Ligesom min forrige roman dykker ’Månebarn’ undersøgende ned i min families fortid, og handler denne gang om min mor og bedstemor. To stærke og meget ensomme kvinder, hvis psykiske lidelser blev ignoreret, negligeret eller helt overhørt. Det er en bog om at overleve ikke bare som menneske, men mest af alt som en moderskikkelse, men den handler også om systemer, der ikke ser, og mennesker, der til sidst ophører med at række ud.

Det er også en fortælling om mig selv, fordi jeg på flere måder er formet af disse kvinders livsbane og smerte, og ligesom i ”Nøglebarn” krydsklippes der også til en mere personlig skildring fra mit eget liv tilbage i 2015, da jeg over en periode boede på en sofa hjemme hos netop min bedstemor, mens min debutroman udkom og alt forandrede sig mellem ikke bare mig og omverden, men også mellem mig og min familie.

Vi møder min mor og Bedste – to kvinder med hver deres kamp mod depression, selvmordstanker og omverdens kulde. Fortællingen i fortiden starter med min mor som en lille pige, der vokser op i et utrygt hjem, der domineres af patriarken, min morfar, som i romanen blot hedder Smeden. Min mors barndom er præget af både fysisk og psykisk vold, og det sætter sine spor i både hende og i særdeleshed også i min Bedste senere i livet. Læseren stifter bekendtskab med mændene i min mors liv, deriblandt min far, hvis liv vi har fået skitseret i forrige roman. Derudover møder vi som nævnt også mig: hovedpersonernes barnebarn og førstefødte, der skal til at romandebutere med en skildring af sin egen opvækst – men uden på dét tidspunkt at have noget indblik i, hvad det er for skæbner og fortællinger, der har prægets hans forældres barndom og livsvilkår.

Romanen undersøger, hvad vold og undertrykkelse gør ved mødre og døtre, og hvordan det følger dem gennem hele livet, selv længe efter de har sat egne børn i verden. Det er en fortælling om depression som mere end bare en sygdom, men en komplet invaliderende dæmon, der suger al gejst, livsglæde og handlekraft ud af en. Et begreb jeg synes passer godt til romanens tematikker er ”sørgelighed”, fordi ordet ”lighed” indgår. For romanen stiller også et svært spørgsmål angående lidelsernes hierarki – både individuelt og på et større, samfundsmæssigt plan. Især den sociale ulighed i, hvem der får lov til at være offer. Annie Ernaux skriver et sted, at man enten tier, glemmer – eller skriver. Jeg har skrevet, fordi det, min mor og mormor gik igennem, ikke må forsvinde i glemsel. Romanen kredser om det svigt, der ikke larmer, men som går i arv. Om klassernes usynlige skævhed, og hvordan psykisk smerte ikke vurderes neutralt, men socialt.

Det har været et nødvendigt projekt. Jeg har længe levet med fornemmelsen af, at min mors smerte aldrig blev taget alvorligt. At hun ikke “vandt konkurrencen” i lidelse. Nogle mennesker kan miste retten til deres egne lidelser, fordi de ikke er nyttige for nogen. Min mor oplevede netop det. Hun rakte ud efter hjælp, men hendes smerte passede ikke ind i systemets kategorisering og hierarki. Hun havde det simpelthen for godt i forhold til de andre, som systemet måtte tage sig af. Månebarn er min protest mod det, og mit forsøg på at gøre hendes liv og smerte til noget, man ikke kan overse. Derudover har arbejdet med denne roman betydet, at jeg nu har leveret et litterært 360 graders blik på ikke bare mine egne opvækstvilkår, men også begge mine forældres. Det har bragt mig et bedre og blødere sted hen, end før jeg skrev romanerne. Et sted fuld af medfølelse og forståelse. Et sted hvor min egen vrede ikke længere kan tillade sig at overdøve den større sammenhæng. Jeg har stirret ned i det mørke, jeg altid har frygtet en dag også ville overtage mig, i et forsøg på at tøjle det.

Formen er langt hen ad vejen sammenlignelig med Nøglebarn i den forstand, at den også består af et fortids- og nutidsspor, der væves ind i hinanden på tværs af tid, generationer og karakterer. Men jeg synes også formen i denne roman er mere reflekteret, til tider essayistisk, og den indeholder desuden et dialogbåret metaspor mellem min mor og jeg fra den periode i starten af året, hvor jeg skrev på romanen og havde flere samtaler med hende om hendes liv og sygdom. Så på nogle måder ophæver romanen sin egen fiktion visse steder, og bliver forhåbentligt interessant og flertydig, i og med at det i høj grad også er en roman om, hvordan man skriver en roman om sit eget liv og ophav. Dét greb fandt jeg meget kærkomment og rammesættende – for jeg kunne umuligt ignorere den konstruktion, som fortællingen jo også er. På den måde er det måske en mere ærlig bog end den forrige. Derudover er der også hele passager og kapitler, hvor sætninger nærmest bliver rablende og skubbet ud på et sidespor i takt med at hovedpersonens sind ligeledes ”skrider” ud af kurs.

Jeg vidste noget, men ikke nok. Jeg havde set meget, og forstået alt for lidt. Men først, da hun fortalte mig om sit selvmordsforsøg – 150 piller – gik det op for mig, hvor meget der var blevet gemt væk. Ikke bare fra omverdenen, men også fra mig og mine søskende. Så arbejdet med romanen blev også en rejse ind i hendes erindringer, i vores fælles historie, og ikke mindst opdagede jeg, at det er min mors psyke, jeg mest af alt har arvet og minder om.

Der findes mange som hende. Mange, hvis lidelser ikke bliver opfanget, fordi de kommer fra det forkerte sted, taler det forkerte sprog, eller bare ikke larmer nok. Samfundet har til tider et selektivt blik for lidelse. Jeg ville gøre op med det, og måske kan mange spejle sig i min mors situation. På den måde håber jeg også at kunne give kvinder som hende noget krav på opmærksomhed.

Jeg har talt længe med min mor. Men jeg har også researchet i mig selv. I barndommens stemninger og minder. Månebarn er på mange måder en genfortælling af Planen, men set og oplevet gennem min mors øjne. Dét greb ind i fortællingen kunne jeg godt lide.

Ligesom med den forrige roman er det lidt dobbelttydigt, så jeg vil ikke afsløre for meget. Månen reflekterer solens lys, men har ingen egen glans. Deri ligger noget smukt, men også noget sørgeligt. Det blev et billede på min mors liv. Men helt oprindeligt optræder titlen på grund af, at min Bedste kaldte min mor for et månebarn, fordi hun blev født på en bestemt måde.

De er en samlet fortælling om klasse, arv og overlevelse gennem familiegenerationer. Og så er de tre bøger tilsammen en forhåbentligt nuanceret skildring af mit eget liv og dem, der har stået mig nærmest. I Planen påstod jeg at have svaret på, hvem jeg og min familie var for nogle. Men jeg havde ikke stillet de rette spørgsmål om, hvordan vi var blevet dem, vi var. Det gør jeg op for med de to næste romaner om henholdsvis min far og min mor, og dermed udfordrer jeg min egen oprindelige præmis om, hvad min sociale arv egentlig er. For den er langt mere end bare bolig- og socialpolitik og andre ydre, politiske strukturer. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om nedarvede traumer og vold. Om alle de usynlige strukturer, der er noget nær umulige at nærme sig rent politisk; dem, der findes i vores blod og psykologi. Dem, man ikke kan lovgive imod.

Det har været tiltrængt, for der skete så meget med mit liv dengang, at jeg ikke altid helt kunne holde styr på, hvilken retning jeg selv havde kurs mod. Jeg har fået et klarere blik for, hvor jeg selv kom fra på det tidspunkt. Hvorfor jeg skrev. Og hvad det kræver at skrive sig fri af noget, man stadig er viklet ind i. Men det var også hårdt at genbesøge, for på mange måder er der et før og et efter Planens udgivelse – også for flere af mine familiemedlemmer. Og så var det både hårdt, men også meget smukt at genbesøge tiden, hvor jeg boede hos min Bedste. Når jeg ser tilbage på det, er der noget næsten poetisk i, at jeg boede hjemme hos hende, der altid var mit kærlighedens anker i barndommen i lige netop dén periode, hvor min barndom pludselig blev en slags litterær begivenhed. Jeg savner hende hver eneste dag, og har tænkt meget på hende, mens jeg skrev denne roman.

Jeg har spurgt om lov. Det var det første og vigtigste. Min mors samtykke var ikke bare en formalitet – det var en etisk nødvendighed. Men derudover har jeg også måttet acceptere, at litteratur altid er en fortolkning. At jeg som forfatter foretager en henvendelse, og den skal så vurderes og bedømmes af en lang række modtagere. Og jeg må også acceptere, hvis andre ikke accepterer den fortolkning, jeg formidler. Det er en risikovurdering, jeg hele tiden må afveje. Men selvom jeg forsøger at skrive om virkeligheden, så skriver jeg ikke med ønsket eller håbet om, at det skal være dokumentarisk. Mit ærinde som forfatter er først og fremmest litterært og undersøgende. Hvis man på forhånd vidste, hvad der skulle stå i en roman, hvorfor så overhovedet skrive den?

Jeg gør mig umage for at skrive med indlevelse og solidaritet, såvel som med respekt og værdighed. Samtidig er det mig også magtpåliggende at være ganske nådesløs og fri, for kun derved kan man nærme sig noget, der virker sandt for afsenderen, dvs. den forfatter, der henvender sig med sit sprog. Jeg skriver om mennesker, jeg elsker, men som også har været i smerte – og som har påført andre smerte. Det kræver balance. Det er den knivsæg mellem orden og kaos, som al god kunst skabes ud fra.

Min mor har læst med fra første udkast. Hun har sagt, at hun elsker den; at hun ikke kunne have skrevet den bedre selv. At det er som om, jeg har været inde i hovedet på hende. Jeg tror, hun virkelig føler sig set med den her roman. Måske føler hun sig for alvor set for første gang -Ikke som et offer, men som et menneske, der forsøgte og gjorde sit bedste. Men det er ikke tilstrækkelig en karakteristik – for mig er hun en helt, der har gennemgået noget ufattelig svært uden at slippe blikket for hendes primære rolle som mor. Og nu som både farmor og bedstemor. Det er det, jeg gerne vil give hende. Og give videre.

At de ser anderledes på dem, der ikke larmer. At de mærker, at smerte ikke kan måles i decibel eller ordforråd. Og at de forstår, at nogle mennesker bruger al deres energi på bare at holde sig oprejst. Dem skylder vi at lytte mere til.

At jeg nok længe har taget fejl, hvad angår min far. Jeg skal slet ikke være nervøs for at ende ligesom ham. Det er min mors side af familien, jeg minder mest om. På godt og ondt. Der er en form for fred i at se den slags overhængende risici fra sin fortid i øjnene. Det er et godt udgangspunkt, hvis man vil bestræbe sig på at tage magten over det, man var magtesløs overfor. Det har jeg mærket. Mildhed og taknemmelighed – over mit eget liv, og over at min mor stadig er i live.

Måske. Men ikke nu. Jeg har lovet min mor at komme lidt videre, se fremad mod noget andet end det, der findes i fortiden. Jeg vil gerne kigge udad igen i mit forfatterskab, og jeg føler også, at de to seneste romaner markerer en slags kreativ bro hen mod dette mere udadvendte blik. Men jeg tager altid min historie med mig. Den er min brønd, jeg i ny og næ jo altså er nødt til at rense og passe godt på.