Mød forfatter Kamilla Hega Holst til en snak om skrivevaner og hverdagsrutiner, venskaber mellem mænd og kvinder ikke mindst om romanen 386.
I 386 møder vi kæresteparret Mai og Johan, der får vendt op og ned på deres stille liv, da Johans gamle klassekammerat Daniel pludselig dukker op efter flere år i udlandet og flytter ind hos dem. Hans tilstedeværelse vækker Mai og Johan, men kiler sig også ind i deres forholds sprækker og afslører på én gang livet som sitrende smukt og urimelig brutalt.
Det er også en undersøgelse af, hvad der sker i tætte relationer, når man har hemmeligheder for hinanden. Når man ikke taler om alt det, man bærer med sig. For Mai er det hendes ADHD-diagnose, og for Johan er det blandt andet en stor sorg, han bærer rundt på. Lige såvel som hemmeligheder kan være splittende, kan de også være det, der styrker tiltrækningskraften i en relation. Mai er hele tiden nysgerrig på, hvorfor Johan vender sig væk fra hende. Hun har hele tiden en fornemmelse af noget, som hun ikke helt kan få greb om. Han har dage, hvor han forsvinder, og det accepterer Mai. Hun synes formentlig, det er spændende, at han har den side i sig, og han kommer altid hjem igen med moderen nede i skjortelommen i mobilen. Der er noget off ved den pæne og ordentlige Johan, som passer så fint med Mai og hendes sprækker og underligheder. Relationer rummer både et potentiale til at løfte- og bryde hinanden ned. Den dobbelthed, synes jeg er interessant.
Jeg blev mere og mere nysgerrig på venskabet mellem den her kvinde og en mand, og de tre karakterer, der er blevet til Mai, Johan og Daniel begyndte at få liv.
Når jeg skriver, arbejder jeg i mange forskellige spor. Jeg hænger alt muligt op i collager ved siden af mit skrivebord, som jeg arbejder ud fra. Det er ikke altid, jeg ved, hvad jeg vil bruge det til. Det kan være en tegning min datter har tegnet for mange år siden, tekstbidder, billeder og noter med tanker, der optager mig. Jeg skal have alle de her brudstykker, og så kan jeg gennem teksten ligesom prøve at sætte det ind i en form, der giver mening. Forhåbentligt kommer der noget anderledes og overraskende frem.
Jeg begyndte at skrive på 386 helt tilbage i 2016. Min oprindelige ide var at skrive en rejseroman, der skulle foregå på den grønlandske indlandsis. Jeg søgte et rejselegat og tog afsted og lå derude i kulden, hvor isen smeltede. Det viste sig, at det var svært at skrive om isen. Det blev for omfattende og researchtungt. Der er så meget, man skal vide, og jeg følte ikke, jeg kunne skrive om klimakrisen, mens vi står midt i den. Jeg skrev om den her kvinde, som vandrede rundt med et barn, men jeg skulle jo forklare, hvordan hun var havnet der, og langsomt blev jeg mere og mere optaget af det fortidsspor, som blev til 386.
Samme år mødte jeg min gode ven forfatteren Thomas Korsgaard. Han blev og er min daglige fortrolige og det med at blive så tæt med en mand, uden at det er en erotisk eller seksuel relation, inspirerede mig. Jeg blev mere og mere nysgerrig på venskabet mellem den her kvinde og en mand, og de tre karakterer, der er blevet til Mai, Johan og Daniel begyndte at få liv. Jeg fik lyst til at undersøge, hvem de var i forhold til hinanden.
Jeg har aldrig været en af dem, der altid har vist, at jeg ville være forfatter. Jeg tror slet ikke, jeg har tænkt, at det var en mulighed for mig.
I skriveprocessen skete der også det, at begge mine børn blev udredt og diagnosticeret med ADHD. Vi ved så utrolig lidt om den menneskelige hjerne, og om den diagnose i det hele taget. Der bliver stadig forsket i, hvad den er gjort af, og hvad det er, der tricker den. Er det samfundsstrukturen, hastigheden, telefoner? Jeg ved bare, at det er en kæmpe uro at leve med, og at det er vigtigt, at vi tager den alvorligt. Diagnosen har så mange alvorlige følgevirkninger som angst, depression og generel mistrivsel, særligt for de unge. Så for at blive klogere på mine børn – i omsorg for mine børn, i selvomsorg – udstyrede jeg karakteren Mai med en ADHD-diagnose og skrev tættere og tættere på mig selv.
Jeg skriver, fordi verden for mig er et vildt kaotisk sted, og jeg står meget flagrende i den. Jeg bruger skriften til at komprimere og finde ind til en kerne af noget vigtigt.
Jeg har aldrig været en af dem, der altid har vidst, at jeg ville være forfatter. Jeg tror slet ikke, jeg har tænkt, at det var en mulighed for mig. Jeg var ikke sådan en teenager, der sad på mit værelse og skrev digte, men jeg vidste godt, at der var noget med skrift, som tiltrak mig.
Jeg begyndte at skrive i årene efter gymnasiet, hvor jeg blandt andet tog nogle skrivekurser på daghøjskoler og arbejdede som pædagogmedhjælper for at samle point ind til at søge ind på universitetet på kvote 2. På et tidspunkt blev jeg sygemeldt med dårlig ryg og tog til Thailand for at besøge min mormor og morfar, der i mange år boede i Bangkok og Pattaya. Min mormor var syg og blev passet af flere thailandske kvinder, hvoraf den ene blev meget tæt med min morfar. For at forstå begyndte jeg at skrive om deres relation, og det endte med mange år senere at blive til romanen På træk.
Jeg bruger skriften til at undersøge ting omkring mig. For at forstå mig selv i verden. For at forstå mine omgivelser. Jeg skriver ikke dagbog, jeg har brug for den åbenhed og potentialet i at skrive virkeligheden ind i fiktionens mulighedsrum. Det kan godt begynde med et ’jeg’, men det udvikler sig som regel til et ’hun’, til en bevægelse væk fra mig og mod noget andet, som føles mere frit.
Jeg har en bachelor fra RUC og en kandidatgrad i moderne kultur og kulturformidling fra KUA, og hvis jeg overhovedet skulle have et andet arbejde end at skrive, skulle det være at forske. Jeg elsker at researche og sætte mig ind i et eller andet emne, men den akademiske verden tiltrak mig ikke rigtig. Når man først har lært det akademiske sprog, gennemskuet den form, der kræves, bliver det lidt kedeligt. I stedet blev jeg mere og mere nysgerrig på, hvordan jeg kunne skrive mig videre ind i det skønlitterære, og så fik jeg ideen til den roman, der blev til Sort, og som jeg fik Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium for. Det så jeg som et tegn, og nu er det det, jeg gør – og jeg kan ligesom ikke andet.
Jeg har altid følt en kæmpe omsorg for folk, der afviger, som er atypiske fra normen. Måske fordi jeg altid selv har følt mig weird.
Jeg skriver, fordi verden for mig er et vildt kaotisk sted, og jeg står meget flagrende i den. Jeg bruger skriften til at komprimere og finde ind til en kerne af noget vigtigt. Skriften er min måde at tænke på, samle alt det flagrende og give verden en mening og en struktur.
Jeg har altid følt en kæmpe omsorg for folk, der afviger, som er atypiske fra normen. Måske fordi jeg altid selv har følt mig weird. For mig er der en kæmpe livskraft og energi i alt det, der stritter i anderledes retninger. Jeg ville aldrig kunne blive debattør, for jeg er tvivlende af natur og har altid lyst til at stille mig over i det modsatte hjørne og sige: ’Ah, men hvordan ser det ud herfra?’. Jeg er altid nysgerrig på forskellige blikke, forskellige oplevelser.
Noget af det vigtigste for mig som forfatter er at udfordre mine karakterer, deres blik på dem selv og på omverdenen, men jeg har også en stor omsorg for mine karakterer, at der ikke er nogen, der bare fremstår dumme og usympatiske. Det er så menneskeligt at fejle og at komme til at handle amoralsk, og hvad vil det i det hele taget sige?
Når jeg vågner, går jeg som noget af det første hen til mit skrivebord. Det er vigtigt for mig at være i kontakt med min tekst hver dag. Det kan godt være, at jeg bare printer det, jeg skrev dagen før og læser det, så jeg får rytmen med mig. Hvis jeg ikke gør det, kan det være svært for mig at finde ind i den igen, og jeg kommer til at skrive lidt hektisk i øst og vest.
Jeg vågner tidligt, gerne ved syvtiden. Mit arbejdsbord står i mit soveværelse, så det er altid det første, jeg får øje på og mit soveværelse er derfor på mange måder det rum, jeg har lyst til at leve i.
Jeg er ikke sådan en, der lige løber en tur eller sætter mig på en café og arbejder, så bliver jeg fuldstændig forvirret. Jeg har et meget følsomt og veludviklet sanseapparat, og derfor er det vigtigt for mig ikke at blive forstyrret af verden udenfor, det er mere noget med at skabe det der tunnelsyn ind i teksten.
Jeg tager ikke engang et bad om morgenen. Jeg tager bare noget løst joggingtøj på, der er behageligt og ikke strammer. Jeg må føle mig helt fri, og det må gerne være lidt trashet, det smitter af på min tekst. Der må ikke være noget forfængeligt forbundet med det i hvert fald. Så går jeg ud og laver en kande kaffe og stiller mig ved bordet. Jeg har meget uro i kroppen, så jeg står tit op og arbejder.
Jeg kan stå der ret længe uden at spise, der er nærmest en motor i at være lidt sulten, indtil jeg når det punkt, hvor jeg er helt svimmel af sult og for meget kaffe, så går jeg ud i køkkenet og spiser noget.
Som regel arbejder jeg til ved to-tiden, hvor jeg går en tur rundt om de fem søer og tænker min tekst igennem. Håber på, at jeg får nogle ideer, der kan løse noget af det, der er blevet knudret. Når jeg kommer hjem igen, skriver jeg mine noter ind i teksten, så jeg ikke glemmer det. Måske læser jeg det, jeg har skrevet, men jeg skriver ikke særlig godt sent på eftermiddage og om aftenen.
Så går jeg ud i byen og mødes med mine venner.
