“Det er fandens svært at være menneske i et samfund, der har rigide rammer for, hvordan man må opføre sig og være”
Hovedpersonen i romanen, Når mænd forlader mig, Maria, har et liv der drejer sig om mænd: Hun indleder forhold til mænd, der tænder på idéen om at date en ung, kvindelig forfatter, men som ikke bryder sig om bøger skrevet af unge, kvindelige forfattere. Samtidig arbejder hun med at sælge lavkvalitetsprodukter til midaldrende mænd som tekstforfatter, selvom hun drømmer om at skrive bøger. Hun forsøger at finde sin egen stemme, men det er tavsheden, der falder hende nemmest i en verden dikteret af mænd. Afhængig af, hvordan man læser bogen, kan den tolkes som en frisættelseshistorie eller en undergangsfortælling, det afhænger af læseren. Under alle omstændigheder er alle ofre i romanen – for patriarkalske strukturer, for magtasymmetri og for deres egen ensomhed.
Samtidig er Når mænd forlader mig også en bog om at engagere sig i hinanden på godt og ondt. Om misforståelser, forelskelser og skuffelser.
Vi har snakket med Johanne Bille om romanen, om hovedpersonen og om hvor vigtigt det er, at emner som afhængighed og vold også får en plads i litteraturen.
Hovedpersonen ser sine veninder blive gift og få børn, sikre sig drømmejobs og drømmehuset. Men hun kan ikke finde sig til rette i det selv. På et tidspunkt siger hun ”jeg vil ikke have nogle ambitioner”, og det er ret sigende for hende som karakter. Hun har en afsmag for det ambitiøse, for idéen om det perfekte liv, selv idealet om samfundssind falder hende fjernt. Det kan ved første øjekast få hende til at fremstå som en (lidt for) cool karakter, men når det kommer til stykket, vil hun jo også bare elskes og elske, og det er det, hun på sin egen snublende måde forsøger at opnå gennem romanen. Konstant udfordres hendes grænser i mødet med det, der måske kan blive til kærlighed, og hun lader det ske igen og igen, selvom det gør forbandet nas.
Hun higer efter at miste sig selv, for kun sådan kan hun være fri for samfundets besnærende normer
“Jeg tror, Maria har en grundlæggende fascination af fortabelsen. Hun søger at glemme sig selv, og det gør hun bedst i relationen til andre mennesker, i forelskelsen. Men hun gør det også i sit forbrug af alkohol, og mens hun skriver. Begge dele er centrale for Maria som karakter: Hun er skrivende, og hun er alkoholiseret. Hendes liv handler om at drømme sig væk. Egentlig tror jeg, at Marias jagt på kærligheden er tæt forbundet med det at skrive og drikke. Hun higer efter at miste sig selv, for kun sådan kan hun være fri for samfundets besnærende normer, for alt det hun bærer med sig fra barndommen, og hun mister sig selv i drukken, skriften eller mændene.”
Romanen er bygget op omkring en række mænd, der skrives frem nærmest som arketyper. De har ikke nogen navne, de hedder Bagatellen, Idealisten, Redaktøren etc., og det siger meget om deres rolle. De repræsenterer alle forskellige sider af, hvad det vil sige at være menneske og måske især mand. “Mest interessant, synes jeg, er Feministens rolle. Han er, qua sit navn, feminist til den helt store guldmedalje. Modsat Maria er han oplyst om feministiske teorier og aktivistisk handlende. Han burde med andre ord være den, Maria var i trygge hænder hos, fordi han er så omhyggelig med at være bevidst om sine egne privilegier. Alligevel ender han med at voldtage Maria, og det er sigende for Når mænd forlader mig; Her kan ikke engang den største feminist undslippe de patriarkalske strukturer, man er opdraget i.”
Feministen prædiker på den ene side ligeværd og ligestilling, samtidig med at han slår Maria under sex uden at sikre sig, at hun kan lide det. Og da Maria er på forsiden af en avis, gribes han af jalousi. Voldtægten af Maria sker (måske) netop også, fordi Maria hævder sig. Hun stiller sig på en stol og holder en tale, sådan som hun ofte gør, og han ser hende stå der, over ham og ytre sig. Det kan han ikke klare, og han ender med at tage hende med vold. Det er i hvert fald én læsning. En anden er, at Feministen ganske enkelt glemmer at sikre sig samtykke og derfor tror, at Maria er med på det, han gør. Det er komplekst, det der sker imellem dem, og det er et bevis på, hvorfor hele samtykkediskussionen er svær og derfor skal tages igen og igen. Når man befinder sig i gråzoner, som Maria og Feministen gør, er det afsindigt vigtigt, at man sikrer sig, at begge parter er med på det samme. Så kan det være lige meget, om man har læst alle feministiske teoretikere og prædiker ligestilling. Man skal huske at spørge, og det kan selv den største feminist glemme, fordi han fra barnsben er opdraget til, at kvindens nej egentlig betyder ja. Og hendes tavshed samtykke.
Maria oplever igen og igen overgreb, både i hverdagen i form af klask i røven eller en finger i trussen, og så selvfølgelig med det store overgreb, nemlig voldtægten. Hvad sker der med kroppen, når man mister ejerskabet over den? Hvad sker der med ens psyke, når ens frie vilje degraderes?
Som Maria siger et sted: Hvordan siger man nej med en krop, der altid ligner et ja? Det spørgsmål er måske det vigtigste, romanen stiller.
Det er dét, romanen undersøger, og det er en desperat og fortvivlet undersøgelse, kan man sige. Som Maria siger et sted: Hvordan siger man nej med en krop, der altid ligner et ja? Det spørgsmål er måske det vigtigste, romanen stiller. Vi har opdraget mænd til at anskue kvinden som én, der siger ja, og vi har opdraget kvinder til at underlægge sig mænds behov. Resultatet af dette er en voldtægtskultur, som alle parter er underlagt, og det er den, Når mænd forlader mig blotlægger.
Derudover er kærlighed selvfølgelig centralt: Hvordan elsker vi hinanden, når vi er underlagt en patriarkalsk struktur? Der er smukke, store forelskelser i romanen, men de smadres især af de iboende kønsdynamikker. Samtidig er der noget håbefuldt ved bogen også, gemt derinde et sted. Maria insisterer på at forelske sig, selvom det er farligt, og det synes jeg er inspirerende. Hun er ikke lukket om sig selv, hun tør komme ud på dybt vand uden at mærke efter med tåen først.
Afhængighed fylder også i romanen. Maria er afhængig af at skrive og bliver senere afhængig af alkohol. Desuden kan hun måske også karakteriseres som værende afhængig af mandens blik. Hvorfor bliver vi afhængige? Det spørgsmål svarer romanen ikke på, det må læseren selv tænke sig til. Men én ting tror jeg ikke, man er i tvivl om, når man læser bogen: Det er berusende at være afhængig, som en forelskelse, og så er det vanvittig ødelæggende.
Sidst, men ikke mindst er bogen også et oprør mod at skulle leve op til alle de idealer, vi har om succes. Maria er som karakter en fiasko, kan man sige. Hun dur ikke til at være den gode kæreste, den gode kvinde, den gode arbejdskraft. Hun fejler igen og igen, og det er der også en særlig aktivisme i. Jeg synes, der er noget spændende ved historier om dem, der ikke lykkes, for hvem har egentlig bestemt, hvad det vil sige at lykkes? Der er så mange regler for, hvordan man skal og ikke skal være, og Maria bryder dem igen og igen, samtidig med, at hendes trang til at leve op til dem ender med at nedbryde hende.
Til spørgsmålet om, hvorfor Johanne har skrevet bogen, fortæller hun, at det kom ud af raseri.
“Jeg var rasende over de normer, der dikterer mit og andres liv, selvom vi kæmper imod dem, rasende over den måde, kvinder bliver behandlet på og senere rasende over samtykkedebatten. Jeg blev så vred over hele den måde, samtykke blev italesat på, over journalister der bad politikere lave ”nydelseslyde”, over at man i debatten underspillede, hvor fuldstændig ødelæggende en forbrydelse som voldtægt er.”
Det har ikke været en terapeutisk roman for mig at skrive, tværtimod. Det kan være retraumatiserende at skrive om overgreb, når man selv har været udsat for et overgreb, og når jeg ser tilbage på skriveprocessen, er det som om, jeg har løbet et maraton med ild i hælene.
“Ingen, ingen, kvinder, mænd eller personer af andre køn er i tvivl, om de er blevet voldtaget. Måske på overfladen ja, måske i flere år ja, men ikke når det kommer til stykket. For det sætter sig i kroppen som en permanent mislyd, og det ved jeg fra min egen voldtægt alt for godt. Egentlig troede jeg, romanprojektet var et andet. Jeg ville skrive en sjov bog, havde jeg sat mig for, fordi mine to tidligere romaner havde været så alvorlige. Jeg skrev lidt på må og få om de her arketypiske mænd, der datede en kvinde, men hele samtykkedebatten ændrede det for mig. Jeg tror på, at man skal bruge de evner, man har, til at kæmpe for at verden bliver et bedre sted, og noget af det, jeg er god til, er at skrive. Derfor besluttede jeg mig for at skrive om voldtægt. Hvis ikke jeg gjorde det, var jeg så sikker på, andre ville gøre det? De ville i hvert fald ikke gøre det ligesom mig.”
“Det har ikke været en terapeutisk roman for mig at skrive, tværtimod. Det kan være retraumatiserende at skrive om overgreb, når man selv har været udsat for et overgreb, og når jeg ser tilbage på skriveprocessen, er det som om, jeg har løbet et maraton med ild i hælene. Men jeg ville gøre det igen til enhver tid, fordi jeg tror på, at der er brug for den her bog netop nu. Det er ikke et særligt ydmygt sted at stille sig, det ved jeg godt, men jeg øver mig i at lægge min ydmyghed lidt på hylden. I sidste ende handler det her ikke om mig, det handler om, at litteratur kan ryste og ruske den måde, vi ser verden på, og hvis jeg kan komme med mit bidrag til det, bliver jeg nødt til at gøre det” fortæller Johanne.
“Det hører også til historien, at jeg netop var blevet skilt, da jeg begyndte at skrive de tekster, der skulle blive til den her bog. Mange af tankerne i bogen handler også om den erfaring. Det var, som om skilsmissen var ude af mine hænder; som om min eksmand og jeg begge var ofre for noget uden for os selv. For den måde vi var opdraget, den måde vi havde lært at elske på, den facon vi var i verden på. Derfor er især dele af bogen også skrevet på den enorme hjertesorg, jeg følte, over at gå fra et menneske, der havde været mit et og alt i syv år. Jeg opfandt en karakter, Maria, der havde det værre end mig, for på den måde blev sorgen lidt mere til at holde ud. I hvert fald nogle gange.”
Jeg skriver bøger, der blander sig i sin samtid, og jeg er ikke bange for at være forfatter af min tid.
Johanne håber først og fremmest, at læserne vil blive forført af bogen og får lyst til at læse videre og hun uddyber: “Den forhåbning kommer selvfølgelig med en bagtanke; mit ærinde er at få læserne til at tænke en ekstra gang over deres relationer og hvad der farver dem. Samtidig håber jeg, at læsere, der selv har oplevet overgreb, kan bruge bogen til at spejle sig i den, og at den måske endda kan være en samtalestarter. Intet er sort-hvidt i Når mænd forlader mig, og det er en styrke, synes jeg. Selv voldtægtsforbryderen har sine grunde til at voldtage, og det håber jeg, man vil diskutere.”
Hvis bogen bare kan rode lidt op i de debatter, vi har netop nu, er jeg en meget lykkelig forfatter.
“Jeg håber, bogen kan give overgreb en bare lidt større plads i litteraturen som reelt tema og ikke et narrativt smart intermezzo, og at man med bogen får en større forståelse af overgrebs konsekvenser for det enkelte individ. Jeg skriver bøger, der blander sig i sin samtid, og jeg er ikke bange for at være forfatter af min tid. Hvis bogen bare kan rode lidt op i de debatter, vi har netop nu, er jeg en meget lykkelig forfatter. Så var det i hvert fald ikke spildt. Det er dog også vigtigt for mig at understrege, at det her ikke er en debatbog. Det er først og fremmest en medrivende fortælling, håber jeg, og dem har vi altid brug for.
Interviewet er lavet i forbindelse med udgivelsen af Når mænd forlader mig i 2022.
