Politikens Forlag præsenterer

Anbefaling

Forside / Pjattet med romaner? / Anbefaling: Fri kærlighed

Her får du Julies anbefaling af Tessa Hadleys Fri kærlighed.

En lidenskabelig opvågnen

Vi møder familien Fischer i slutningen af 1960’erne. Roger, der har et velbetalt job i udenrigsministeriet, den hjemmegående elskværdige husmor Phyllis, to børn, den førstefødte, teenagedatteren Colette og nummer to, gulddrengen Hugh. Vi møder dem alle på en smuk sommeraften, pakket ind i en pæn og nydelig villa i en af Londons forstæder.

Denne aften venter familien en middagsgæst og det bliver en aften, der kommer til at ruske op i den lille, fredfyldte familie. Den unge mand, Nicholas, der træder ind i deres hjem til middag, er søn af en gammel ven af familien, og Roger føler det derfor som en pligt at invitere ham på middag. Phyllis holder af rollen som værtinde og har intet mod at opvarte gæster, og selvom Nicholas er en time forsinket og småberuset da han ankommer, sørger Phillys for at være den smilende og venlige værtinde.

Midt under den lettere akavede middag ringer en nabo, der sender middagsselskabet på jagt efter nabodrengens forsvundne sandal, og midt i den lune, mørke sommernat sker der noget mellem Phillys og Nicholas, der starter gnisten til et lidenskabeligt bekendtskab.


Phyllis indser på denne skæbnesændrende aften, at der er andre måder, hvorpå man kan leve sit liv end bag villaernes høje hække, og hun indser ikke mindst, hvordan hun gerne vil leve sit liv. Disse nyfundne følelser vækker hende til live i en grad hun ikke før har prøvet i sit 40-årige liv. Denne aften, hvor Nicholas kom til middag, leder til en række af begivenheder, hvor Phyllis sætter sig selv først, og til sidst ender med at træffe et valg, der ikke er velanset i den pæne forstadsverden. Næsten metaforisk sætter hun både sig selv og kærligheden fri, og inspireret af hippiebevægelserne og ungdomsoprøret, der står i fuldt flor i det midterste af London, blomstrer hun som kvinde.

Vidunderlig som den klimatiske åbningsscene er, kommer Tessa Hadleys rigtige genistreger dog først senere i bogen. For ikke alt er rosenrødt selvom kærligheden sættes fri. Langsomt, kapitel for kapitel, går der nogle ting op for læseren, som karaktererne først finder ud af væsentlig senere i bogen. Fri kærlighed er en tragikomisk fortælling om, hvordan verden kan spille en et pus, og som læser venter man i spænding på at se, hvordan personerne kommer til at reagere, når sandhederne kommer frem i lyset og det gør, at siderne vender sig selv i bogen.
Både Roger og Phyllis bliver udsat for en gåde, som de ikke ved de skal løse. Gåder, som Tessa Hadley smukt fremskriver, så læseren meget hurtigt er med på, hvilken tragedie der lurer.

Fri kærlighed gør på mange måder læseren bevidst om, at man gerne må elske hvem man vil, og at begær, længsel og lyst er valide følelser man godt må handle på – men i titlen ligger der også det, at man skal sætte kærligheden til sig selv fri og give sig selv den kærlighed man fortjener.

Bogen anbefales til alle der har interesse for kvindefrigørelse, ungdomsoprør i tressernes London og til alle som holder af et godt tragikomisk plottwist.

Læs også det store interview med forfatteren bag bogen, Tessa Hadley.

Kom tættere på Tessa Hadley her

Find masser af inspiration her