Politikens Forlag præsenterer

Læseguide

Forside / Læsekreds-inspiration / Læsekredsguide – gode råd til en god læsekredsoplevelse

Guide til den gode læsekredsoplevelse

Hvor ofte og med hvor mange læsere en læsekreds fungerer bedst er der ikke noget entydigt svar på. Men én ting, som vi oplever som en fællesnævner for den gode læsekredsoplevelse er, at jo bedre alle er forberedt jo nemmere og bedre bliver det at dele tanker og refleksioner. Du kan ofte finde læsekredsmateriale til specifikke bøger, bl.a. her i Læseklub Danmark, men et godt læsekredsmøde kan også opnås ved at holde sig til generelle spørgsmål og guidelines, som kan bruges på alle bøger.

Mange er glade for at have en ordstyrer, som sørger for, at alle bliver hørt, og at I kommer hele vejen rundt i jeres samtale, så I (nogenlunde) holder dagsordenen. Det kan f.eks. gå på omgang, hvem der har opgaven.

 

Lad én af deltagerne – f.eks. ordstyreren – give et virkelig kort resumé af bogen og en kort præsentation af forfatteren, så I lige får ridset bogen op.

Dernæst fungerer det ofte godt at begynde med en kort runde om, hvad man synes, at bogen har sagt en. Men ikke om bogen er god eller dårlig. Det kan bremse den gode samtale.

 

Har I ikke downloadet en læsekreds-guide til netop denne bog, så kan det være en ide, at hver deltager stiller tre spørgsmål til bogen. Ting den enkelte gerne vil have afklaret eller hændelser, man gerne vil have en dybere forståelse af. Så er I i gang med det samme, og I har alle bidraget.

Alternativt er her er en række forslag til, hvad I kan tage fat på og tale om

  • Tid: Hvornår foregår fortællingen? Skiftes der i fortælletid undervejs? Hvor lang tid strækker handlingen sig over?
  • Komposition: Er romanen opdelt i forskellige dele? Er der et særligt spil mellem begivenhedernes faktiske rækkefølge (den kronologiske orden) og den rækkefølge, begivenhederne bliver fortalt i? Hvilken virkning har det?
  • Sted/Miljø: Hvor og i hvilket miljø er fortællingen sat?
  • Hvem fortæller historien? Og hvad betyder valget af synsvinkel(eller synsvinkler) for værket?
  • Sproglige træk: Vælg gerne hver især et sted ud inden til at tale om sproget og om stilen. Hvordan vil I karakterisere sproget?
  • Læs evt. yndlingspassager op bordet rundt (ikke for langt!). Når man læser op, fornemmes rytmen og stemmen på en anden måde.
  • Persongalleri: Hvem er de vigtigste personer? Hvorfor? Og hvilken udvikling går de igennem? Lærer vi personerne at kende gennem nuancerede skildringer og handlinger, eller er der mere tale om et sort/hvidt persongalleri?
  • Hvilke temaer er de væsentligste?
  • Hvad er forskellen på begyndelsen og slutningen? Hvad er det for en vej personerne (og vi som læsere) har trådt?
  • Hvad vil forfatteren med fortællingen?
  • Og hvordan passer det ind i forfatterens værker i øvrigt?
  • Minder bogen om andet, I har læst?
  • Kan den relatere sig til andet i nutiden, historien, sociale forhold eller andet?

 

Og når I så er færdige efter en forhåbentlig inspirerende og indsigtsfuld samtale, så husk at vælge hvem, der er ordstyrer næste gang, hvem der laver resumé og glæd dig så til din næste bog.

Første gang I mødes

Kender I ikke hinanden på forhånd, så begynd evt. med at præsentere jer hver især og sig, hvad I håber at få ud af at være med i læsegruppen.

Den første bog, I skal læse, har I jo aftalt inden, I ses. Men hvad med de næste? Brug første møde på at tale om, hvordan I udvælger læsestoffet, så I har samme indgang til det. Eller aftal spilleregler i forhold til genre, hyppighed for møder, etc.

Find masser af inspiration her