde hjem. Jeg har ikke altid gjort det godt nok, men jeg prøver.
JS: Hvordan er det med kvinder?
AS: Jeg elsker kvinder. Jeg er vild med dem. De giver sig hen på en måde, jeg misunder dem. Og jeg kan give slip sammen med dem. Forsvinde. Men det er kompliceret. Eller det bliver det. Nogle gange er jeg i tvivl om, hvorvidt det er på grund af mig, andre gange ved jeg, at det ikke er, men jeg har en tendens til at møde kvinder, som er komplicerede, som bærer noget med sig, noget mørkt eller såret. Og det tiltrækker mig, og så går det sommetider galt.
JS: Hvad med ”kvinden”? Hvem er det?
AS: Der er ikke nogen lige nu.
JS: Men har der været én, som i særlig grad har betydet noget for dig?
AS: Ja. Cecilie Lind. Hun er advokat. Hun er mor til min datter. Vi var gift. Nu er vi skilt. Hun var mit livs store kærlighed. Jeg er ikke færdig med hende. Det bliver man aldrig med dem, man har børn med, men jeg er o.k. med hende. Efterhånden. Hun har et nyt liv, hun har fået en søn. Med min chef. Det er o.k.
AXEL STEEN SIDDER UROLIGT PÅ STOLEN, får ild på en ny smøg og gør tegn til bartenderen om, at han gerne vil have glasset fyldt.
JS: Hvorfor blev du politimand?
AS: Jeg er født og vokset op i Risskov ved Aarhus i et pænt overlægehjem. Da jeg flyttede til København som 20-årig, var det for at læse til læge, men jeg skulle ikke den vej, så jeg holdt op efter en måned og søgte ind på Politiskolen. Det tiltalte mig, fordi jeg kunne bruge både min krop og mit hoved. Og fordi jeg synes, vi gør noget godt. Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ville være efterforsker, at det ville handle om alvorlige forbrydelser. Med ofre. Der er sorte huller af ondskab og svigt og udnyttelse i verden. Og der er uskyldige ofre, som ikke kan værge for sig. Jeg vil gerne være med til at fjerne noget af den ondskab og mindske ofrenes smerte.
JS: Hvad arbejder du med nu?
AS: Jeg arbejder med bandekrigen.
JS: Hvad synes du om den?
AS: Jeg synes, det er en kræftbyld, der har spredt sig over hele København og smittet hvert eneste almene boligbyggeri med vold, knivstik, skyderier og drab. Uskyldige betaler prisen, mens kriminelle bagmænd bliver fede på salget af hash og kokain. Jeg hader det, den har gjort ved mit kvarter.
JS: Er det noget, du gør noget ved?
AS: Du ved, hvor svært det er i de miljøer. Ingen taler med politiet. Ingen har set noget. Men vi er på dem.
JS: Er det noget, du kommer til at arbejde med i fremtiden?
AS: Fremtiden bekymrer mig ikke. Det er dit job. Det er dig, der er forfatteren.
Interviewet blev bragt i forbindelse med udgivelsen af bind 3, Akrash
