Ligesom i Annas sang har jeg i Sommerfuglens stemme ladet mig inspirere af mine oldeforældre og deres efterkommere. Det var så sjovt at være i det univers, at jeg vidste, jeg måtte bruge det til noget mere. Denne gang har jeg opfundet en kusine til Anna, Ruth, og ladet romanen være fortællingen om hendes lidelser under krigen, og hvordan de oplevelser sætter deres markante følelsesmæssige præg på både datteren Lilian og barnebarnet, Alexander.
En stemme fra fortiden knitrer ham i møde.
I romanen følger vi både et fortids- og et nutidsspor. I 1943 sendes den 24-årige, talentfulde operasanger, Ruth Koppelman til Theresienstadt, en af nazisternes gudsforladte lejre. Her holder kærligheden til musikken hende oven vande. Det samme gør en spirende forelskelse i en smuk jødisk mand. Et halvt århundrede senere indtaler Ruth fra sit jødiske plejehjem i New York sin historie til en knitrende kassettebåndoptager.
I 2015 slås 40-årige Alexander med en fastlåst sangkarriere og et fertilitetsforløb med sin kæreste, Gry, som ikke vil lykkes. Hans umulige mor, musicalstjernen Lilian, blander sig i tide og utide med formaninger og gode råd – kun når det gælder hendes eget ophav, er hun tavs som graven. Men en dag finder Alexander to små kassettebånd på Lilians loft, adresseret til ham. En stemme fra fortiden knitrer ham i møde.
De tre hovedpersoner, Ruth, Lilian og Alexander, er meget forskellige, men de har kærligheden til musikken tilfælles. Det bliver hver deres anker i forhold til deres egen identitet, og det er meget vigtigt i forhold til, hvem de er, men på meget forskellige måder.
I forbindelse med mit arbejde som musiker var jeg ude og interviewe en række overlevende fra Theresienstadt, der var blevet reddet med de hvide busser. Det var fantastisk at møde disse mennesker, meget rørende og dramatisk. Jeg brugte deres stemmer på pladen ’White Buses – Passage to Freedom’, som jeg udgav sidste år. Fælles for deres fortællinger var, at de selvfølgelig anså det for et mirakel at blive reddet, men også at det var forbundet med stor skam, og at de ufrivilligt har givet den skam videre til generationerne efter. Det synes jeg var så spændende.
Han ville gerne tale om de store linjer i verdenshistorien, om Stalin, Hitler og Churchill, men ikke om sine egne oplevelser.
En anden del af inspirationen kom fra det fertilitetsprojekt, som min kone og jeg var igennem, dengang vi gerne ville stifte familie. Vi lykkedes heldigvis med det og har i dag to dejlige døtre, men vi kunne se på de af vores venner, der ikke lykkedes, hvor stor en sorg, det kunne udvikle sig til. Det der med at savne noget, man aldrig har haft.
Så jeg brugte den nevø, der også optræder i Annas sang, som en form for alterego og har leget med, hvad der kunne være sket, hvis jeg var opvokset i en kærlighedsløs familie, og ikke havde den selvtillid, jeg har. Hvordan ville mit liv så have set ud?
Og sidst, men ikke mindst er Sommerfuglens stemme inspireret af en oplevelse, jeg havde som barn. Jeg gik på Freinetskolen og skulle hver uge skrive en fritekst, som man skulle læse op i plenum. Jeg tog ud og besøgte min farfar, komponisten Herman D. Koppel, med min lille båndoptager og spurgte ind til hans barndom. Det ville han gerne fortælle om. Hans forældre, mine oldeforældre, var af polsk-jødisk oprindelse og var kommet til København i 1907. De ville egentlig have været til New York, men pengene rakte ikke. Alt det, ville han gerne fortælle om, men da det kom til Anden Verdenskrig og flugten, familien flygtede til Sverige i 1943, klappede han i som en østers. Han ville gerne tale om de store linjer i verdenshistorien, om Stalin, Hitler og Churchill, men ikke om sine egne oplevelser. For to år siden fandt jeg en pose med nogle af de her kassettebånd, og det var som at få en flaskepost fra fortiden.
Tidsmæssigt er det jo egentlig en prequel, for i Annas sang besøger nevøen Anna i Frankrig i 2019. I Sommerfuglens stemme fortælles nutidssporet fra 2015.
Jeg gik meget bevidst let hen over krigen i Annas sang, fordi det ikke skulle være en krigsroman, men det har altid optaget mig meget, og jeg har læst mange hundrede bøger om Theresienstadt. Jeg havde lyst til at skrive historien om dem, der ikke slap væk, dem det ikke lykkedes at flygte, og for hvem det satte umiskendelige mærker og havde store konsekvenser for deres liv – og også for de efterfølgende generationer. I Annas sang lykkes det familien at flygte, men det gør det ikke for Ruth og hendes far. I Annas sang er det beskrevet kort, at Abraham og hans datter ender i Theresienstadt, og at han dør dernede, men mere bliver der ikke fortalt mere om det.
Det her er fiktion. Sommerfuglens stemme er en fiktionsfortælling, men selvfølgelig med inspiration fra alt muligt levet liv, og inspireret af de her møder med folk, der overlevede. Annas sang havde et meget kraftigt anker i virkeligheden og hele rammefortællingen var sand. Når jeg er blevet spurgt til, hvor meget af Annas sang, der er sand, plejer jeg at sige, at rammefortællingen om de fire brødre, flugten til Sverige og den ulykkelige kærlighed, var sand, men alt hvad der var af tanker, følelser og dialog, er noget jeg har opfundet.
Jamen, det tror jeg altid, jeg har gjort. Lige siden jeg begyndte at interviewe min farfar som 7-8-årig. Det er vildt spændende det med, hvad man kommer af, og hvorfor man gjorde, som man gjorde efter krigen. Mange talte slet ikke om deres oplevelser under krigen. I store avisannoncer var staten ude og opfordre til: ’Tal ikke længere med jeres børn om besættelsen, nu skal vi se fremad’. Man troede, at det var det rigtige at gøre.
Jeg tror, det er vigtigt at vi bliver ved med at beskæftige os med fortællinger, der kan sætte vores egne handlinger i relief og hjælpe os med at reflektere over tilværelsen. Jeg synes, det er enormt interessant, hvad det kan have af langvarige konsekvenser – også for generationerne efter. Hvis vi kigger på Gaza, er der lige nu en hel befolkning, der bliver traumatiseret, og det forsvinder ikke med denne eller den næste generation, og det har stået på i 75 år! Folk, der flygter over Middelhavet. Ved en geografisk tilfældighed, er vi født i den her del af verden. Vi er blandt de 1 procent af verdens heldigste, der kan leve af at lave det, vi synes er sjovt. Vi er enormt privilegerede, hvilket distancerer os fra broderparten af verdens befolkning. Vi kan læse vores Politiken, forfærdes lidt og holde det lidt ud i strakt arm. Sådan er det bare, men jeg synes, at vi skal bruge den velstand og det overskud til at overveje, hvordan rigtig mange andre mennesker har det – og har haft det. Det er måske mit projekt, hvis jeg har et,” forklarer Benjamin Koppel.
Det føltes som en flaskepost fra fortiden
I romanen følger vi både et fortids- og et nutidsspor. I nutiden møder vi barnebarnet, Alexander – en talentfuld sanger, der har slået sig til tåls med et fast job i et tv-band, men som hele tiden føler, det kunne være blevet til mere. En mand der ikke har lyst til at blive voksen.
”Han fester, drikker og tager for mange stoffer og har svært ved at gå helt ind i det fertilitetsprojekt han og hans kæreste, Gry, er i gang med. Noget ligger og skurrer.”
Hans mor, Lilian, er en meget berømt, men selvoptaget musicalsangerinde og skuespiller, og hun er datter af Ruth, som blev taget til fange i oktober 1943 og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt under krigen.
”Det kom der selvfølgelig forfærdeligheder ud af. Traumer der bestemte, at hendes liv ikke blev, som hun havde forestillet sig. Ruth var operasangerinde, men mistede stemmen, lysten til at leve og i virkeligheden også evnen til at elske,” siger Benjamin Koppel, der er meget optaget af forskning om, hvordan traumer passerer ned gennem generationer.
Historien, der opruller hendes liv, indtaler hun til kassettebånd, som hun vil sende til barnebarnet Alexander, hun aldrig har mødt.
”Grebet er inspireret af, at jeg selv som 8-årig tog ud og besøgte min farfar med min lille båndoptager. Han var pianist og flygtede selv under krigen. Han ville gerne fortælle om alt muligt fra sin barndom, men så snart jeg spurgte ham, hvordan det var at flygte under krigen, og hvad det havde betydet for ham, klappede han i som en østers,” fortæller Benjamin Koppel, der i en voksen alder fandt kassettebåndene.
”Det føltes som en flaskepost fra fortiden.”
Benjamin Koppel har også lånt fra sit eget liv og beskriver Alexander-figuren som en slags alterego.
”Jeg har leget med tanken om, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg var født ind i en familie uden kærlighed og havde haft en dårlig opvækst – nå ja, hvis jeg nu manglede selvtillid,” griner han.
”Det kunne måske godt være endt sådan der. Det er det så heldigvis ikke, og derfor har jeg dedikeret romanen til min mor – både så folk ikke tror, at det er mig, den handler om, men allermest fordi det var hende, der åbnede døren til ordenes univers for mig.”
