Fotoalbum

Jeg har altid elsket at spille billard. Da jeg var 14 år og blevet god nok, tog jeg med min far rundt på lokale værtshuse og spillede mod voksne mænd. Min far var ikke noget at råbe hurra for ved et billardbord, så jeg spillede for os begge, og på den måde har jeg vundet en del øl til ham og colaer til mig. En af de aftener er også med som en scene i Strøm.

I 10 år var jeg sammen med 10-15 mandevenner med i en privat billardklub hjemme i den enes kælder. Vi mødtes jævnligt, og da vi i juni 2021 rullede for sidste gang, fordi huset skulle sælges, lagde jeg dette opslag op på Facebook. Vi har dog fortsat klubben, så nu spiller vi rundt om på forskellige københavnske værtshuse. Det er ikke helt det samme som hjemme i kælderen, men jeg er taknemmelig for de meget lange venskaber, jeg har, og billard er en fantastisk måde stadig at mødes, udveksle og have det sjovt sammen.

Jeg læser en hel del, mest skønlitteratur. De seneste år har jeg lavet et dogme for mig selv om at læse tre skønlitterære værker om måneden. Et skrevet af en kvinde, et af en mand, og et af de tre skal være en klassiker. Det har givet mig mange store læseoplevelser. Jeg er klart til den fysiske bog, og det er nemt at bladre tilbage, hvis man skal genopfriske noget. Jeg er også en, der køber virkelig mange bøger, for jeg kan godt lide at have dem selv. Det gør så, at de har det med at stable sig op uden for bogreolen. Når stablerne bliver for store, skiller jeg mig af med de bøger, jeg ikke tror, jeg kommer til at læse igen, og heldigvis vil min datter gerne overtage en del af dem. Men ind imellem sker det, at jeg pludselig bliver interesseret i at læse en bog igen, som jeg har skudt af, og så går jeg ud og køber den igen. Bunkerne her er noget, jeg har læst, er ved at læse eller skal til at læse.

Min mormor Gerda er nok det menneske, jeg har elsket højst, og hun er selvfølgelig også med i Strøm. Hun var eneforsørger, gjorde rent på Posthuset i Virum, og fik først råd til at komme rigtigt smør på brødet, da hun gik på pension som 67-årig i 1973. Hun røg 5-6 grønne Cecil hver dag, og dem røg hun helt ned, til hun brændte læberne. Hun repræsenterer mange af de værdier og drømme i arbejderklassen i 60’erne og 70’erne, som familien i Strøm – og min egen familie – udspringer af. Hun var et evigt anker i min barndom, rummelig ud over alle grænser og aldrig nærig med sin kærlighed. Nu har hun i Strøm fået et minde og den tak, hun fortjener.

Jeg har skrevet omkring 20 bøger, og langt de fleste er biografier skrevet i samarbejde med kendte mennesker. Men arbejdet med biografierne har over årene også givet mig lyst til at dykke ned i min egen og min families historie. Det har været både svært og frustrerende og smerteligt og meget lystfuldt – det hele på éngang – at skrive Strøm. Det er ikke en 1:1-historie, men som autofiktiv roman er den inspireret af mit eget familiestof, og ved at skrive den har jeg fået en større forståelse af, hvad jeg selv er rundet af, og hvad jeg har fået med mig.

For snart otte år siden købte min kæreste og jeg et beskedent, men skønt sommerhus på Røsnæs. Det er blevet mit favoritskrivested, og størstedelen af Strøm er blevet til her ved bordet over en periode på fire år. Jeg kan ikke leve af kun at skrive bøger, så med journalistisk arbejde sparer jeg sammen til at sætte mig op i sommerhuset og skrive bog i nogle uger ad gangen. Der er en fantastisk ro. Jeg skriver, går ture ved vandet og laver mad, så jeg har til tre-fire dage ad gangen for at få mest muligt ud af skrivetiden. Jeg er der på alle årstider, og efter en dags arbejde finder jeg fred ved at stirre på ilden i brændeovnen eller se en engelsk fodboldkamp på mobilen.

Strøm bygger på omfattende research for at finde troværdige tidsmarkører og skabe genkendelige tidsbilleder. Ud over oceaner af læsestof, billedbaser og film har jeg interviewet en del mennesker. En af bogens hovedpersoner er elektrikeren og installatøren Eivind, som midt i 70’erne vinder el-udbuddet på to etager af sengetårnet på Herlev Hospital. Jeg fandt to elektrikere, som var med, da Herlev Hospital blev bygget, og vi skilte hele 9. etage ad i sengetårnet, så jeg kunne se samtlige installationer, kabelføringer, tavleskabe mm. Det var nødvendigt for at vide, præcis hvad Eivind skulle lave. Blandt mange mulige scener valgte jeg at fokusere konkret på toilet-installationen. Det var ikke et traditionelt træk-og-slip, men virkede ved, at en patient førte hånden forbi en sensor i badeværelset. Skjult bag væggen aktiverede sensoren en transformer og en magnetspole, som så lukkede vand ud og skyllede ud i toilettet. Dengang var det topmoderne. I scenen forklarer Eivind sin søn Kim, hvordan det virker, og jeg bruger den til at vise, at Kim er stolt af sin far, når han ser ham være så passioneret om sit arbejde.