Denne gang er Rebekka Holm på Isle of Skye, den største af øerne i øgruppen de indre Hebrider ud fra Skotlands nordvestkyst. Rebekka Holm er blevet sendt på tvungen ferie af sin chef og beslutter at tage med sin mor til Skotland. I flyet møder hun Lea, en ung kvinde i sorg, der er på vej til den vindblæste ø, Isle of Skye, for at sælge sin mors hus. Leas mor, Estrid Mørk, er nemlig blevet fundet hængt i sit afsidesliggende hus, og har, ifølge skotsk politi, begået selvmord, men Lea kan ikke forstå, hvorfor hendes mor, som var glad og ovenikøbet havde succes med sin kunstnerkarriere, ville tage livet af sig? Da den unge kvinde opdager et trusselsbrev stilet til moren, mistænker Rebekka, at det skotske politi har lukket efterforskningen alt for tidligt. Og hvem er den mørkklædte mand, der flere gange dukker op om natten uden at give sig til kende over for Lea? Og hvorfor påstår øboerne, at der hviler en forbandelse over huset? Sammen med Callum, en purung nyuddannet, skotsk kollega, kaster Rebekka sig ind i opklaringen af sagen, der trækker tråde tilbage til et ungt pars gådefulde død 30 år tidligere.
Bogen handler jo om en midaldrende kunstner, som flytter til Isle of Skye for at udleve en drøm og genskabe sig selv. Hun arver nogle penge, tager på en ferie til Skotland, forelsker sig i landet og køber huset; Oonas Place. Der er noget i hendes situation og alder, som jeg kan relatere til, og som jeg har overført til karakteren Estrid Mørk. Mit yngste barn, Emma, flytter snart hjemmefra, og foran mig blafrer den der både skræmmende, men også attråværdige frihed, og derfor går jeg i denne tid og spekulerer på, hvordan jeg vil bruge de muligheder, det bringer med sig. Det tænker jeg meget over – og det behøver ikke have noget med en mand at gøre. Jeg er jo så heldig at have et arbejde, som jeg elsker, og jeg kan skrive hvorfra i verden jeg vil. Først og fremmest drømmer jeg om at tage på et skriveophold i udlandet et par måneder. Det har jeg aldrig prøvet før, fordi jeg har nydt at kunne være der for mine børn.
Jeg skriver rundt omkring Rebekka, så det er flere bøger siden, at jeg præsenterede, at moren skulle til Skotland – og jeg vidste, at Rebekka skulle med. Jeg er god til at planlægge forud, så jeg længe inden jeg begynder at skrive ved, at det her skal jeg på et tidspunkt. Jeg bliver meget fascineret af steder, og er meget fintfølende og god til at fornemme stemninger, når det gælder steder, og jeg havde en ide om, at Skotland lige var mig med de øde vidder, den voldsomme blæst, og det der med, at man siger, vejret afspejler fire årstider på en dag. Derfor drømte jeg om at komme dertil, tog på en researchtur og blev helt grebet af landet – særligt Isle of Skye. Når jeg er der, får jeg alle mulige billeder inde i hovedet, som jeg sætter tilfældigt sammen til noget, jeg kan bruge. Det påvirker mig på en eller anden måde.
Jeg har altid været fascineret af det der ø-kultur-liv. Den rå natur, som mennesket må indordne sig under. Jeg bliver mere og mere interesseret i naturen, jo ældre jeg bliver, slår det mig nu, og på Isle of Skye er den landskabet så fascinerende og dramatisk, at det nærmest bliver uhyggeligt. Det regner meget, og der er ofte regnbuer. Det er en vild og stor ø med virkelig stejle skråninger og bratte klippefald, der munder ud i det sorte hav med voldsomme skumklædte bølger, der skvulper hårdt ind mod klipperne. Det er alt andet end indbydende. Bjergkæderne er nærmest sorte og røde, og overalt er der kæmpe bløde engområder, der ligner græsdyner. Et sted, som man kalder Fairy Pools, har naturen sprækker med turkist vand, som man kan bade i, og det virker helt overnaturligt. Jeg er vild med det hele. Man kører rundt i store firhjulstrækkere på brede, øde veje, og der er næsten ingen mennesker. Kun får og pludselig ligger, der et på vejen, så man må stoppe bilen og vente. Skotland er i det hele taget ret creepy. På den gode måde. Edinburgh er sådan en spøgelsesby, hvor de har guidede spøgelsesture for turister med gamle vandrehistorier, blandt andet om den hovedløse trommer som bor på Edinburgh Castle etc. Byen er fyldt med smalle, mørke gyder, som straks får en til at tænke på Jack the Ripper. Når du så kører ud i højlandet, møder du et helt Harry Pottersk-univers med Glenfinnan viadukten, som er brugt i filmene, når Hogwarts ekspressen kommer kørende.
Jeg vidste, at det skulle handle om identitet. Altså, hvem er man, og hvor hører man til.
Udover Mirakelmanden, der foregik i Stockholm og på en lille finsk ø, Seili, og et par enkelte scener fra Madrid i Blodspor, så er ”Fremmed” den anden bog, der foregår i udlandet. Det er godt med lidt variation.
Nogle ting bliver jo lidt mere besværligt i researchen, men jeg fik lidt hjælp af en politimand. Når et dødsfald kategoriseres som selvmord i England, kan man bl.a. ikke få aktindsigt. Der er der ikke den samme åbenhed i forvaltningen. Sådan nogle småting er der, men ellers researchede jeg ret grundigt, da jeg var på Skye og i Edinburgh. Jeg undersøgte alt om sagn, myter og spøgelseshistorier – tog sindssygt mange billeder og videoer og blev meget fascineret af nogle steder, bl.a. et berømt fyr, der hedder Nest Point, hvor jeg lod en forhistorie til krimien foregå. Jeg skaber sådan nogle stemningskulisser. Hvordan var det nu trapperne så ud? Hvor meget blæste det? For eksempel optog jeg, hvordan blæsten lyder der, så jeg hurtigt kan genkalde mig stemningen. Hvad ville man egentlig kunne høre, hvis nogen råbte? Så gemmer jeg det hele, fordi jeg ved, jeg skal bruge det på et tidspunkt. Jeg ved bare ikke præcis hvornår.
Fremmed er i den grad en forviklingshistorie, så jeg har skullet holde tungen lige munden, men det elsker jeg. At trække læserne i flere retninger er vidunderligt. Jeg vil meget gerne snøres selv, når jeg læser krimi.
Jeg er blevet meget glad for Callum, en helt ung bebumset nyuddannet politiassistent i begyndelsen af 20’erne, som Rebekka kommer til at arbejde sammen med. Ham elsker jeg, ja, på en eller anden måde blev han bare enormt levende og fungerer virkelig godt.
Han er bare fed og hans sammensatte væsen, har været enormt sjov at skrive. Han er ung, grøn, uprøvet og sidder der, rød i hovedet, og er sådan en drenget blanding af at være megakæk, forfjamsket og genert, fordi han jo heller ikke har prøvet så meget i livet. Og så er han uerfaren og giver Rebekka noget materiale om Estrids død, som han egentlig ikke må, og hun opsøger ham så, fordi han har fortalt, hvor han bor. Da hun kommer til hans hus, ser hun, at han passer på en masse børn og tror, det er hans, men det viser sig, at han har en alkoholiseret mor, og han ofrer sin egen ungdom for at hjælpe. Han brokker sig ikke og stiller end ikke spørgsmålstegn ved det. Det blev en meget rørende historie, synes jeg, og det var svært at give slip på ham, men han er jo skotte… Jeg overvejer, om han på et tidspunkt skal på udveksling i Danmark.
Der er en stemning, man får foræret. Jeg elsker den engelske og skotske krimistemning, der er bare noget gedigent, ordentligt, lækkert over stengærder, små huse, varm te og regn. Øde vidder … blæsten som kan lyde som nogen som skriger … Eller skriger nogen virkelig?
Ja, den slags lever i bedste velgående i Skotland. På Edinburgh Castle er det blandt andet et om den hovedløse trommer. Til Fremmed opfandt jeg et om en hvid dame. Estrid tror jo ikke på den slags, hun synes det er latterligt, at man kan tro på genfærd, men mange af hendes naboer i de små huse, tror på dem.
Nej, det har jeg opfundet. Så sidder jeg og ser det for mig. Jeg kan se dalen, den lilla-pink lyng og den sorte bjergkæde bagerst, men lige præcis det sted, hvor Estrid og et par naboer bor, findes ikke.
Mine læsere efterspørger jo ofte, hvad der sker med Niclas? De kan slet ikke slippe det, og nu må vi se, hvad der skal ske. Hun er jo nok lidt samme sted, som jeg selv er, selvom vi overhovedet ikke er ens. Hun har jo sin halvbror Ulrik, som hun endelig er kommet i kontakt med, og som har inviteret hende til middag. De der forventninger, vi kan have, når vi har brug for familie, og de forventninger man kan have til noget nyt, men kan forventningen indfries? Og hvem er egentlig Ulrik? Det skal vi finde ud af i bog nr. 11. Derefter tager jeg pause fra Rebekka, for jeg har efterhånden samlet et helt arkiv af historier, som trænger sig på. Men jeg er megaglad for, at det er lykkedes mig at skabe en langtidsholdbar figur som Rebekka Holm, en sej kvinde som har udviklet sig gennem bøgerne. Jeg skal ikke flytte til Isle of Skye og gå fra portrætmaler til landskabsmaler som Estrid, men jeg skal skrive noget nyt.
Jeg har en god ide til en begyndelse, og så ved jeg, at der skal indgå noget stillads. Jeg er jo meget præget af stemninger og har boet med stillads og plastik i månedsvis, fordi de er ved at renovere i min andelsforening – og på den måde har det været en anderledes og ekstremt udfordrende skriveproces, fordi det har larmet fuldstændig sindssygt i et år. Men forhåbentligt er det snart slut, og jeg glæder mig til at skulle i gang med at skrive bind 11 i serien. Faktisk kan jeg ikke vente.
