Mit skriveværksted ligger i en sidebygning til vores hus, og mit skrivebord står i det fjerneste hjørne af skriveværkstedet – altså kan jeg ikke komme længere væk, hvis jeg stadig vil befinde mig på matriklen.
Genstandene på skrivebordet kan inddeles i to hovedgrupper: Dem der er nødvendige for at skrive, og dem der skal inspirere mig til at skrive bedre.
En billardkugle. Sort nr 8. Jeg fandt den en aften midt på vejen.
I den første gruppe er naturligvis min computer, men næsten lige så uundværligt er stakken af 9x9cm hvide sedler, som jeg tager noter på. Jeg forbruger flere tusind af dem i løbet af et år. Noterne er alle skrevet med min yndlingsstiftblyant: Pentel Graphgear 1000. Dem har jeg ti af fordelt rundt omkring i huset sammen med små bunker af hvide sedler.
I den anden gruppe er ting og sager, der skal minde mig om, hvem jeg er, og hvad det vil sige at skabe kunst. På bordet befinder sig blandt andet:
Det kort, som ledsagede mine bedsteforældres gave til min konfirmation. Jeg har ladet det indramme. ”Så ej for guld og gunst, et skridt og mer mod utak hærdet. Lad ros og dadel lige lidt dig rokke over gærdet.” En god påmindelse for en forfatter.
En billardkugle. Sort nr 8. Jeg fandt den en aften midt på vejen. Hvorfor lå den der? Den minder mig om alle de historier, som venter på at blive fortalt. Derudover rummer den en oplagt reference til en af mine yndlingsfilm ”Down by Law”.
En fem dollars jeton fra Omni Casino i Santo Domingo.
Erik Thommesens skulptur ”Kvinde” af moseeg fra 1957 står og fortæller, hvad et værk kan være. Ikke at jeg nogensinde kan nå det niveau, men jeg forstår mere om at skabe et univers, når jeg ser på den.
En fem dollars jeton fra Omni Casino i Santo Domingo, hvor jeg som 16-årig troede, at jeg skulle være gambler – og formøblede alle mine penge i løbet af ingen tid. Også en god påmindelse.
En porcelænsskulptur afbildende H.C. Andersen. En skulptur af Stephen Ives. En skulptur af Jørn Rønnau. Derudover har jeg forskellige postkort stående med yndlingsforfattere og skrivehuse. I øjeblikket er det Eudora Welty i hendes arbejdsværelse i Jackson, Mississippi, og Ernest Hemingway i sit i Key West, Florida. To steder som jeg har besøgt.