Jeg bor sammen med min elskede Annette, der er videnskabsjournalist, og de sidste 15 år har vi enten siddet i hvert sit værelse mod gaden og skrevet eller rejst udenlands og skrevet. Uanset hvor i verden, jeg skriver, omgiver jeg mig med masser af bøger, farvestrålende småting, postkort, parfume, sjove penne, blomster eller planter.
Arbejdsværelset på Frederiksberg.
ASUS-computeren der er offline takket være internetblokeringsprogrammet Cold Turkey.
Musemåtten fra Shanghai.
Et indrammet postkort med en Mary Quant-inspireret kvinde.
Nipsskålens indhold tæller blandt andet en brevåbner, tre læbepomader og en mp3-afspiller.
Kalender og notesbog – som udkom i forbindelse med Hvis vi ikke taler om deti 2021.
Fisken fra Zimbabwe.
Min tre år gamle ASUS-computer, der er offline takket være internetblokeringsprogrammet Cold Turkey. Hver tredje time er jeg kortvarigt online, og her tjekker jeg også min telefon, der ligger i en skuffe inde hos Annette hele dagen og derfor ikke er med på billedet. Musemåtten er fundet i Shanghai og er prydet af en tegning af to friske kvinder på en traktor i Maos Kina.
Min bluetooth-højtaler i højre hjørne af skrivebordet. Jeg skriver altid til ny klassisk musik også kendt som neoclassical med prepared piano, cello og strygere tilsat elektroniske elementer og diverse found sounds. Musikken er ofte komponeret, fremført og produceret af den samme musiker, eventuelt i samarbejde med diverse gæstemusikere, hvis åndedræt og instrumenters knagen spiller en fremtrædende rolle i værkerne. Nogle af mine yndlingskompositioner er at finde på min Spotify-playliste Quiet Times at the Library.
Lige nu skriver den med mørkebrunt glitterblæk. Det må den gerne blive ved med.
Et indrammet postkort med en Mary Quant-inspireret kvinde og teksten She is too fond of books and it has turned her brain. Det har stået på mit skrivebord som en evig reminder, siden en veninde sendte mig det for tyve år siden. Jeg sender og modtager generelt mange postkort og har en stor samling, som jeg holder af at omgive mig med. Lige nu et kunstfotografi af Nan Goldin med titlen Trixie on the cot during Liberty’s Booty, New York City, 1980 og Viktor IV-værket The truth always happens. Deri har værket ret. Foran postkortene ligger en baigneuse og minder mig om, at jeg skal huske at holde fri og nyde livet. Noget, jeg generelt er dårlig til.
Jeg har en stor samling brevpressere stående rundt omkring i lejligheden, og den største står på mit skrivebord og lyser op i guld og glimmer, når solen skinner på den. Foran brevpresseren står en blå glasvase, som mit forlag forærede mig, da Hvis vi ikke taler om det udkom. Den har næsten samme marmorering som min bogs for- og bagsatspapir.
Når jeg rejser, særligt i Asien, køber jeg stort ind af plastic fantastic penne og sjove blyanter, men i realiteten skriver jeg altid med en sort Uni-Ball Micro-pen, min blå Waterman-kuglepen eller min Mont Blanc-fyldepen. Annette har en blækfetish og fylder jævnligt pennen med smukke farver. Lige nu skriver den med mørkebrunt glitterblæk. Det må den gerne blive ved med.
Den har stået på den samme plads og set sur ud lige siden.
En stor kop Nescafé med mælk. I min fritid drikker jeg eksklusiv grøn og sort te, men når jeg arbejder, kan jeg kun fokusere på at køre dårlig kaffe ind i rå mængder. I det mindste er koppen smuk
En porcelænsfigur af en rødkælk ved siden af skrivebordslampen. Den var det eneste, jeg bad om at arve, da min mormor døde i 2012, og den har stået på den samme plads og set sur ud lige siden.
Min nipsskål indeholder blandt andet en brevåbner og et penneskaft, begge i sølv, min mors gamle pudderdåse, også i sølv, et Ex Libris-stempel, tre læbepomader med forskellig smag, to lommespejle, et guldspænde, så jeg kan sætte håret op, mens jeg skriver, den røde neglelak, jeg altid bruger, min mp3-afspiller, som jeg har med mig overalt, en mønstret rulle tape og diverse prøver på nicheparfume, som jeg er i gang med at teste. Min parfumegarderobe på over 50 dufte står køligt og mørkt i sminkebordet bag mig.
Jeg tager noter i hånden og bruger ikke en elektronisk kalender, så jeg har altid en notesbog og en papirkalender ved siden af mig. Lige nu er notesbogen i eget design med samme marmorering, lavet af mig, som for- og bagsatspapiret til Hvis vi ikke taler om det.
Fisken har jeg fundet i Annettes fødeland, Zimbabwe, og den indeholder en læbepomade udformet som et kirsebær, en ring med fast parfume under blomsten, tre glaskugler og en masse nitter, der er faldet af den grå cardigan, jeg ofte sidder og skriver i.
