Romanen om den elskede, danske forfatter Hans Christian Andersen, har været undervejs i årtier. I romanen Hans Christian, vækkes den lidt skæve eksistens til live af forfatter og beundrer Jesper Wung-Sung. Det er en barsk og eventyrlig fortælling om H. C. Andersens barndom – fortalt som var det af Hans Christian selv.
Vi kender hans eventyr, før vi kan læse.
“Lige siden jeg begyndte at skrive, har jeg håbet på, at jeg en dag kunne skrive en roman om H.C. Andersen. Han er den mest berømte dansker – det i sig selv er fascinerende nok. Men først og fremmest fordi han er en af mine yndlingsforfattere, og fordi han er det mest komplekse menneske – hans person skriger på litterær fortolkning. Jeg har faktisk taget et tilløb på næsten 30 år – uden nogensinde at føle mig helt klar til opgaven. Men i sommeren 2022 havde jeg en drøm om H.C. Andersen. I drømmen sidder jeg i et fly. Jeg forsøger at læse eller skrive, men bliver forstyrret af passageren ved vinduet. Manden flytter sig uroligt i sædet, han taler med sig selv, og han taler til mig. Så går det op for mig, at jeg sidder ved siden af H.C. Andersen. Nu snakker vi sammen. Han taler så højt og vedvarende og skal hele tiden på toilettet, at jeg bliver flov på hans vegne. Da jeg vågnede, sagde jeg til mig selv: Nu er det NU! Ikke mere katteri om den varme grød. NU skriver du den roman om H.C. Andersen!”
Jeg har derfor i mange år haft en porcelænsskulptur af H.C. Andersen stående på mit skrivebord for at minde mig om, hvad kunstnerisk originalitet og storslåethed er.
“Ligesom for alle andre her i landet, og mange andre ude i verden, tilhører H.C. Andersen en prælitterær verden. Vi kender hans eventyr, før vi kan læse. H.C. Andersens eventyr er ganske enkelt en del af vores liv. Men jeg opdagede H.C. Andersen som forfatter, da jeg trak ham til mundtlig Dansk-eksamen i gymnasiet. Jeg havde ikke læst en eneste bog som barn eller ung teenager, men kastede mig først over litteraturen, efter jeg var fyldt 18. Dog var det oftest en helt anden type litteratur, jeg gik i krig med. Men i løbet af forberedelsestiden, hvori jeg skulle læse eventyret Klokken, gik det op for mig, ikke bare hvor flot og poetisk, men også hvor friskt og frækt H.C. Andersen skrev. Jeg var også selv så småt begyndt at grifle tekster ned – og her var en forfatter, der skrev overlegent godt og samtidig nærmest teenager-kækt.”
“Siden har jeg læst og genlæst dele af hans forfatterskab hvert år. Der er nemlig det særegne ved H.C. Andersen, at selv når han er mindre god, og man som læser når at tænke ”ja,ja, gab, den er god med dig” – så kommer der noget fuldstændig genialt, som ingen andre end H.C. Andersen kunne have skrevet! Jeg har derfor i mange år haft en porcelænsskulptur af H.C. Andersen stående på mit skrivebord for at minde mig om, hvad kunstnerisk originalitet og storslåethed er.”
Selv mener forfatteren at den synsvinkel var oplagt, selvom det godt kunne lyde som noget af en udfordring at give dig selv, nemlig at skrive som selveste H.C. Andersen.
“Det var så oplagt at skrive i jeg-form. Simpelthen fordi når jeg lukker øjnene og tænker ”H.C. Andersen”, så lyder det ”JEG!” For H.C. Andersen findes der jo ikke andre end ham selv! Han er nærmest hinsides almindelig egocentrisme i den måde, hvorpå han er dybt optaget af sig selv, sit JEG. Dette gådefulde JEG kredser hele hans forfatterskab om. Samtidig er han på alle måder så stor og kompleks, at der helt ubesværet er plads til mit lille jeg i skildringen af ham. Han synes nærmest at invitere til det. Samtidig med denne kompleksitet, er der nemlig en helt umiskendelig h.c. andersensk still og tone, som kalder på at spille med på. Altså: Her kommer JEG!”
… da jeg endegyldigt havde besluttet mig for at skrive romanen om H.C. Andersens barndom, satte jeg mig ned og læste mindst 100 sider af og om H.C. Andersen om dagen i 3-4 måneder, så jeg havde læst 10.000-12.000 sider, inden jeg gik i gang.
“Siden 1996 her jeg vidst, at jeg ville skrive om H.C. Andersen. Her klippede jeg en aviskronik ud af Elias Bredsdorff, der hed ”Den sammensatte H.C. Andersen”. På det tidspunkt tog jeg de første noter til romanen. H.C. Andersen har siden optrådt direkte eller indirekte i en halv snes af mine bøger. Første gang jeg forsøgte at levere et decideret portræt af ham, var som biperson i romanen Den sidste henrettelse fra 2010. I en børnebog som De tre små kinesere forsøger de i titlen nævnte hovedpersoner at kidnappe H.C. Andersen i den kontrabas, som de står og spiller på på Højbro Plads. Så jeg har givet det nogle forskellige litterære skud. Jeg har taget noter gennem alle årene, men da jeg endegyldigt havde besluttet mig for at skrive romanen om H.C. Andersens barndom, satte jeg mig ned og læste mindst 100 sider af og om H.C. Andersen om dagen i 3-4 måneder, så jeg havde læste 10.000-12.000 sider, inden jeg gik i gang. Eventyr, romaner, skuespil, selvbiografier, breve, dagbøger og meget af det andre har skrevet om forfatteren. For at få al fakta, alle vinkler og tonen på plads. Derefter læste jeg hver dag samtidig med jeg skrev.”
“Derefter skrev jeg den i ét hug. I en H.C. Andersen-rus i løbet af fem-seks måneder. Det var ubesværet på en måde, jeg ikke har oplevet tidligere som forfatter. Seks dage om ugen, i denne periode, læste jeg heller ikke andet end H.C. Andersen for at blive i tone og univers. Romanen rummer mere end 600 henvisninger til eller citater fra H.C. Andersens forfatterskab, men de er født fuldt integreret i den skrivende strøm. Først bagefter har jeg forsøgt at kortlægge, hvorfra i hans værk de stammer.”
H.C. Andersen fortalte kun kort om sin barndom i sine selvbiografier, og her var skildringen enten idylliserende eller tilpasset myten om ham selv. Det var til gengæld i fiktionen, i eventyr, romaner og skuespil, at han fortalte anderledes ærligt og bearbejdede sine traumer.
“Det skulle være en jeg-fortælling. Altså H.C. Andersen selv, men samtidig den ældre H.C. Andersen, der fortalte om sin barndom, og i sidste ende mig, der gestalter denne stemme. Det måtte ikke være en pastiche, men samtidig set med hans skønne, skæve blik og hans ord i munden. Jeg følte, at det lykkedes, da jeg ramte tonen med de første linjer: Nææææ. Se. Denne vej! Følg nu med! Hernede! Se. Ja, se! Så blev jeg født!”
“H.C. Andersen fortalte kun kort om sin barndom i sine selvbiografier, og her var skildringen enten idylliserende eller tilpasset myten om ham selv. Det var til gengæld i fiktionen, i eventyr, romaner og skuespil, at han fortalte anderledes ærligt og bearbejdede sine traumer. Her kunne han skildre sine genvordigheder og smerte per stedfortræder. Hvad kan man ikke tillade at sige gennem en blomst eller en mus! Hans liv ligger dér som et brev revet i tusind stykker. Min metode har været at gå den modsatte vej, trække de barske oplevelser, han har camoufleret i fiktionen, tilbage til virkeligheden. At oversætte eventyr til dagligdag.”
