Politikens Forlag præsenterer

Læseguide

Forside / Læsekreds-inspiration / Læsekredsguide – De savnede hjerter

Læseguide til De savnede hjerter

    1. Romanen foregår i en verden, der ikke er ”præcis som vores, men den er heller ikke ikke-vores,” skriver Ng i Forfatterens bemærkninger (s. 295). Hvilke dele af romanens ramme stemmer overens med din forståelse og oplevelse af de begivenheder, der har fundet sted i det 21. århundrede, indtil videre? Hvor tæt tror du, vi er på et samfund ligesom det, der er beskrevet i romanen?

    2. To epigrafer indleder bogen – et (virkeligt) digt af Anna Akhmatova og et (fiktivt) uddrag fra PACT-litteraturen. Hvordan indbyder sammenstillingen af disse til at sammenligne virkelighed og fantasi og til at se vores aktuelle virkelighed gennem en historisk linse såvel som den, der er udtænkt af Ng for romanen?

     

    1. Forbindelsen mellem litteratur og protest er stærk i romanen – fra den hastige udbredelse og efterfølgende censur af Margarets poesi til netværket af bibliotekarer, der håndterer oplysninger om de forsvundne børn. Hvorfor tror du, at denne form for kommunikation er så modstandsdygtig over for store kræfter og begivenheder som Krisen og PACT? Hvordan inspirerer den til, at karaktererne i romanen griber til handling?

     

    1. Ethan bliver oprindeligt ansat som professor i lingvistik, og hans betagelse af ord siver ind i hans daglige vaner, for eksempel når han læser i ordbogen: “Det er så typisk hans far: at tage et ord og pille det fra hinanden som et gammelt ur for at demonstrere, hvordan det virker” (s. 24). Hvordan hjælper denne fælles kærlighed for sprog Birds søgen, og hvordan er den til sidst med til – dog indirekte – at genforene familien?

     

    1. Både Bird og Sadie kæmper med fraværende forældre, men deres søgen efter en dybere forståelse af hver deres fortid er ganske forskellige. Hvordan påvirker deres personligheder deres respektive strategier, og hvorfor tror du, at deres venskab er så stærkt?

     

    1. Margaret og Domis adskillelse under Krisen er meget hård for dem begge. Hvad gør dem i stand til at genoprette venskabet, da Margaret vender tilbage for at få hjælp? Hvad får de hver især ud af at samarbejde om Margarets plan, ud over den følelsesmæssige bearbejdelse af bruddet?

     

    1. Diskutér Margarets forvandling, da hun bliver mor. Hvordan er hun i stand til at tilpasse sig så mange forskellige omstændigheder – fra hendes rebelske og opfindsomme ungdom, til det komfortable liv med Ethan, til det formål, der driver hendes liv og overlevelse, da hun går under jorden? Hvad er det ved Birds eksistens, der gør hende villig til at ofre alt for de børn, hun forsøger at ære i sin sidste handling?

     

    1. Birds tur til og gennem New York City afslører alle de måder, store som små, hvorpå byen er blevet omformet af den nuværende PACT-udøvende regering efter Krisen. Har du nogensinde besøgt et velkendt sted, der har ændret sig drastisk gennem tiden, eller efter at du selv har ændret dig? Hvordan var din oplevelse af mødet med det nye, eller med nye øjne?

     

    1. Selvom Bird ikke kan lide navnet Noah, som hans far giver ham, hvordan hænger det så sammen med hans mors og fars navne, der har etymologiske rødder i planter og naturens verden? Hvad betyder det for ham at genvinde det navn, hans mor gav ham?

     

    1. Hvad går den særlige tiltrækningskraft ved bogstablerne i universitetsbiblioteket ud på for Bird og Ethan? Emmer alle biblioteker af opdagelse og komfort, og har du selv været på et bibliotek, der duftede af “En blanding af støv og læder og smeltet vaniljeis. Varm, som om duften emmede fra nogens hud” (s. 68)?

     

    1. Diskutér den række af begivenheder – politiske, økonomiske og sociale – der akkumuleres i Krisen og fører til den endelige dannelse af PACT. Hvilke begivenheder fra den virkelige verden, både nye og ældre, ligner denne kurs? Hvad kendetegner de begivenheder, både virkelige og fiktive, der afslører tendenser i den menneskelige psykologi, behovet for magt og syndebukke og frygten for det ukendte eller uvisse?

     

    1. Vi ser flere begivenheder i romanen – for eksempel det øjeblik, hvor Margaret forlader familiens hjem – fra to perspektiver, både Birds og hans mors. Hvordan former disse to perspektiver din forståelse af familiedynamikken såvel som bevæggrundene hver især for at finde hinanden?

     

    1. Hvilken form for historiefortælling resonerede mest hos dig både i romanen og i livet generelt: Skriftlig eller mundtlig? Hvordan bruges de hver især til at bevare sandheden om menneskets livserfaring, når historien eller andre dominerende magter forsøgte at slette den – såsom de forsvundne børn og Margaret selv?
Har du også lyst til at læse bogen om Bird og hans forsvunde mor? Find bogen her

Find masser af inspiration her