Forsiden til en bog er ofte det første læseren ser og derfor er det vigtigt, at den visuelle præsentation både fanger og formidler bogens essens. Det var netop udfordringen og missionen for, i første omgang, grafiker Kenneth Schultz og siden hen også illustrator Thomas Thorhauge, da de blev kaldt til bordet hos Politikens Forlag for at skabe nye omslag til Jussi Adler-Olsens utroligt populære Afdeling Q-serie.
De gamle omslag fra Afdeling Q-bøgerne var, ifølge Kenneth Schultz, præget af en klassisk krimiæstetik, som han ønskede at bevæge sig væk fra. “De var meget krimi-klassiske i deres udtryk, og det ville jeg gerne forsøge at bevæge designet lidt væk fra,” nævner Kenneth Schultz, og her ligger nøglen til redesignets oprindelse. For med Jussi Adler-Olsens baggrund indenfor tegneserieverdenen åbnede der sig en ny, kreativ sti, der skilte sig ud fra de konventionelle krimiforsider og som Kenneth Schultz stille og roligt bevægede sig ned af. Eller det vil sige. Processen var alt andet end stille, for i en kreativ proces som denne, kommer der uundgåeligt en deadline, når bogen skal sendes til tryk.
”At bringe en mere illustrativ stil ind i processen var ikke kun et modtræk mod det etablerede, men skaber også en reference til forfattere som Agatha Christie, Sjöwall & Wahlöö og John le Carré, der alle kan fremvise sådanne bøger. Som en kulturhistorisk tilføjelse til Jussis tegneseriefortid,” udtaler illustrator Thomas Thorhauge. Inspirationen blev ydermere hentet fra diverse referenceillustrationer og billeder, der dannede grundlaget for dét oplæg, der skulle godkendes af forfatteren selv, redaktøren og forlaget bag Afdeling Q-serien.
Med en solid forståelse af bøgernes indhold og stemning kastede grafiker og illustrator sig ud i den komplekse opgave at formidle essensen af en bog gennem én enkelt forsideillustration.
Med godkendelsen i hus begyndte fase to af projektet, hvor illustrator Thomas Thorhauge blev bragt ind i processen. I en tæt kreativ dialog mellem Kenneth Schultz og Thomas Thorhauge blev et visuelt moodboard skabt. Men det var ikke blot et spørgsmål om det visuelle. “Både Thomas og jeg genlæste Afdeling Q-bøgerne,” fortæller Kenneth Schultz, “således at vi kunne genopfriske de personer, steder og i det hele taget stemninger fra serien i forsøget på at ramme plet på designstilen.”
Moodboardet blev ikke kun brugt som en visuel rettesnor, men også som et kreativt kompas, der skulle sikre, at omslagene repræsenterede bøgernes handling og karakterer på en levende måde. Og der kom rigtig meget inspiration på moodboardet, der blev en fælles ramme for den visuelle stil.
Inddragelse af forfatteren sikrede på mange måder, at den vision Jussi Adler-Olsen har haft med hele Afdeling Q-serien forblev tro i forsidernes endelige design
Med en solid forståelse af bøgernes indhold og stemning kastede grafiker og illustrator sig ud i den komplekse opgave at formidle essensen af en bog gennem én enkelt forsideillustration. Og det endda for alle ni bøger i serien – ja, 10 når man tæller den nye krimi, Syv m2 med lås, med, der udkommer 2. november 2023.
Jussi Adler-Olsen og hans personlige assistent, Elisabeth, blev også en del af den kreative proces, idet deres indspark omkring visuelle elementer på omslagene blev inddraget. Denne inddragelse af forfatteren sikrede på mange måder, at den vision Jussi Adler-Olsen har haft med hele Afdeling Q-serien forblev tro i forsidernes endelige design.
Denne tilgang til et bogomslag, hvor en kombination af genlæsning, moodboard og et kreativt samarbejde mellem forfatter, grafiker, illustrator og redaktør var i centrum, ”er mundet ud i noget, der er mere end blot en forside,” mener Kenneth Schultz. ”Det er jo på mange måder en fusion af klassisk krimi og en mere moderne, illustrativ stil, der både hylder og udfordrer normerne inden for genren,” afrunder Kenneth Schultz.
Alt i alt fortæller Kenneth Schultz, at han og illustrator, Thomas Thorhauge, har haft et fantastisk teamwork. En pingpong proces, som i Kenneths optik, er endt ud i et visuelt resultat som sidder lige i skabet – og som også forfatteren selv er ovenud tilfreds med. Kenneth Schultz er især glad for, at den illustrerede stil rammer det han havde af ideer i processens indledende fase. Og samtidig favner det tydeligt forfatter Jussi Adler-Olsens passion for tegneserier.