Ingeniøren, chaufføren og forfatteren

I Morten Papes nye roman Nøglebarn møder vi den 29-årige forfatter, Morten, som netop er debuteret med en roman om sin opvækst i Urbanplanen på Amager. Da han tjekker sin indbakke fyldt med ros, taksigelser og flirtende beskeder fra kvinder, ser han også en besked fra sin far med et vedhæftet dokument med titlen Til mine børn. I løbet af en hektisk dag forsøger Morten at begribe, hvad hans roman har gjort ved ham selv og det forliste forhold til den far, der nu har sendt ham et brev, han ikke tør åbne. Romanens nutid væver sig ind og ud af fortiden og dykker ned i henholdsvis oldefarens, farfarens og farens kampe og kriser, succeser og fiaskoer. En dybt personlig undersøgelse af, hvordan kærlighed, sorg og svigt ekkoer i os alle og om – måske – at forsone sig med sin skæbne.

Nogle år før min seneste roman, I ruiner, udkom, blev jeg ved et tilfælde gjort bekendt med min fars familiehistorie. Det gjorde mig helt afsindig nysgerrig. Og midt i dén nysgerrighed opdagede jeg, at der i min fars slægt gemmer sig en frygtelig familietragedie, der i sin tid vendte op og ned på alt. Det kunne jeg ikke sidde overhørig. Det tændte en særlig gnist i mig. I måske to år gik jeg og forsøgte at ”skrive” romanen i hovedet og forestille mig fortællingens form og indhold. Men i lang tid kunne jeg ikke regne ud hvordan, jeg skulle gribe det an. Jeg havde en ide om, at jeg i romanen ville drage paralleller til et nutidsspor, der skulle handle om mig selv efter udgivelsen af Planen, selvom den udkom så mange år efter begivenhederne i fortiden. Så på den måde skulle det være både en forløber- og en efterfølger til min debutroman. Det var først da en stemme, som omhandlede min mors liv, kom krybende og krævede sin plads i teksten, at jeg indså at jeg havde gang i to ideer. Jeg lod min mors og fars historier skille og giver dem nu i stedet plads i hver deres roman. Derefter faldt det hele på plads for mig oppe i hovedet, og så tog det mig mindre end fire måneders intenst arbejde at skrive første udkast til Nøglebarn.

Og dér tænkte jeg; hvordan kan det være at min far med dén slægtshistorie bare få generationer senere ender i et noget mere beskedent og knap så vellykket livsspor?

Det er fire generationer af fædre og sønner fra samme familie: Udover den netop debuterede romanforfatter Morten Pape og hans far, som vi kender og husker fra skildringen i Planen, møder vi også farfaren, der går under navnet Chaufføren, og dennes far, Ingeniøren, som altså er Mortens oldefar. Det er de fire personer vi følger tættest i romanen som en fortællermæssig stafet, der skifter mellem tid og sted gennem næsten fem årtier.

Hele intentionen med at skrive Nøglebarn fandt jeg netop gennem fortællingens kronologiske startpunkt om min oldefar. Han var en af landets mest respekterede og berygtede civilingeniører med speciale indenfor vandkemi. I flere årtier arbejdede han som chef på Københavns Vandforsyning og boede i en stor villa nord for København med tjenestefolk og det hele. Og dér tænkte jeg; hvordan kan det være at min far med dén slægtshistorie bare få generationer senere ender i et noget mere beskedent og knap så vellykket livsspor? Hvorfor brød min farfar sin sociale arv i negativ forstand, og gav det videre til min far? Svaret var så smertefuldt, komplekst og sorgbetonet, at jeg pludselig fik et helt nyt blik på min far, og de generationer der kom før os begge. De generationer, der har været med til at forme os som de mennesker, vi hver især er endt med at blive. Det gav mig også et helt nyt perspektiv på den knap så heltemodige rolle min far indtager i netop Planen, som jeg jo havde nydt stor anerkendelse og succes på baggrund af. Og netop min fars reaktion på at læse Planen danner rammen for den nutidsfortælling, jeg synes passer så fint med den tilbageskuende skildring af vores nærmeste forfædre. Nøglebarn er på den måde en spejling og en bearbejdelse af Planen – en fortælling om, hvor lidt der skal til, før en familie går i opløsning, og hvordan svigt nedarves fra generation til generation, som løb det nærmest i blodet. Det ville jeg gerne fortælle om med afsæt i min egen slægt, og som både en udvidelse såvel som en slags korrektiv bearbejdelse til netop Planen. Et nutidsspor med en ensom mønsterbryder, der lader til at være på toppen, og så fortidssporet om en negativ mønsterbryderfortælling.

Det var den eneste gang, at jeg mærkede den særlige overlegne glæde ved at tilluske sig en lille forlomme i livet.

Stort set intet. Det havde aldrig rigtig interesseret mig eller pirret min nysgerrighed. Jeg vidste indtil da kun, at min farfar havde været taxachauffør, og at da jeg var barn kunne vi nogle gange få en vogn lidt hurtigere, når vi ringede til centralen og sagde vores fulde efternavn i forbindelse med bestillingen. Det var den eneste gang, at jeg mærkede den særlige overlegne glæde ved at tilluske sig en lille forlomme i livet. Men ellers vidste jeg intet. Det har ikke rigtig interesseret mig at gå op i min slægts historie, på samme måde som jeg ikke rigtig går op i dressur eller vandpolo.

Efter at have dykket ned i alle de tilgængelige informationer, der findes om min fars familie, og dernæst gjort mit bedste for at leve mig ind i deres følelsesliv og genskabe en slægtsfortælling, som jeg efter bedste overbevisning tør fremstille som plausibel fiktion, forekommer det mig meget tydeligt, at der i min fars familie runger et stort ekko af svigt og sorg, og at der derfor tegner sig et klart billede af resignerede relationsmønstre mellem især fædre og sønner af forskellige årsager.
Det har nok lært mig at have en større ydmyghed og respekt over for de liv, der kom før mig og som, alt andet lige, med et langt genetisk tilløb også har været med til at forme mig. Det har fået mig til at overveje, om jeg reelt er mønsterbryder, eller om jeg sidder fast i det. For selvom jeg tydeligvis på nuværende tidspunkt har opnået en anden økonomisk, såvel som social og kulturel position end mine forældre, så betyder det jo ikke, at jeg selv er komplet ude af stand til at reproducere de mønstre og bevægelser i en negativ forstand igen.
Dén slags forbehold og respekt for forældreskabets potentielle ødelæggende kraft, har måske også været en af grundende til at jeg ikke selv, som den eneste i søskendeflokken, har fået børn endnu. På en måde har jeg altid haft en iboende frygt for, at jeg ikke ville være god nok, selvom jeg på mange parametre har klaret mig ganske fint i tilværelsen. Ved at skrive Nøglebarn er det som om, at dén frygt har fået en slags adresse. At jeg er blevet bekræftet i, at det altid har været vanskeligt at være nogens far såvel som søn.

Da jeg først fik hul på bylden og forstod, at der skulle blive tale om et tobindsværk, flød det ret godt. En masse tekst jeg i forvejen havde syslet med, blev enten kasseret eller flyttet over til næste roman. Undervejs i skriveprocessen måtte jeg jonglere med en masse datoer og årstal og holde mig indenfor de nøglebegivenheder fra virkeligheden, som jeg ville bygge romanen op på. Jeg lavede ret hurtigt et intuitivt fortælle-skelet, som blev fulgt rimelig meget til punkt og prikke, og skrev det første udkast på mindre end fire måneder. På den måde mindede processen meget om dengang, jeg afsondrede mig selv og skrev Planen.
Der blev ikke ændret meget i strukturen eller i karakterernes bevægelser under den efterfølgende redigeringsproces. Det er muligvis det mest helstøbte første udkast, jeg indtil videre har skrevet. Og det har igen bekræftet mig i, at en stor del af enhver skriveproces ikke nødvendigvis handler om, at man død og pine skal sidde og skrive 3-5 sider om dagen lige meget hvad. For mig er der kolossal forskel på at rent faktisk skrive og på bare at taste i blinde. Nogle gange må man være tålmodig ensom i sin egen rastløse og dybt frustrerende tankevirksomhed længe, før det pludselig står klart for én, hvad meningen med galskaben egentlig er.

Så jeg er nødt til lette lidt på pedalen, standse op og reflektere over den person jeg er blevet, før jeg kan komme videre igen og tage mit forfatterskab de steder hen, som jeg ønsker.

Det føltes nødvendigt, uden nødvendigvis at føles særlig godt. Men jeg havde brug for at nedfælde nogle overvejelser over, hvad de sidste ni år som forfatter har gjort ved mig og betydet for mit liv. Det er ikke ligefrem gået stille for sig. Så jeg er nødt til lette lidt på pedalen, standse op og reflektere over den person jeg er blevet, før jeg kan komme videre igen og tage mit forfatterskab de steder hen, som jeg ønsker. Hvilket er: langt, langt væk fra mig selv i udgangspunktet. Men det føles altid intimt og lidt privat at skrive; både når jeg fremstiller mig selv som karakter, eller når jeg ”gemmer” mig i de karakterer jeg har arbejdet med i mine andre, mere rendyrkede fiktive romaner.

De 3 F’er: Familie, forsoning og forurening. Romanen lægger ud med min oldefar, vandkemikeren, og det forurenede vand han kæmpede så inderligt for at blive klog på og rense for bakterier og andre skadeligheder. Det forurenede vand bliver en metafor for alt det, der senere flyder gennem årene gennem familiens kamp for at forsone sig med hinanden og deres skæbner.

Faktisk begynder hele nysgerrigheden omkring min fars familie, da jeg ved et tilfælde bliver gjort opmærksom på, at min oldefar, tilbage i 1940’erne, havde arbejdet med netop Carl Th. Dreyer. De samarbejdede på en kort oplysningsfilm om forurenet vand ude på landet. Historien om den kortfilm viste sig at være meget dramatisk og kontroversiel, da den faktisk blev forbudt at vise. Det gjorde mig jo naturligvis enormt nysgerrig, og det var hele startskuddet til romanens tilblivelse. Og så fylder en af Dreyers måske mest succesfulde film en helt særlig rolle senere i romanen, da den på næsten uhyggelig profetisk vis taler ind i nogle af karakterernes helt store smertepunkter. Umiddelbart skulle man ikke tro, at min familie havde meget med drikkevand og Dreyer at gøre, men her bliver man forhåbentligt både overrumplet og rørt over sløjfen på det hele…

Hende skylder jeg en kolossal tak.

Det må man sige. Jeg har kæmpet mig igennem flere af min oldefars gamle akademiske tekster om både Limfjordens gunstige forhold for livet som en østers, såvel som mere hardcore videnskabelige redegørelser om netop spildevand og forskellige renseanlæg. I netop én af disse tekster fandt jeg en særlig og vigtig kilde til min oldefars store akilleshæl, og selvom det var en tung, videnskabelig sproglig oplevelse, blev jeg underholdt, som var det en spændingsroman, idet lagene ind til min oldefars professionelle liv og kriser åbenbarede sig for mig.
Derudover er rigtig meget af researchmaterialet indhentet fra min halvstorebrors mor, der har bedrevet slægtsforskning om min fars familie gennem mange år. Uden hende og al hendes opsparede viden og massevis af dokumenter, ville denne roman nok aldrig være blevet til. Hende skylder jeg en kolossal tak.

Jeg tænker egentlig mere over, hvordan mine værker vil blive læst og modtaget blandt mine mange små niecer, når de en dag når en alder, hvor de forhåbentligt orker at samle deres onkels alt for store romaner op og læse dem. Og hvis jeg selv får børn, vil jeg også være ufattelig nervøs for, hvordan det vil påvirke deres syn på mig at læse især de meget personlige romaner, jeg har skrevet. Jeg har jo slet ikke haft dét langsigtede lys på, mens jeg har skrevet de her bøger. Heldigvis.
Jeg har ikke noget stort behov for at vide, hvor mit forfatterskab en dag vil blive husket eller rangeret. Men det gør mig meget stolt at vide, at flere af bøgerne bliver læst som pensum i folkeskolen og på gymnasier. Det kan jo enten betyde to ting; at der er en hel generation af unge mennesker, som en dag vil tænke på mit navn med gru og opgivenhed, eller som måske har fået en læseoplevelse, de har taget med sig videre i livet. Indtil videre har jeg heldigvis kun anekdotisk og empirisk belæg for at tro det sidstnævnte.

Der kom nogle sandheder på bordet, som rystede mig. Mere kan jeg ikke fortælle på nuværende tidspunkt.

Den største overraskelse kom, da jeg langt henne i processen ikke længere kunne udskyde at mødes med min far og min mor og fortælle dem, hvad jeg havde gang i. Der kom nogle sandheder på bordet, som rystede mig. Mere kan jeg ikke fortælle på nuværende tidspunkt.

I romanen er min far et nøglebarn; et barn der selv havde nøglen til hjemmet, og som måtte låse sig ind på egen hånd – typisk fordi forældrene ikke kunne være hjemme, når børnene var færdige med at være i skole og institution. Det er derfor også min far som lille, der pryder forsiden på romanen. Men der er også en dobbelthed i titlen, for måske er der i romanens fortælling et andet og helt særligt barn, der er nøglen til at forstå min fars families historie, og hvorfor det gik dem, som det gik.

Jeg håber først og fremmest at læserne har følt sig engageret og opslugt af karakterernes emotionelle rejser, og dermed har følt, håbet og heppet på dem gennem alt det tykke og tynde i romanen. Jeg håber, at de mange mennesker, der har læst Planen, nu forstår min historie i et dybere og forhåbentligt større format med alle de nuancer, der ikke var skildret i den. Og hvis man for første gang læser mig via Nøglebarn, så håber jeg, at det giver lyst til at læse videre i mit forfatterskab – eller bare vente tålmodigt på den næste. For jeg har på fornemmelsen, at den næste roman om min mors familieliv snildt kunne gå hen og blive noget ganske særligt. Apropos førnævnte overraskelser…