”Hele romanen rummes på sin vis i den første sætning: ”Engang havde jeg syv fædre på syv år.” Det efterfølgende spørgsmål om sandhedsværdien plejer at besvare ved at citere tredje sætning: ”Hvis noget lyder opfundet, kan du være sikker på at det er sandt.” Jeg har aldrig forsøgt at skjule, at romanen er dybt forankret i virkeligheden, jeg voksede op omgivet af nogle utrolige karakterer.”
”Den fik jeg allerede som barn. Der findes en del forfærdelige episoder i den her fortælling, og jeg husker, at selv som barn, midt i alt det forfærdelige, kunne jeg tænke: dette er en god scene! Og lod den fælde sig som en del af mine minder. Jeg var på den måde et ubehageligt barn. En lille content manager. Det, der er kommet til med årene, er vel humoren. Jeg kunne ikke fortælle historien, før jeg kunne se humoren i den.”
”Tyven, eftersom at minderne om ham var lidt vel ubehagelige at trampe rundt i. Den syvende og sidste var også vanskelig, men af andre årsager. Han var slet ikke lige så uduelig, som de andre og derfor en svag karakter. Han prøvede i det mindste at opdrage mig og lære mig noget om verden, så han betød nok mest. Samtidig er det ikke en fordømmende roman, jeg synes, at der en varme for alle karaktererne, selv dem, som måske ikke fortjente det. Jeg har forsøgt at finde lyset i hver og en af dem.”
”Jeg hørte ofte min mor og hendes veninder sige: ”satans mænd”. Det var næsten et mantra, de tog til sig. Til tider med tårerne trillende ned ad kinderne, andre gange mens de grinede og røg under emhætten, i ny og næ for sig selv, som en næsten uhørlig udånding bag rattet i bilen.”
”Det er nok en lidt trættende betragtning … men der var sikkert noget opbyggeligt i, at børn fik lov til at løbe frit rundt uden voksenovervågning. Man kunne gå hjemmefra en morgen, lige ud i skoven og være sporløst forsvundet i fem timer. Det ville mine børn aldrig få lov til, og man kan antage, at den manglende tillid på en eller anden måde er skadelig. På den anden side er den nostalgiske drøm om børn, der opdager verden på egen hånd lidt forvrænget af tidens gang. Det er jo en kendsgerning, at børn dengang oftere omkom i ulykker, at de druknede i en dam eller brændte op på taget af en togvogn, de klatrede på. Det er svært at pege på nogen kulturel forandring, som kun er til det bedre. Det eneste, jeg kan komme i tanke om, er vel det der med, at man i 80’erne delte søskende op, som en del af bodelingen, når forældrene blev skilt, ”du får den, så tager jeg den”, at man splittede søskende ad. Det var jo bare sindssygt.”
”Barnets blik er behændigt, når man skal fortælle en historie, eftersom børn ikke dømmer. Barnet ved jo ikke, hvad der er rigtigt eller forkert, og jeg forestiller mig, at det gør fortællingen mere interessant. Læseren kan håndtere dommen på egen hånd. Desuden er børn jo ikke rigtig kloge, indimellem er de som små psykopater, og det gør dem sjove.”
”Hvis jeg skal sige noget højtravende, så håber jeg, så håber jeg vel, at de finder en slags lyst til at tilgive dem, der har begået fejl. For mig er voksenlivet en kronisk choktilstand over livets kompleksitet, men opdagelsen af, hvor svært det er at leve og gøre alting rigtigt, har også frataget mig retten til at dømme dem, som ikke er så gode til det. Og det er beroligende. Jeg håber, at den tilstand smitter af.”
”Den forfatter, som har været vigtigst for mit forfatterskab, er nok Erlend Loe. Der skete noget afgørende i mig, da jeg læste ”Naiv.Super” (1999). Jeg tænkte: Kan man få lov at skrive sådan? Jeg siger ikke, at jeg har Loes talent, men jeg føler en slags slægtskab med hans syn på verden.”
”Som en drøm. Man må vel antage, at en form for katastrofe lurer rundt om hjørnet. Det er bedst at blive deprimeret med det samme, så undgår man chokket.”
Andrev Walden
