Jeg har ikke noget tv, så læsning er min primære underholdning om aftenen, når jeg ikke tilbringer tid med min ægtefælle, Annette, er ude med mine venner eller kommunikerer med dem på anden vis. Hvor meget jeg læser, afhænger af, hvor jeg er i min egen skriveproces. I de perioder, hvor jeg skriver intensivt, læser jeg meget lidt, fordi jeg skriver i så mange timer ad gangen og er for træt, når jeg er færdig med dagens arbejde. Når jeg redigerer, lancerer mine bøger eller er på turné med dem, læser jeg til gengæld et par bøger om ugen, både skønlitteratur og faglitteratur, og i mine ferier læser jeg mere.
Jeg bliver allermest inspireret af at snuse rundt i velassorterede boghandler i ind- og udland og møde bøgerne in person. Herhjemme er jeg oftest at finde i Politikens Boghal, for den har landets bedste engelskafdeling og ligger lige ved siden af mit forlag og meget tæt på, hvor jeg bor. Jeg læser også en del anmeldelser i udenlandsk presse og følger diverse danske og udenlandske bogbloggere for at holde mig orienteret, men jeg foretrækker generelt at læse de mindre kendte og mindre hypede bøger. Hvis mange er vilde med en bestemt bog, får jeg den sjældent læst før flere år senere. Jeg er eksempelvis hverken nået til Et lille liv af Hanya Yanagihara eller Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.
For mig betyder sprogets rytme og tone enormt meget, så når jeg finder en forfatter, der skriver, så jeg kan mærke det, går jeg all-in. Sådan har jeg haft det, siden jeg var lille. Når jeg kan lide en bog, er der stor chance for, at jeg læser alle forfatterens bøger, uanset hvad de handler om og hvor mange bøger, vedkommende har skrevet. På den måde har jeg fået læst utrolig mange bøger om emner, jeg slet ikke anede, at jeg kunne interessere mig for. Hvis jeg står i lufthavnen og skal have noget let læsestof med mig på rejsen, vælger jeg til gengæld typisk ud fra handlingen.
Jeg foretrækker helt entydigt papirbøger. Dels holder jeg af oplevelsen af en bogs tynge i hænderne; dens udstyr, dens papirkvalitet, dens duft og dens lyd, når jeg bladrer. Og dels er der intet, der distraherer mig, mens jeg læser, når jeg vel at mærke husker at fjerne mig fra min smartphone. Jeg kan også langt bedre huske, hvad jeg har læst og hvor på siden, det står, når jeg sidder med en papirbog, og når jeg er færdig med den, og den vel at mærke har været god, er det en glæde for mig at finde den rigtige plads til den på reolen. Jeg købte en Kindle for ti år siden, og jeg har maksimalt læst tyve bøger på den. Lydbøger lytter jeg slet ikke til.
Som skrevet har jeg det med at læse alle bøger af de forfattere, hvis sprog jeg er vild med, uanset hvad bøgerne i øvrigt handler om. Seneste har jeg læst alle otte romaner af den nordirske forfatter Maggie O’Farrell, fordi jeg er vild med hendes selvbiografi I Am, I Am, I Am (2018) om de 17 gange, hun har været ved at dø. Tidligere har jeg pløjet mig igennem alle bøger af Carson McCullers (favorit: The Heart is a Lonely Hunter), Elena Ferrante (Forladte dage), Siri Hustvedt (The Blindfold), Nicole Krauss (Great House), Angela Carter (The Bloody Chamber), Linn Ullmann (De urolige), Jennifer Egan (A Visit from the Goon Squad), Jeanette Winterson (Why Be Happy When You Could Be Normal?), A.M. Homes (The Mistress’s Daughter), Meg Wolitzer (The Position), Sara Stridsberg (Happy Sally), Mara Lee (Ladies) og Delphine de Vigan (Alt må vige for natten).
Jeg er magisterkonferens i litteraturvidenskab – en nu uddød grad mellem en kandidatgrad og en Ph.d., og en del af arbejdet bestod i at skrive en hulens masse værkopgaver. I den forbindelse har jeg læst en lang række bøger adskillige gange, fordi jeg har skrevet opgaver om dem, bl.a. The Blindfold af Siri Hustvedt, Dobbeltgængeren af Fjodor Dostojévskij, Kitchen af Banana Yoshimoto, Amtmandens Døtre af Camilla Collett og Frankenstein af Mary Shelley, som jeg skrev magisterafhandling om. Siden studiet har jeg læst bøger flere gange, hvis jeg eksempelvis har haft til hensigt at skrive i den samme genre og har villet nærstudere, hvordan forfatteren teknisk greb det an. Da jeg skrev min gotiske roman, Silhuet af en synder, genlæste jeg Rebecca af Daphne du Maurier og The Thirteenth Tale af Diane Setterfield, og da jeg skrev min første selvbiografiske roman, Den, der lever stille, genlæste jeg Alt må vige for natten af Delphine de Vigan og De Urolige af Linn Ullmann. Med jævne mellemrum genlæser jeg også Women in Clothes af Heidi Julavits, Leanne Shapton og Sheila Heti plus en hel masse kendte og ukendte kvinder, der skriver om deres forhold til påklædning og udvalgte beklædningsgenstande. Jeg bliver aldrig færdig med den bog og har i øvrigt også læst alle bøger af de tre hovedforfattere.
Tidligere ville jeg have svaret science fiction, men de seneste år har jeg faktisk læst adskillige fortræffelige bøger i den genre som f.eks. The Handmaid’s Tale af Margaret Atwood, The Power af Naomi Alderman og The Circle af Dave Eggers. Jeg har også flere bøger af James Tiptree Jr. og Ursula K. Le Guin liggende. Romance læser jeg til gengæld ikke. Eller YA. Eller horror. Jeg er dog åben for at læse bøger i alle tre genrer, hvis jeg falder over noget interessant en dag.
Guds blinde øje og fortsættelsen Du blev træl, begge fra 1941, af J. Bech Nygaard. Jeg var ti år, da jeg fandt de to bøger på skolebiblioteket. Hvad de lavede der, er jeg mere i tvivl om, for der var tale om hardcore socialrealisme for voksne i stil med Ditte Menneskebarn og i nyere tid Herbjørg Wassmos trilogi om Tora. Bøgerne handler om den forældreløse Anne, der bor på børnehjemmet Ravnsborg og må deale med den sadistiske forstanderinde frøken Edelburg, til Anne bliver gravid og i stedet bliver kuet af sine tyranniske ægtemand. Jeg læste bøgerne ud i et stræk og græd fra start til slut. Efterfølgende prøvede jeg at pushe dem til alle mine klassekammerater, men de syntes mærkeligt nok ikke, at de lød særligt appellerende. Eller så særligt appellerende ud. Jeg husker ellers tydeligt, at Guds blinde øje havde et flot maleri af tre grædende børn på forsiden. Det billede sagde mig så meget, at jeg prøvede at tegne det af.
Hvad hjertet begærer: kvinders kærlighed til kvinder 1825-1985 af historielektoren Karin Lützen. Jeg fandt bogen på biblioteket og læste den en sommerdag, mens jeg lå ude i haven på en drømmeseng og stegte, som man gjorde i 1993. Jeg var 17 år og vidste, at jeg var homo, og at mine forældre ville tage det dårligt, hvis de opdagede det, så jeg sørgede omhyggeligt for, at de ikke så forsiden. Ud fra en masse romaner, selvbiografier, film og fotografier analyserer Karin Lützen venindeforhold i borgerhjemmene, arbejdsrelationerne hos de første selverhvervende kvinder, de tabubelagte lesbiske relationer og kvindebevægelsen frigjorte kvindekærlighed. Mens jeg læste, kunne jeg se konturerne af det liv, der måske kunne blive mit, når jeg blev færdig med gymnasiet og flyttede til København for at læse på universitetet. Tolv år senere mødte jeg Karin Lützen til et foredrag, og det viste sig hurtigt, at vi havde en masse til fælles. Vi har været venner lige siden.
Jeg begyndte at anmelde skønlitteratur i først Politiken og siden i Weekendavisen i 2003 og sagde op, da jeg slog igennem med Den, der lever stille i 2018, og siden har jeg nydt, at jeg ikke behøver at færdiglæse dårlige bøger. Lige nu læser jeg Nina Simone’s Gum (2021) af den australske punkmusiker og komponist Warren Ellis, der er med i Nick Cave and the Bad Seeds og Dirty Three. Jeg troede, at Nina Simone’s Gum var en selvbiografi fortalt gennem en række særlige genstande, f.eks. det tyggegummi, som Nina Simone placerede under sit flygel, da hun i mentalt ustabil, cokehærget tilstand optrådte i England i 1999. Warren Ellis stjal efterfølgende tyggegummiet. Jeg er på side 120 nu, og indtil videre har Warren Ellis kun skrevet om det skide tyggegummi og den mytologiske Nina Simone-optræden, der kun bliver mere mytologisk for ham, men desværre ikke for læseren, jo flere gange han tærsker langhalm på den. Thank U, Next, som Ariana Grande ville sige.
Jeg ville vælge Børnenes Bibelbog, som jeg arvede, da min mormor døde i 2012. Der er tale om en bibelgendigtning af Anne de Vries fra 1960, indbundet i orange lærred med illustrationer i brunlige, grønlige og orange farver, og mit eksemplar er så slidt, at siderne er et løsbladsystem. Min mormor tilhørte Indre Mission og begyndte at læse Børnenes Bibelbog højt for mig, da jeg var to. Jeg endte med at kunne store dele af den udenad, og jeg forestiller mig, at den ville være mig til trøst, hvis jeg befandt mig alene på en øde ø. Den dag i dag kan jeg i hvert fald stadig høre min mormors beroligende stemme i hovedet, når jeg læser i den.
