Du kan da ikke bare være havemand, Frank!?
Den første del af titlen refererer til, at romanen blandt andet handler om de mænd, som står tilbage på perronen, når kvinderne er rejst ind til byen for at få en uddannelse, job og karriere – som det faktisk sker i disse år. Den anden del skulle gerne give en idé om, hvor historien udspiller sig, og pege i retning af et par af romanens øvrige temaer: Udkantsdanmark og kultur kontra natur. Og så håber jeg, at der er andre end mig, der synes, at titlen lyder lidt som titlen på en gammel western og er ret sjov, ligesom romanen er.
For jeg synes, både Udkantsdanmark og de mennesker, som bor derude, fortjener sådan en roman.
Hvem er Frank?
Frank er en 35-årig fyr, som aldrig er kommet i gang med at læse videre, efter han forlod gymnasiet. I stedet har han lavet lidt af hvert og er endt med at købe en gammel lastbil og nogle haveredskaber. Så nu er han havemand. Han bor til leje hos en ældre dame, Dorita, som han er chauffør for en gang om ugen, når hun skal i Rema og købe ind. Han har en sød lillesøster, som bor i København, og en ret selvoptaget mor, som bor i Spanien. Det sker jævnligt, at han hænger ud på den lokale kro, hvor Emmi arbejder, og tit tager han med hende hjem, selv om de egentlig ikke er kærester, sådan rigtigt. Og så går han og tænker på, at han vel sådan set også skulle se at komme videre med sit liv.
Bjørn, der er byens mekaniker og Franks bedste ven. De to har kendt hinanden, siden de begyndte at gå i skole. Og så har Bjørn været kæreste med Franks søster, Fie, før hun rejste fra byen, blev jurist og flyttede til København. Og han går stadig og sukker efter hende og kan, når han har fået et par øl, godt lide at påpege, at de sådan set aldrig slog op med hinanden, ham og Fie – i hvert fald ikke officielt. Derudover er der Sara, som Frank kyssede med i gymnasiet og som nu vender tilbage til byen som projektleder for den Naturnationalpark, Naturstyrelsen gerne vil etablere i området. Hun kommer pludselig igen til at spille en stor rolle i Franks liv.
Ny Kistrup er en fiktiv by, som ligger i det sydlige Midtjylland mellem Brande og Grindsted. Stedet er valgt, fordi det – uanset byen ligger så centralt i Jylland, som den næsten kan – repræsenterer et yderområde, det man kalder Udkantsdanmark. Og jeg har fra starten gerne villet skrive en historie, hvor den del af Danmark fremstår mindre trist og dysfunktionel, end den ofte gør både i medierne og litteraturen. For jeg synes, både Udkantsdanmark og de mennesker, som bor derude, fortjener sådan en roman.
Mænd, natur og Udkantsdanmark. Mænd, fordi det optager mig, at ganske mange mænd har svært ved at holde trit med kvinderne, når det gælder uddannelse, familieliv, trivsel, sundhed og levetid. Natur, fordi det bekymrer mig, at den danske natur har det så skidt. Udkantsdanmark, fordi jeg synes, det er en del af landet, man burde tale op, ikke ned.
Historien er opstået ud af bogens temaer, som alle er nogen, jeg har interesseret mig for rigtig længe. Så man kan vel sige, at ideen til den her roman er kommet snigende og blevet til sådan lidt efter lidt. Først som et sted, jeg forestillede mig. Så befolket af Frank og Bjørn og siden koblet med mine overvejelser omkring naturpleje og biodiversitet.
Og jeg bliver simpelthen så glad, når de tager fusen på mig på den måde.
Selv om jeg altid forsøger at planlægge historien ret detaljeret, inden jeg går i gang med at skrive, og plejer at have en klar idé om, hvordan den skal udvikle sig fra start til slut, kan jeg være næsten hundrede procent sikker på, at både historien og især personerne på et eller andet tidspunkt vil overraske mig. Det sker som regel, når mine personer åbner munden og begynder at meddele sig. Så er de ofte både klogere, skarpere, sjovere, end jeg forestillede mig. De siger pludselig noget, som gør historien meget mere kompleks, eller sender den i en uforudset retning. Og jeg bliver simpelthen så glad, når de tager fusen på mig på den måde. Når Franks mor træder i karakter som både sjovere og mere selvoptaget, end jeg forestillede mig. Eller når 13-årige Olivia viser sig at være ikke bare en sød storesøster, men en uventet klog pige. Det er nok noget af det bedste, man kan opleve som forfatter – at personerne får deres eget liv og stikker af med handlingen. Altså, hvis de gør det inden for rimelighedens grænser.
Jeg er vokset op i en lille by syd for Horsens, havde en i det store og hele ukompliceret barndom, gode forældre og to søde storesøstre. Jeg har forsøgt mig med flere uddannelser, endte med at blive journalist og arbejdede som sådan i en halv snes år. Dernæst med voksne udviklingshæmmede og i mange år med børn. Indimellem har jeg haft jobs på fabrik, med at køre varer ud, gøre rent, plukke frugt, tømme postkasser og sortere breve. Jeg nyder at gå lange ture med min hund, er en okay gør-det-selv-håndværker og er næsten helt sikkert at finde på stadion, når fodboldklubben AC Horsens spiller hjemmekampe. Jeg har altid læst meget og skrevet stort set hele mit voksne liv, men især og mest seriøst de seneste ti år.
En god roman viser os, hvor forskelligt livet kan leves og anskues. At læse skønlitteratur er et studie i psykologi og menneskelig adfærd, en erfaringsudveksling, hvor man bliver klogere på både sig selv og andre.
Give mig noget at tænke over med sin handling og sine personer. Gøre mig en lille smule klogere. Nå, sådan kan livet også være. En god roman viser os, hvor forskelligt livet kan leves og anskues. At læse skønlitteratur er et studie i psykologi og menneskelig adfærd, en erfaringsudveksling, hvor man bliver klogere på både sig selv og andre. En lejlighed til at diskutere tilværelsen med sig selv.
Håb og en tro på, at ting kan ændre sig til det bedre, hvis man oplever modgang. For der findes både stor venlighed og kærlighed derude, og de fleste vil faktisk hinanden det godt.
Claus Schjødt
