Jeg har haft mit skrivebord i syv år. Teoretisk endnu længere tid, men jeg fik det først hevet op af min mormors kælder for syv år siden. Alle mine tre romaner er skrevet ved det bord. Så vidt jeg har forstået tilhørte det min oldefar, som brugte det til at føre regnskab over den hjemmebrændte spiritus han solgte til folk ude i Dragør. Jeg sidder oppe på en hems på et mindre fælleskontor og kan se mine kammerater Allan og Anders knokle løs på tasterne. Men jeg har netop fået en kæmpemæsssig Imac-skærm, så i virkeligheden er der ikke skidemeget udsigt længere.
Udsigten fra hemsen i fælleskontoret
Kaffedåsen fra Tanzania.
Den uundværlige notesbog.
Jeg foretrækker egentlig stilhed, men jeg oparbejder ofte en spilleliste med musiknumre der forbinder mig til stemningen i projektet. Det afhænger af ideen, men jeg lytter ofte til filmmusik eller klassiske klaverkoncerter, mens jeg skriver. Det fungerer bedst for min hjerne; musik helt uden ord eller stemmer.
Min åbne kaffedåse fra Tanzania med alskens kuglepenne og tuscher
Inden jeg sætter mig til tasterne, skal kaffen være brygget, mails skal være besvaret, stoleryggen skal lige indstilles, og så bestræber jeg mig altid på at gå hen til kontoret om morgenen. Men udover det, så har jeg vel kun et eneste ritual i forbindelse med min romanskrivning, og det er, at jeg altid får en lækker rom hos grafiker Ida Balslev-Olesen, når vi er blevet enige om forsiden til romanen.
Der er to ting, som man altid vil kunne finde på mit skrivebord. Min store notesbog og så min åbne kaffedåse fra Tanzania med alskens kuglepenne og tuscher. Kuglepenne og tusher bruger jeg, når jeg nu skal skrive noget ned eller tegne strukturen om igen for gud ved hvilken gang!
