Grundlæggende ønskede jeg at skabe verdens længste sammenhængende thrillerhistorie, hvor hvert enkelt kapitel (bog) har sin egen tone med en ny konstellation af personer.
I anledning af færdiggørelsen af serien om Afdeling Q og de velkendte karakterer Assad, Rose, Gordon og Carl Mørck har vi samlet et overblik over alle 10 bind i serien. Vi har derudover hørt forfatter Jussi Adler-Olsen om, hvordan det er at færdiggøre så stort et værk.
“Det store tema i hele serien er magtmisbrug i alle former: i samfundet generelt, i familier og for enkeltpersoner”, fortæller Jussi Adler-Olsen.
“Det samlede værk om Afdeling Q er en illustration af et par årtier i en efterforskningsenhed, hvor vi nøje følger nøglefigurers og samfundets udvikling. Herudover har mit arbejde med denne lange historie været et eksperiment for, hvad man kan opnå med thrillerens kendte virkemidler såsom suspense, karakterudvikling og motiver i fastlagte point-of-views.”
Men hvad kan denne stramme opbygning give læserne, og hvorledes fastholder man deres opmærksomhed med disse litterære greb? “Grundlæggende ønskede jeg at skabe verdens længste sammenhængende thrillerhistorie, hvor hvert enkelt kapitel (bog) har sin egen tone med en ny konstellation af personer. Jeg håber, at selvom skelettet måske kan være genkendeligt fra roman til roman, så har jeg med mit arbejde med de plots og den substans, der holder skelettet sammen, fået skabt noget nyt og anderledes og forhåbentlig også noget ganske originalt.”
Q1 Kvinden i buret
En vinterdag forsvinder den unge fremadstormende folketingspolitiker Merete Lynggaard sporløst. Medierne kaster sig over historien, og overskrifterne gætter på alt fra mord og kidnapning til frivillig forsvinden. Politiet sætter straks en storstilet eftersøgning i gang, men uden held. Merete Lynggaard er som sunket i jorden. Først da den hårdt prøvede kriminalkommissær Carl Mørck sættes i spidsen for politiets nyoprettede afdeling for sager ’under særlig bevågenhed’, sker der et afgørende skred i efterforskningen. Snart er Carl Mørck og hans assistent Assad på sporet af en hensynsløs forbryder, som drevet af had har lagt en helt afsindig plan. Spørgsmålet er om Carl Mørck og Assad kan nå at forpurre den.
Q2 Fasandræberne
I 1987 findes et søskendepar brutalt myrdet i et sommerhus. Politiets efterforskning peger på, at morderen skal findes blandt en gruppe kostskoleelever fra nogle af Danmarks mest velhavende familier, men sagen henlægges på grund af manglende beviser. Ti år senere tilstår en af de mistænkte, at han stod bag mordene. Sagen lander hos Carl Mørck, der er leder af politiets Afdeling Q, som påbegynder en ny efterforskning og opdager, at noget er rivende galt. Sammen med sin assistent Assad efterforsker han sagen og opdager spor, der trækker tråde fra posedamen Kimmie til tre af landets mest magtfulde mænd, som desperat leder efter hende, fordi hun ligger inde med kompromitterende viden. Klapjagten er begyndt!
Q3 Flaskepost fra P
I Skotlands yderste ende på politistationen i Wick havde en ridset flaske stået i lang tid. Ingen tog notits af den, og ingen bemærkede brevet indeni. Derfor undrede ingen sig over, hvad de halvt udviskede bogstaver HJÆLP kunne betyde. Da vicepolitikommissær Carl Mørck får flaskeposten overdraget, tror han, den er resultatet af grove drengestreger, men da hans assistent Assad og Carl Mørck afkoder mere af brevet, finder de ud af, at to store drenge blev bortført i 1990’rne, og siden er flaskeposten det eneste livstegn fra dem. Hvem er drengene, og hvorfor har ingen meldt dem savnet? Hvad er der sket med dem? Carl Mørck og Assad trækkes længere og længere ind i en beregnende, følelseskold kidnappers net, og pludselig går det op for dem, at kidnapperen stadig er aktiv.
Q4 Journal 64
Misbrug, tvang og svigt var hverdagskost på den lille ø, hvortil danske kvinder blev deporteret og overladt til deres oppasseres forgodtbefindende. Da Rita Nielsen første gang kom til øen, kunne ingen vide, at hun ville blive impliceret i et drama, der 55 år senere skulle føre til Afdeling Q’s hidtil mest komplicerede sag. Et overfald på Vesterbro får Carl Mørcks assistent Rose til at se nærmere på den henlagte politirapport om en prostituerets sporløse forsvinden. Rose presser Carl Mørck og Assad til at genåbne sagen, og snart opdager de, at sagen kun er en lille flig af noget større, som handler om overgreb af den allergroveste slags. Overgreb, der havde deres udspring for mere end et halvt århundrede siden, men som stadig finder sted. Opklaringsarbejdet tærer på Carl, ikke mindst fordi Assads engagement i sagen bliver livsfarligt. Og da Carl tror, at han ved, hvordan tingene hænger sammen, melder en ny og koldblodig spiller sig på banen.
Q5 Marco Effekten
Gennem hele sin opvækst har 15-årige Marco været underlagt sin farbror Zolas uindskrænkede magt i den klan, hvor han tvinges til et kriminelt liv under slaveagtige forhold. Da han opdager, at Zola vil udsætte ham for bestialsk lemlæstelse for at øge sine indtjeningsmuligheder og for bedre at kunne styre ham, præsterer Marco det nærmest umulige: at flygte fra klanens jerngreb. En kort tid ser tilværelsen ud til at lysne for Marco, som klarer sig ved hjælp af sit kvikke hoved, sine særlige evner og en stærk overlevelsesvilje. Men da han tilfældigt falder over en uhyggelig hemmelighed, Zola og klanen med alle midler vil forhindre kommer frem, tvinges Marco ind i en desperat kamp for sit liv. Hvad Marco ikke ved er, at det ikke kun er familien, der ønsker ham slået ihjel. Det bliver imidlertid tydeligt for Carl, Rose og Assad, der hvirvles ind i sagen.
Q6 Den grænseløse
Midt i sin sædvanlige hårdt tilkæmpede morgenlur i kælderen på Politigården får Carl Mørck, leder af Afdeling Q, en opringning fra en bornholmsk kollega. ”Ja, undskyld, jeg forstyrrer, men du har måske et øjeblik til at høre på mig?” Carl afviser ham, fordi han fornemmer, at han er ved at få en ny sag prakket på, og så bliver røret lige så stille lagt på i den anden ende. Få timer senere er konsekvenserne fuldstændig uforudsigelige. Hårdt presset fører Carl Mørck Afdeling Q ind i en sytten år gammel og ekstremt tragisk sag om en ung, livsglad kvinde, der forsvandt fra sin højskole og blev fundet hængende dræbt i et træ. Carl står foran en besværlig og mystisk efterforskning, alt imens en dygtig manipulator med jernvilje beskytter sig selv og sine med alle tilgængelige midler. Undervejs og i kompromisløse, alternative miljøer bliver Rose, Assad, Carl og den nytilkomne Gordon udfordret på alle tænkelige måder, og gamle sager og hemmeligheder truer med at vælte firkløveret omkuld.
Q7 Selfies
De er unge, smukke og går i det rigtige tøj. De bruger timer hver dag på at sætte hår, lægge makeup og ordne negle, og de drømmer om at blive stjerner i store realityshows – og så er de på kontanthjælp. Kvinderne tænker kun på sig selv og lever i sus og dus, men det er et dødsensfarligt liv, for de er blevet en torn i øjet på en totalt uligevægtig person, der har sat sig for at gøre op med snylterne en efter en. I første omgang er det ikke en sag, der interesserer Carl Mørck. Han har opdaget, at han er blevet en brik i ledelsens interne magtkampe, og han må handle hurtigt for at sikre Afdeling Q’s overlevelse. Da han samtidig får et tip om, at en ny sag minder om et uopklaret mord tolv år tidligere, får han mere end nogensinde brug for sin kollega Roses knivskarpe overblik. Men Rose er sygemeldt, fordi forfærdelige oplevelser fra hendes fortid spøger, og hun kæmper for at slippe fri af mørket, der truer med at lukke sig omkring hende og den hemmelighed, hun bærer på. Carl, Assad og Gordon arbejder i døgndrift på at løse det vidt forgrenede mysterium om de to mord, men mest energi lægger de i at hjælpe Rose. Efterhånden som de graver sig længere ned i hendes historie, forstår de, at en forbrydelse har fundet sted, og pludselig forsvinder hun fra jordens overflade.Q8 Offer 2117
I over ti år har Assad været et gådefuldt kraftcenter i Afdeling Q, men en kædereaktion af voldsomme begivenheder bringer ham på randen af total nedsmeltning. Kun en hårdt prøvet Rose kan hjælpe ham med at afkode de mørke dæmoner, som vækkes af den spanske journalist Joan Aiguaders dækning af en flygtnings tragiske død. Med Assad i centrum begynder tretten dages nervepirrende nedtælling mod den ultimative katastrofe midt i Europas hjerte, skånselsløst dirigeret af den irakiske bøddel, Ghaalib. Samtidig rystes Afdeling Q af en central kollegas død og af et desperat forsøg på at forhindre en indesluttet, vanvittig drengs kompromisløse og morderiske handling. I kampen for at redde menneskeliv og få løst Assads traumatiske dilemma kastes Carl Mørck og resten af Afdeling Q direkte ind i orkanens øje, hvor ingen bliver skånet for at tage drastiske beslutninger og for at handle med alle til rådighed stående midler.
Q9 Natrium Chlorid
Da et hjerteskærende selvmord bringer en gammel, næsten glemt sag for dagens lys, afsløres et bizart og symbolmættet mønster af dødsfald, der gennem tiden er blevet udlagt som ulykker eller selvmord. Og mens coronaen vokser i verden, vokser et makabert netværk af sager imellem hænderne på Carl Mørck og resten af Afdeling Q. Rose, Assad, Gordon og Carl kæmper på liv og død for at forstå sammenhængen, inden det er for sent. Og holdets galgenhumoristiske sammenhold sættes på hård prøve, da de forsøger at stoppe en afsindig og hensynsløs drabsmand i at fuldføre den afsindige plan, der vil koste livet for endnu et udvalgt menneske. Imens glider en helt anden sag fra fortiden stille og umærkeligt tættere på Carl som en kvælerslange, der endelig har fået færten af sit bytte.
Q10 Syv m2 med lås
2. juledag 2020. Carl Mørck sidder i håndjern på bagsædet af en politibil med kurs mod Vestre Fængsel. Efter 15 år har den voldsomme sømpistolsag indhentet ham, og anklager om narkosmugling og drab truer med at ødelægge hans liv og karriere.
Kollegerne hos Københavns Politi vender ham ryggen, og det går snart op for Carl, at hans liv er i overhængende fare blandt de indsatte voldsmænd, svindlere og korrupte betjente. Men hvem er det, der har sat en milliondusør på Carls hoved – og hvorfor?
Mens Carl Mørck kæmper i blinde mod den ukendte bagmands håndlangere, må Rose, Assad og Gordon gå imod en direkte ordre fra drabschefen og forsøge at udrede sømpistolsagens lange, indviklede tråde.