Brevet ankommer en fredag. Opsprættet og lukket igen med et klistermærke. Det siger sig selv. Sådan er det med alle breve: Gennemlæst for din sikkerheds skyld, PACT. Det havde skabt forvirring på postkontoret, da medarbejderen åbnede brevet, gennemlæste det og derefter gik til først sin teamleder med det, dernæst chefen. Men til sidst blev det vurderet uskadeligt og ekspederet videre. Ingen afsender, kun stemplet i New York, NY for seks dage siden. Udenpå hans navn – Bird – og derfor ved han, at det er fra hans mor.
Han har ikke været Bird i lang tid. Vi opkaldte dig efter din fars far, Noah, har hans mor sagt. Men Bird var mere dig. Han kunne identificere sig med det, når han sagde Bird. Som en, der ikke hørte til ved jorden. Lille og let. Kvidrende og lys. Skolen havde ikke været begejstret. Man kan ikke hedde Bird, havde de sagt, han hedder Noah. Hans børnehaveklasselærer var rasende: Han svarer ikke, når jeg siger hans navn. Han reagerer kun på Bird. Det er, fordi han hedder sådan, sagde hans mor. Han reagerer på Bird, så det vil jeg foreslå, at I kalder ham, uanset hvad der står på dåbsattesten. Hun fandt en tuschpen frem og stregede Noah over, hver gang han havde en opgave med hjem, og skrev Bird på den stiplede linje i stedet for.
Sådan var hun: kampklar og utrættelig, når det gjaldt hendes barn. Til sidst havde skolen overgivet sig, selvom hans lærer blev ved med at sætte anførselstegn omkring navnet, som om det var et dæknavn. Kære “Bird”, husk at få din mors underskrift. Kære mr. og mrs. Gardner, “Bird” er høflig og arbejder godt, men skal huske at række fingeren mere op. Det var først, da hans mor forlod dem, at han blev til Noah. Hans far siger, at det er bedst sådan, og vil ikke have, at nogen kalder ham Bird. Hvis nogen kalder dig det, så skal du rette dem. Så siger du: Undskyld, men det hedder jeg altså ikke. Det var en af de mange forandringer, der indtraf, da hans mor var rejst sin vej. Nyt hjem, ny skole, nyt job til hans far. Og et helt nyt liv. Som om hans far ville have, at de blev nogle helt nye mennesker, så hans mor ikke kunne genkende dem, hvis hun kom tilbage. Han var gået forbi sin gamle børnehaveklasselærer sidste år på vejen hjem. Jamen goddag, Noah, sagde hun, hvordan har du det så her til morgen? Og han kunne ikke helt afgøre, om det var selvtilfredshed eller medlidenhed, han fornemmede i hendes stemme.
Han er tolv nu; han har været Noah i tre år, men Noah føles stadig som en fastelavnsmaske, af gummi og ubehagelig at have på, og som han ikke helt ved, hvordan han skal bære.
*
Og nu helt ud af det blå: et brev fra hans mor. Det ligner hendes håndskrift – og ingen andre kunne finde på at kalde ham sådan. Bird. Han kan knap nok genkalde sig hendes stemme efter al den tid, der er gået; når han prøver, forsvinder den for ham som en skygge, der opsluges af mørket. Han åbner kuverten med rystende hænder. Tre år uden så meget som et ord, men nu vil han endelig få det at vide. Hvorfor hun rejste. Hvor hun har været.
Men indeni: ikke andet end en tegning. Et helt ark papir med tegninger helt ud til kanten, ikke større end en mønt: katte. Store katte, små katte, stribede katte og plettede katte og sorte katte med hvidt bryst, siddende katte, poteslikkende katte, henslængte katte. Små tændstiktegninger af den slags, som hans mor plejede at tegne på madpakken engang for længe siden, som dem, han tegner i sit skolehæfte i dag. Nogle enkle streger, men som man kan se, hvad forestiller. I live altså. Ikke mere end det – ikke nogen besked, ikke et eneste ord, bare kat efter kat tegnet med kuglepen. Det minder ham om et eller andet langt væk i bevidstheden, men han kan ikke helt få fat i, hvad det er. Han vender papiret og ser efter noget, der kan hjælpe ham på vej, men bagsiden er helt blank.
Kan du huske noget om din mor, spurgte Sadie ham en dag. Det var ude på legepladsen, øverst i klatrestativet, hvorfra man kunne sætte sig på rutsjebanen. Femte klasse, det sidste år man havde frikvarter. De var allerede vokset fra det hele, legeredskaberne var beregnet til mindre børn. Nede på asfalten så de deres klassekammerater jagte hinanden: En, to, tre, nu kommer jeg. Han kunne godt huske hende, men han havde ikke lyst til at betro sig til nogen, ikke engang Sadie. De to havde det til fælles, at de ikke havde en mor, men det var ikke af den samme årsag. Det var ikke det samme, der var hændt. Ikke ret meget, svarede han, kan du huske din mor? Sadie greb fat i stangen over rutsjebanen og trak sig op, som om hun styrketrænede. Kun at hun var en helt, sagde hun. Bird sagde ikke noget. Alle vidste, at Sadies forældre var blevet frataget forældremyndigheden, og at det var derfor, hun nu boede hos en plejefamilie og gik på deres skole. Der gik alle mulige rygter: At selvom Sadies mor var sort, og hendes far var hvid, så sympatiserede de med asiater og solgte ud af de amerikanske værdier. Der gik også rygter om Sadie: Da myndighederne kom for at hente hende, havde hun bidt en af betjentene og var løbet skrigende tilbage til sine forældre, og derfor havde det været nødvendigt at lægge hende i håndjern. Det var heller ikke hendes første plejefamilie, hun var blevet flyttet mere end én gang, fordi hun ikke opførte sig ordentligt. Selv efter at hun var blevet tvangsfjernet, havde hendes forældre vedholdende forsøgt at vælte PACT, som om det var vigtigere end at få hende tilbage; de var blevet anholdt og sat i fængsel. Der gik nok også rygter om ham, men dem havde han ikke lyst til at vide noget om. Nå, blev Sadie ved, men så snart jeg er gammel nok, rejser jeg til Baltimore for at finde dem. Hun var et år ældre end Bird, selvom de gik i samme klasse, og det gjorde hun ham opmærksom på ved enhver lejlighed. Gentagelsestvang, hviskede de andres forældre beklagende til hinanden, når de hentede. På grund af hendes opvækst. Selv en frisk start kunne ikke få hende på ret køl. Hvordan, spurgte Bird. Sadie svarede ikke, men efter lidt tid slap hun stangen og lod sig dumpe ned ved siden af ham, et lille, trodsigt bæst. Året efter, lige da sommerferien startede, var Sadie forsvundet – og nu i sjette klasse er Bird alene igen.
Den er lidt over fem: Hans far kommer snart hjem, og hvis han opdager brevet, vil han få Bird til at brænde det. De har ikke nogen af hans mors ting, ikke engang hendes tøj. Da hun rejste, brændte hans far alle hendes bøger i kaminen og smadrede mobiltelefonen, som hun ikke havde taget med sig, og stillede alt andet ud til vejen. Glem hende, sagde han. Næste morgen havde hjemløse ribbet det hele. Et par uger senere lod de også dobbeltsengen stå, da de flyttede hen i en lejlighed på universitetsområdet. Nu sov hans far i underkøjen med Bird i den øverste. Han burde selv brænde brevet. Det er ikke sikkert at have noget fra hende. Ikke alene det: Når han ser sit navn, sit gamle navn, uden på konvolutten, går en dør inden i ham op, og han mærker en trækvind. Det sker af og til, at han passerer en hjemløs på fortovet. Så skimmer han den sovende skikkelse for at se efter noget genkendeligt. Sommetider får han øje på noget – et polkaprikket tørklæde, en skjorte med røde blomster, en hue trukket ned over øjnene – og et kort sekund tror han, at det er hende. Det havde været lettere, hvis hun var helt væk, hvis hun aldrig kommer tilbage. Hans fars nøgle kradser ved nøglehullet og lirker sig ind i den tørre lås. Bird piler ind i soveværelset, løfter dynen, stikker brevet ind under pudebetrækket.
Han husker ikke ret meget om sin mor, men så meget husker han: Hun havde altid en hensigt med det, hun gjorde. Hun ville ikke have brugt kræfter på at finde frem til deres nye adresse og løbet den risiko at skrive til ham, hvis hun ikke havde et formål med det. Derfor må brevet betyde noget. Det siger han til sig selv igen og igen.
Hun havde forladt dem, mere ville hans far ikke sige. Og så på knæ for at være i øjenhøjde med Bird: Det er bedst sådan. Glem alt om hende. Jeg går aldrig fra dig, mere behøver du ikke at vide. Dengang vidste Bird ikke, hvad hun havde gjort. Han vidste kun, at han i ugevis havde hørt forældrenes dæmpede stemmer ude fra køkkenet længe efter sengetid. Det plejede at være en beroligende, lavmælt samtale, der fik ham til at falde i søvn i løbet af ingen tid, et tegn på, at alt var, som det skulle være. Men i den sidste tid havde det mere lydt som et tovtrækkeri: først hans far, så hans mor, der forberedte sig på noget, tænders gnidsel. Selv da forstod han, at det var bedst ikke at stille spørgsmål. Han nikkede bare og lod sin far, der var varm og stærk, holde om sig. Det var først senere, han lærte sandheden at kende, den blev råbt til ham på legepladsen og ramte ham som en sten i ansigtet: Din mor er en forræder: D.J. Peirce spyttede på jorden lige ved siden af hans kondisko.
Alle vidste, at hans mor var en ‘Person of Asian Origin’, person af asiatisk oprindelse. Eller en Kung-PAO, som nogle børn sagde – ‘lynstegt’. Det var der ikke noget nyt i. Man kunne tydeligt se det på Birds ansigt, hvis man så efter: alt det, han ikke havde fra sin far, kindbenenes hældning, øjnenes form. Som myndighederne gerne understregede, så var det ikke i sig selv en lovovertrædelse at være PAO. Præsidenten havde ofte sagt, at PACT ikke var et spørgsmål om race, men om fædrelandskærlighed og indstilling. Men din mor opmuntrede andre til oprør, sagde D.J. Det har min far og mor sagt. Hun var til fare for samfundet, hun skulle i fængsel, og derfor stak hun af. Hans far havde advaret ham om det. Folk siger alt muligt, sagde han til Bird. Du skal bare koncentrere dig om skolen. Du siger bare, at vi ikke har nogen kontakt med hende. Du siger, at hun ikke længere er en del af dit liv. Det havde han gjort. Vi har ingen kontakt med hende, min far og mig. Hun er ikke længere en del af mit liv. Indeni knugede hans hjerte sig sammen, så det gjorde ondt. På asfalten lå D.J.s glinsende, skummende spytklat.
Bird sidder ved spisebordet med sine lektier, da hans far kommer hjem. Normalt rejser han sig og giver sin far et kram. I dag tænker han stadig på brevet og sidder bøjet over bøgerne og undgår øjenkontakt. Elevatoren er gået i stykker igen, siger hans far. De bor øverst oppe på tiende sal på et af kollegierne. Det er i en af de nyere bygninger, men universitetet er så gammelt, at selv de nye bygninger er umoderne. Vi lå her, før United States overhovedet var blevet opfundet, plejer hans far at sige. Han siger vi, som om han stadig er ansat som lektor, selvom det efterhånden er flere år siden. Nu arbejder han på forskningsbiblioteket, hvor han står i udlån og sætter bøger på plads, og til stillingen hører en embedsbolig. Bird ved godt, at det er et frynsegode, hans fars timeløn er lav, og midlerne er få, men han opfatter ikke lejligheden som en bonus. Før havde de et hus med have. Nu bor de i en beskeden toværelseslejlighed: et soveværelse, hvor både han og hans far sover, og en stue med tekøkken i den ene ende. To kogeplader; et minikøleskab så lille, at en liter mælk ikke engang kan stå på højkant. På etagerne under dem flytter studerende ind og ud; hvert år får de nye naboer, og så snart de har lært dem at kende, er de væk igen. Om sommeren er der ikke klimaanlæg; om vinteren er radiatorerne alt for varme. Og når elevatoren går i stykker, må man tage trapperne op og ned. Nå, siger hans far. Han tager fat i slipseknuden for at løsne den. Jeg siger det til viceværten. Bird bliver ved med at se ned i sine lektier, men han kan mærke sin fars blik. Hans far venter på, at han skal se op. Han tør ikke. I dag i engelsktimen: Forklar i én sætning, hvad PACT står for, og hvorfor loven er afgørende for nationens sikkerhed. Giv tre konkrete eksempler. Han ved præcis, hvad han bør svare; de har det på skemaet hvert år. The Preserving American Culture and Traditions Act – loven for bevarelse af amerikansk kultur og tradition. I børnehaven kaldte de det løftet: Vi lover at passe på de amerikanske værdier. Vi lover at passe på hinanden. Hvert år lærte de det samme bare med mere avancerede fraser. Lærerne plejede uden at skjule det at se på Bird imens, og så vendte resten af klassen sig også om for at glo.
På dansk ved Lisbet Kjær Johansen
Blev du også fanget af historien om Bird og hans forsvundne mor?
