Naturen. Jeg vil gerne have mere grønt i mit liv, og for eksempel har jeg i årevis drømt om at få gjort min altan mere vild med planter, noget som tiltrækker bier og sommerfugle. Jeg drømmer om at få planter til at vokse opad på sådan nogle wirers, men jeg kan ikke helt selv finde ud af at sætte det i gang, og fysisk tør jeg ikke selv kravle op på en stige og sætte det op … Jeg er sådan en, der ville snuble og falde ud over rækværket. Jeg har talt med et firma, der hedder Altan-Alferne om, at de skal komme og lave et skovbryn, og jeg glæder mig, for det seneste år har jeg virkelig savnet at have en altan. Teater og ballet optager mig også altid meget. Jeg har lige talt at jeg har været i teatret 24 gange det seneste år. Og så er foredrag, koncerter og bif-ture ikke talt med.
Sidste år var det Arven, som min datter Emma og jeg så sammen på Det Kongelige Teater. Det er ikke bare en vigtig historie om AIDS-epidemien og dens uhyrlige konsekvenser i homomiljøet, men oplevelsen blev i den grad forstærket af selve formatet – for min datter og jeg tog den otte timer lange forestilling i et stræk, og det var en fantastisk og meget intens oplevelse. En anden overvældende kulturoplevelse var Another Brick in the wall vol. 5 på Østre Gasværk, en fuldstændig magisk musikteaterforestilling med fantastiske Johan Olsen i hovedrollen. Sang, musik, dans, scenografi, lys og vilde effekter gik op i en højere enhed, og jeg svævede derfra – lykkelig.
Det er levende, og man kan mærke energien af, at det sker her og nu – både fra publikum og performerne. Og så elsker jeg jo også ballet, trin og koreografi. Jeg dansede selv engang, og min datter dansede i mange år og var en virkelig dygtig, lille balletdanser på Pantomimeteatret i Tivoli.
For nogle år siden satte de Farlige forbindelser op på Skuespilhuset som ballet. Brevene, de skriver til hinanden, stod skrevet på dansernes kroppe. Den var virkelig fascinerende. Jeg elskede også Det kongelige Teaters opsætning af Alice i Eventyrland. Men jeg er også altid glad for det gamle Bournonville, såsom Sylfiden, Et Folkesagn eller Napoli.
At jeg gik efter min drøm om at blive forfatter. Jeg har villet være forfatter, siden jeg var 9 år, men kunne ikke helt se, hvordan jeg skulle komme derhen. Det mest nærliggende var at søge ind på journalisthøjskolen og blive journalist. Den vej er vi jo mange forfattere, der er gået, men forfatterdrømmen blev ved med at spøge, og hvor går man hen med den drøm, det er så ukonkret? Jeg lavede en aftale med mig selv om, at når jeg blev 60 år, kunne jeg gå på efterløn og sidde i et sommerhus og skrive krimier.
Ja, altid. Min mormor, som jeg var nært knyttet til, og som boede lige herovre på Vestervoldgade, var vild med krimier og skrev føljetoner til Hjemmet og Hendes Verden.
Hun lærte mig meget om psykologien bag drabet. Så så sad hun der med sine grønne Cecil, stærke te og et stykke sandkage og diskuterede, hvad der lå bag for eksempel de her kvindedrab. Hun havde også fjernsyn, det fik mine forældre ikke før, jeg blev 9 år, så det var også hos hende, at jeg blev introduceret for krimiserier. Vi så Quincy, McCloud og Kojak. Det var også hende, der lærte mig at læse Arthur Conan Doyle og Agatha Christie. Mine forældre er meget belæste, men de læste overhovedet ikke krimier, men hun var ligesom mig. Vi elsker en god krimi, men læser også masser af andet skønlitteratur.
At jeg får lov til at digte og fortælle. Jeg har så mange historier indeni, og at skrive er ventilen. Men det er også virkelig skønt at være kaptajn på eget skib. Det passer mig virkelig godt, og det havde jeg faktisk ikke troet, det ville. Jeg kommer ikke fra en familie, hvor man har været selvstændig, men det passer mig rigtig godt selv at bestemme over min tid. I love it.
Jeg fik mit yngste barn, Emma Lou, i 2004. PÅ det tidspunkt var jeg fastansat i Danmarks Radio, hvor jeg havde arbejdet i mange år. Emma var desværre ofte syg, og det var ret hårdt. Jeg gik rundt med hende på armen hele tiden, og så kan jeg huske, at jeg læste om den svenske krimiforfatter, Camilla Läckberg, der også havde to små børn og havde kastet sig ud i forfatterskabet. Det fik mig til at tænke, hvorfor vente til jeg bliver 60 år, hvorfor ikke nu? Alle sagde: ”Don’t quit your day job, skal du ikke lige se, hvordan det går?” Men jeg vidste, at jeg var nødt til at være så drastisk. Jeg havde en baby og en 3-årig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne have et fuldtidsjob og skrive en bog oveni. Men det tog nogle runder før jeg vovede at gøre det. I 2007 gik jeg op til min chef og sagde op og meldte mig ind på retorik på universitetet. Mit alibi var, at jeg havde lyst til at videreuddanne mig. Jeg gik der kun et semester, så kom jeg på et godt skrivekursus, hvor jeg virkelig fik blod på tanden og opfandt Rebekka. Og så ringede forlaget Bazaar, og sagde, at de hørte, jeg skrev på en krimi. Jeg havde skrevet omkring halvdelen, og de sagde, at hvis den sidste del af bogen er lige så god, så udgiver vi den. De gav mig to måneder til at færdiggøre den, og det kunne jeg, fordi jeg rigtig gerne ville det. Udgivelsen gik over al forventning, læserne elskede Rebekka Holm, og jeg kan huske, at jeg gik ned af gaden og nærmest måtte knibe mig i armen, fordi jeg ikke kunne tro, at min drøm rent faktisk gik i opfyldelse. Jeg har ikke fortrudt springet et eneste sekund.
Stephen Kings Misery har et helt vildt godt plot, om den her forfatter, der skriver på en serie, kører galt og bliver plejet tilbage til livet af hans største fan. Simpelthen så skideuhyggelig. Den ville jeg også gerne have fundet på.
Mange.
Jeg elsker den italienske livsstil. De er mere afslappede og tager livet, som det kommer. Klimaet er bedre, maden er bedre, og de tager sig mere tid til deres familier. I det hele taget er jeg kæmpe Europa-fan, elsker kultur og kan egentlig drømme om at bo i næsten alle europæiske storbyer. I London, Paris, Edinburgh, ligesom jeg elsker at besøge de forskellige lande. Mit seneste påfund er, at jeg vil til Norge og vandre. Der er så mange ting, jeg slet ikke er færdig med at se og opleve! Jeg har rejst meget hele livet og både boet i USA og Frankrig. Om en måned bliver min datter student og flytter på højskole, hvilket pludselig giver uanede muligheder for at gøre noget ved drømmen om at bo i udlandet et stykke tid. Men vi taler kun om uger eller et par måneder maks, for jeg elsker at bo i København og være tæt på min familie og mine venner.
Min hjerne kører nonstop og jeg får konstant ideer, både til serien om Rebekka Holm, men også til alle mulige andre bøger, og det er jo så noget af det hårdeste i forhold til ikke at have et normalt job. Arbejde og privatliv flyder sammen. Jeg er konstant på arbejde og har gang i tusind notesbøger og tanker. Problemet med de tusind notesbøger er jo så, at jeg ofte ikke kan huske, hvor jeg har skrevet hvad. Jeg er ikke megastruktureret, og jeg er ikke typen, der har farveinddelte kartoteker og den slags. Det må være dejligt, men jeg kan ikke arbejde på den måde. Jeg er rodet og intuitiv, alt er fyldt med kaffepletter, og jeg har to fedtede læsebriller siddende i panden og kuglepensstreger på kinden.
Der er hele tiden følelsen af at være alene. Den følelse har jeg altid haft, og Rebekka har den endnu mere udtalt. Hun har jo ikke fået børn, for det er ikke noget for hende. Vi ligner nok også hinanden på den måde, at vi begge godt kan lide vores eget selskab. Jeg har et meget stort og rigt indre liv.
Mega sjovt og mega hårdt. Vi anede jo intet om hvad der ventede os, og kunne ikke forberede os på nogen måde. Så det var en vild oplevelse. Men jeg mødte nogle dejlige mennesker, og det var det hele værd.
Derhjemme ved mit skrivebord.
Helt ærligt, har jeg ikke rigtig nogen faste. Jeg ville gerne begynde dagen med en morgengåtur, få tænkt lidt, og så gå hjem og skrive. Men jeg har jo stadig Emma Lou hjemme, som skal op og have morgenmad og ud ad døren. Jeg aner ikke, hvordan det bliver, når jeg ikke længere har børn boende hjemme.
Jeg har jo selvfølgelig mit efterhånden meget store Rebekka Holm-univers, og jeg ved, at nu skal det for eksempel handle om Rebekkas bror, men for mig handler det mindst lige så meget om hovedkarakterernes liv og udvikling som at skabe en stemning eller skrive om et særligt tema. Men jeg skriver meget intuitivt, på en stemning, brudstykker af noget jeg følte, hørte eller så. Hvilken del af processen kan du bedst lide? Klart begyndelsen. Begyndelse er let, alt er åbent. Jeg har mange ideer, som jeg skriver ned. Går og tager billeder, forestiller mig ting, tager noter. Men når jeg så er længere inde i processen, skal jeg skære ned og ind til benet. Og så kommer den afsluttende proces, der er det værste, der hvor man retter kommaer og slåfejl og sådan. Der er jeg allerede videre til næste bog oppe i hovedet og kan næsten ikke mere.
Det håber jeg, jeg skal, til jeg dør. Men hvis jeg skulle noget andet, skulle jeg være sådan en slags historiekonsulent, der kommer løbende ind med gode inputs til andre som skriver, særligt tv-serier og film, og så løber videre.
Jeg glæder mig helt vildt til, at den skal ud. Jeg har så mange helt vildt søde læsere, der skriver til mig, at de glæder sig og tæller timerne, til Fremmed udkommer. Det er vildt og så rørende, at folk deler, og jeg er overdrevet ydmyg og taknemmelig over det. Det er jo læserne og lytterne, jeg skriver til. Men der er også altid en uro, altid en nervøsitet og spænding over, hvordan den bliver modtaget.
