I Celeste Ngs nyeste roman De savnede hjerter møder vi 12-årige Bird Gardner, som lever et stille liv med sin kærlige, men ulykkelige far, en tidligere lingvist, som nu ernærer sig som bogopsætter på et universitetsbibliotek. Birds mor, kinesisk-amerikanske Margaret, har forladt familien, da Bird var 9 år gammel. Bird ved, at han ikke må stille for mange spørgsmål og aldrig må stikke ud. Lovgivningen tillader nemlig, at dissidenters børn kan tvangsfjernes, og biblioteker fjerner bøger, der kan opfattes som upatriotiske. Heriblandt Birds mors digtsamlinger.
Bird har lært at tage afstand fra sin mor og hendes digte. Han kender hverken til hendes arbejde eller forklaringen på, hvorfor hun er væk, og han ved bedre end at spørge. Men da han modtager et brev med en kryptisk tegning, begynder hans søgen efter hende. Rejsen går tilbage gennem de mange eventyr, hun fortalte ham som barn, via et hemmeligt netværk af bibliotekarer, ind i tilværelsen hos forsvundne børn, og til sidst til New York, hvor en sidste modstand måske er, hvad der skal til for at forandringens vinde endelig blæser.
”Mens jeg skrev begyndte verden at skælve under længe ignorerede advarselssignaler, som i de seneste år har føltes særligt ødelæggende. Historien ændrede sig, mens jeg kæmpede med spørgsmål, der rejste sig fra de opgør, der enten fandt sted – eller blev undveget”
Ifølge Celeste Ng er De savnede hjerter en fortælling om et postdemokratisk USA, der måske slet ikke er så langt fra virkeligheden, som vi kunne ønske os, eller som hun beskriver det i et interview med Weekendavisen:
”Denne verden er ikke præcis som vores, men den er heller ikke ikkevores (…) Jeg har taget virkeligheden og skruet den et lille nøk op,” forklarer hun i interviewet. Hun begyndte at skrive på romanen i 2016, da hun netop havde skrevet Små påsatte brande færdig, og mens hun skrev forandrede verden sig. Præsidentvalget i USA gravede dybere grøfter i et i forvejen polariseret samfund, og en verdensomspændende pandemi vendte op og ned på hverdagen – blot for at nævne nogle af de begivenheder, der satte hendes tanker i gang.
”Jeg tænkte, det var en relativt traditionel roman om en mor og hendes teenagesøn. Men mens jeg skrev begyndte verden at skælve under længe ignorerede advarselssignaler, som i de seneste år har føltes særligt ødelæggende. Historien ændrede sig, mens jeg kæmpede med spørgsmål, der rejste sig fra de opgør, der enten fandt sted – eller blev undveget,” siger hun.
”Det er historien om Bird, en dreng på jagt efter sin elskede mor, og om Margaret, der kæmper for at gøre verden bedre for Bird på trods af omkostningerne for hende selv.”
I De savnede hjerter møder vi et USA, hvor en alvorlig økonomisk krise har forgiftet samfundet med frygt, racisme og uro, og Celeste Ng spurgte sig selv, om vi kan gøre en forskel, og hvordan vi lærer vores børn at gøre verden til et bedre sted, når vi selv har undladt at gøre noget?
”Det, der dukkede op, er De savnede hjerter. Det er historien om Bird, en dreng på jagt efter sin elskede mor, og om Margaret, der kæmper for at gøre verden bedre for Bird på trods af omkostningerne for hende selv.”
Med De savnede hjerter forsøgte Celste Ng at overbevise sig selv om, at der stadig fandtes en menneskelighed derude. At det stadig var vigtigt at forestille sig en bedre fremtid i stedet for at resignere. At selv i samfund, hvor alt synes mørkt, dukker håbet op.
”Resignation er selvfølgelig en naturlig reaktion, når ting går skidt, ik’? Men det føltes meget vigtigt for mig, især set i lyset af problemer, der føles gennemgående, evige og uoverstigelige som racisme og våbenkontrol, at forestille mig, vi kan gøre tingene bedre,” har hun udtalt til American Libraries Magazine.
De savnede hjerter er også en udforskning af andre tematikker, der betyder meget for Celeste Ng.
”Udfordringerne med at finde sin plads i og mellem kulturer, den fragmenterede arv der gives fra forældre til børn. Kunstens magt – og begrænsninger – i forhold til at skabe forandring,” fortæller Ng.
”Fremfor alt er det en historie om mennesker, og især bogelskende mennesker, der svarer igen og vender det forkerte, vi oplever i verden ryggen. Holder en følelse af fælles medmenneskelighed i live i mørke, kyniske og isolerende tider.”
Romanen Små påsatte brande er filmatiseret med Reese Witherspoon i den bærende hovedrolle.