Politikens Forlag præsenterer

Tættere på Strøm

Forside / Michael Holbek / Tættere på STRØM

En bevægende roman om en håndværkerfamilie der drømmer om mere

I Strøm fortæller Michael Holbek om en håndværkerfamilies historie gennem tre årtier – 1960’erne, 70’erne og 80’erne. Romanen handler om mennesker, der alle drømmer om mere end det, der ligger i de kort der er blevet givet til dem. Den handler om kærlighed, ærgerrighed, kriminalitet og et Danmark i hastig forvandling. Vi følger Kim fra han er syv til han er 28, samt hans forældre, elektrikeren Eivind og syersken Vigga.


Eivind er dygtig til sit arbejde, hvilket gør at Kim ser op til sin far, og ønsker at blive elektriker som ham. Eivind arbejder og knokler for at tjene penge til familien i 60’ernes opsving, og drømmer om at købe familien et sommerhus. Vigga syr tøj og lampeskærme på akkord med en hjælpende hånd fra sin mor, der bor i lejligheden over familien.


Derudover møder vi Viggas lillebror Bruno som er tømrer, men som hellere vil bruge sin tid på at lave hurtige penge ved at bryde ind i huse og stjæle ting, at smugle hash og nyde livet med hans store kærlighed, revydanseren Jytte. Alle karaktererne vi følger i bogen, har det tilfælles at de er drevet af lysten til at opnå noget mere.

Vi er med på besøg i det nybyggede parcelhus, vi er med foran fjernsynet ved månelandingen

Historien om familien er inspireret af forfatterens egen familiehistorie. Her hed faderen også Eivind og onklen hed Bruno. Dog er historien ikke en 1:1 fortælling fra forfatterens liv, og der er lånt elementer og inspiration fra andre kanter, som forfatteren har brugt til at digte videre på fortællingen.


Romanen er skrevet tidskronologisk, så historien starter i 1966 og kører til 1987. Fortællingen er opbygget scenisk, med vægt på at skildre personernes indbyrdes relationer, både igennem opturene og når personerne bliver presset af knæk og kriser. Og det er ikke så lidt der sker på de 20 år. Dagligdagsbegivenheder blandes med historiske begivenheder og læseren er derfor med på sidelinjen til både ungdomsoprør og 60’ernes autoritetsfald, vi er med under 70’ernes krise og i 80’erne hvor både uskylden og det moralske kompas ryger. Vi er med på besøg i det nybyggede parcelhus, vi er med foran fjernsynet ved månelandingen.


Det komplekse forhold mellem far og søn

I bogen vil læseren opleve et komplekst og til tider vanskeligt forhold mellem far og søn. Dette kommer til udtryk i kærligheden som bestemt er til stede, men som udtrykkes på en kejtet måde. Dét er et karaktertræk som forfatteren har lånt fra sin egen far til at bygge karakteren Eivind.

Et andet tema i bogen er, at det er muligt selv at ændre sin skæbne og bryde fri af den retning der ellers var kortlagt for en. Det at bryde fri og selv bestemme, fremfor at der bliver bestemt for en, fylder en stor del af fortællingen. Den sociale mobilitet der fandt sted i 1960’erne, 70’erne og 80’erne, og som gav muligheder for, at man i højere grad kunne træffe egne valg, skildres gennem bogens personer. Det var også denne sociale mobilitet, der gav familier drømme om at bevæge sig fra arbejderklasse til middelklasse, med alle de besværligheder og det uskyldstab, der kunne være forbundet med sådan en opstigen.

De fik undervejs deres eget liv og tog magten over historien

For at finde ud af hvordan samfundet fungerede og var bygget op i disse årtier, har det krævet en stor mængde researcharbejde. En af de ting Michael Holbek har gjort, er at søge aktindsigt i en sag, som skulle have stor betydning for bogens ene karakter. Onkel Bruno, som både er hovedpersonen Kim og forfatterens egen onkel, begår ikke kun narkosmugling i bogen, og derfor findes der officielle dokumenter der detaljeret gennemgår Brunos sag. Derudover er der blevet interviewet en del personer som har haft lignende hverv eller stået i samme situationer som personerne i bogen, for at skabe et billede af hvordan Brunos liv kunne se ud i bogen. 


I researchprocessen er der blevet læst aviser og bøger fra de tre årtier, for at bogen kunne blive så realistisk som mulig. Bogens genre betegner forfatteren selv som realisme, og derfor har det været vigtigt at sammenstykke danmarksbilleder så ægte, troværdige og ikke mindst så genkendelige som muligt.

Det var dog vigtigt for forfatteren, at den store mængde research der er blevet lavet, ikke skulle være det der kom til at styre bogen – det skulle hjælpe til, at historien skulle formes. Det måtte ikke tage fortælleglæden og fantasien fra forfatteren og det at finde denne balance gør, at handlingen og begivenhederne befinder sig i et spændingsfelt mellem det reelle og det mulige.

Bogens karakterer er skrevet med øje for, at de skal føles som godt selskab. Det skal være personer, som man ikke har lyst til at slippe når romanen er ovre. De fik undervejs deres eget liv og tog magten over historien, en ting som Holbek aldrig rigtig forstod, når han hørte dette ske for andre forfattere.


Holbek drømmer om, at han med denne roman har skabt en fortælling og nogle personer man som læser ikke har lyst til at slippe, når bogen er slut. Sådan nogle romaner, er nemlig dem han selv elsker mest.

Michael Holbek

Find masser af inspiration her