Politikens Forlag præsenterer

Sådan kommer
du i gang

Forside / Læsekreds-inspiration / Sådan kommer du i gang

Hvad er en læsekreds?

I en læsekreds mødes en gruppe (typisk 6-8 personer) entusiastiske læsere ca. en gang om måneden for at diskutere en udvalgt bog. Sammen udveksles tanker om bøgerne, hovedpersonerne diskuteres, miljøskildringer vendes og temaer fremlægges for at skabe flere perspektiver på læseoplevelsen.

Læsekredse kan både fungere online eller man kan mødes privat, på cafeer, biblioteker el.lign.

Hvordan fungerer en læsekreds?

Hvordan en læsekreds forløber, kan være forskelligt fra læsekreds til læsekreds, men som ny læsekreds kan det være godt at have nogle guidelines at gå ud fra. Det er en god idé at forberede sig en smule inden et læsekredsmøde, så får alle mest ud af mødet. Den første forberedelse er selvfølgelig at læse bogen godt og grundigt igennem. Du kan eventuelt tage noter undervejs, så du ikke glemmer dine første betragtninger. I kan skiftes til at skaffe anmeldelser og forfatterportrætter. Det kan være en fordel at udpege en ordstyrer (læsere kan jo være meget engagerede og diskussionslystne!). Ordstyrerens opgave kan fx være at forberede en introduktion af bogen og en række indledende spørgsmål, så samtalen kommer godt i gang. Du kan finde læsekredsspørgsmål til de fleste bøger i Læsklub Danmark (søg på forfatternavnet for at finde dem). Som med så meget andet, skal man selvfølgelig forsøge sig frem og løbende tilpasse formen, så det passer bedst til temperamentet i gruppen.

Hvordan kommer jeg i gang?

Du er helt sikkert ikke alene om din læseglæde! Start eventuelt med at forhøre dig hos venner, kolleger eller familiemedlemmer, om de nogensinde har overvejet at indgå i en læsekreds. Måske finder du ud af, at de faktisk allerede er involveret i en læsekreds? Du kan også søge viden om læsekredse på dit lokale bibliotek eller på litteratursiden.dk, hvor du kan finde oplysninger om eksisterende læsekredse i dit lokalområde.

Find masser af inspiration her