En fortælling om kærlighed og svigt, om moderskab og søstersolidaritet på tværs af generationer, og en skildring af en ung kvindes ensomme kamp for at forme sin vej i livet. Læs interviewet med Shelley Read, der fortæller om karaktererne og handlingen – naturligvis uden at røbe noget!
“Hovedpersonen i Løb som floden, Victoria Nash, er en kvinde, der er forud for sin tid”
Victoria Nashs stemme og personlighed fremstod så tydeligt i mit hoved, da jeg skrev hende frem. På en eller anden måde kendte jeg hende indgående fra begyndelsen. Det skyldes måske, at Victoria legemliggør mange af de kvaliteter, jeg kender fra kvinderne i min egen familie og i det lokale ranch- og bjergsamfund, hvor jeg voksede op. Det er hårdføre, loyale, venlige og ydmyge kvinder, der arbejder hårdt og gør det, der skal til. Jeg føler også, at der i Victoria er en vis naivitet, en vilje til at leve op til folks forventninger, der er affødt af hendes begrænsede forståelse af sig selv og verden. En følelse jeg husker fra min egen ungdom. Victoria vil altid gerne gøre det rigtige, men hun er usikker på sig selv. Den uskyld begynder at falme den dag, hun møder Wilson Moon. Det er først, da Victoria lærer at stole på sit hjerte og sin egen styrke, at hun finder sin vej. Så mange kvinder fra Victorias generation, ja, i virkeligheden gennem alle tider, er blevet usynliggjort af samfundets begrænsende strukturer, indtil de opdager en styrke i at træffe deres egne beslutninger. Victoria minder os om, at valg kan være ekstremt svære, men det er gennem dem, at vi bliver til dem, vi er.
Kan du fortælle os lidt om byen, som blev oversvømmet – var dette en del af inspirationen bag bogens handling?
Iola, Colorado var et lille kvægbrugssamfund langs Gunnison-floden, der blev etableret i 1896. Tre afgørende faktorer bidrog til Iolas vækst og nedgang, som det var meget almindeligt i det vestlige Colorado: Kvægbranchen, jernbanernes rolle og fremfor alt vandressourcerne. Da Iola var på sit højdepunkt, boede der i byen omkring 250 mennesker, og de fleste tjente til livets ophold gennem kvægopdræt, landbrug og fly- og fisketurisme – indtil, som jeg også skriver om i romanen, at den amerikanske regering valgte, at en del af Gunnison-dalen skulle omlægges til en ny dæmning og en kunstig sø, som var en del af en omfangsrig vandstyringsplan. Da jeg voksede op, lærte jeg om de tre byer, der ligger på bunden af Blue Mesa Reservoir, og jeg har længe undret mig over, hvordan livet og tabet var for beboerne. Fordrivelse fra forfædres land har en lang og tragisk historie i det vestlige Amerika. Iolas død er for mig et interessant sted at udforske disse temaer.
Træer har en stor tilstedeværelse i din bog, og som læser kan man næsten mærke, hvordan de ånder med Victoria. Nærer du særlige følelser for træer, og hvorfor besluttede du at gøre dem til en central del af din roman?
Åh ja, jeg elsker træer. Jeg har den dybeste respekt for deres iboende værdi og for alt, hvad de giver os. Victorias ferskenplantage, som hun kalder ’den ene sidste smukke ting’, giver hende et formål i livet og et tilhørsforhold, da alt andet er tabt. Træerne fra ferskenplantagen bliver en metafor for flere af romanens temaer som familie og moderskab, om rødder, at flytte sig og blive ’robust i ny jord’.
Vilde træer i naturen spiller også en rolle i romanen. Økosystemerne forandrer sig, jo højere man kommer op i bjergene i Colorado, og derfor ændrer træsorterne sig også jo højere Victoria flygter op i bjergene – fra fersken-, bomuldstræer og eg i Iola til asp- fyrretræer i Big Blue. Det, at træerne ændrer sig, er også et billede på, hvor langt Victoria flygter fra sit hjem, ligesom træerne senere guider hende tilbage. Jeg holder meget af det store enlige fyrretræ, der står i den lysning, der bliver skæbnesvanger for både Victoria og Inga. Det fungerer som en slags vagtpost, der overvåger det hellige sted.
Fortæl om Zelda, hvor kom hun fra?
Zelda var den sidste karakter, jeg skabte til romanen, men med tiden er hun blevet en af mine favoritter. Tanken var fra begyndelsen, at hun skulle være en mere selvsikker person, der kunne støtte og opmuntre Victoria på en venlig, men bestemt facon. Zelda er et symbol på de skiftende tider fra 50’erne til 60’erne, og er en kvinde, der ikke er bange for at eje sin fortid og sin sorg. Men det Zelda mest af alt bidrager med til romanen er en påmindelse om vigtigheden af venskaber kvinder imellem. Deres gensidige kærlighed viser Victoria, at den styrke hun finder i naturen også kan findes i menneskelige relationer, og at ikke al kærlighed ender tragisk.
(…) alt liv er i en konstant bevægelse mod at blive til noget. Det er et perspektiv jeg holder meget af, og som jeg ser afspejlet i ethvert aspekt af naturen.
Victoria taler om ideen om at ’blive til noget / becoming’, hvor kommer det fra?
Jeg har længe inkluderet ’native american’ forfattere og deres virkelighedsopfattelser i min undervisning på universitetet. En af de mest interessante ideer, jeg underviser i, er en udbredt cyklisk forståelse blandt de indfødte. Kernen i denne verdensopfattelse er, at alt liv er i en konstant bevægelse mod at blive til noget. Det er et perspektiv jeg holder meget af, og som jeg ser afspejlet i ethvert aspekt af naturen, og det har i høj grad påvirket min egen selvopfattelse. Ligesom skoven og floden er vores liv nærmere en uophørlig proces end fikspunkter eller endestationer, vi når frem til. Som Victoria siger i slutningen af romanen: ’Vi ligner alle hinanden, hvis ikke for andet, så på denne ulidelige, smukke måde, vi uforudsigeligt vokser på stykke for stykke, vælter, skubber os ud fra vragresterne, rejser os igen og håber på det bedste.’ En af fordelene ved at have skrevet min første roman i 50’erne er, at jeg har haft mange år til at overveje den her ide om at ’blive til noget eller nogen’ og iagttaget dens flod og ebbe i mig selv.
Var der en del af romanen, som var særligt vanskelig at skrive? Og hvilke af karaktererne skrev sig selv, og hvilke var sværere at skrive frem?
Wilson Moon var ikke som sådan svær at skrive, men han var uden tvivl den karakter, jeg har taget mest hensyn til. Den komplekse amerikanske historie bygger på ’vestlig ekspansion’ og i dens navn et fysisk og kulturelt folkedrab, der blev begået mod det oprindelig folk. Og jeg mener, at det er vigtigt, at vi italesætter det sådan. Jeg kunne ikke skrive en historie, der handler om at blive fordrevet fra sit hjem uden at inkludere indfødte amerikaneres erfaring. Jeg har gjort mig umage for at fortælle Wills historie nøjagtigt og respektfuldt, men jeg er opmærksom på mine begrænsninger. Samme bekymring havde jeg med Lukas senere i romanen.
Jeg håber også, at få læserne til at tænke grundigt over, hvordan fordomme opstår og opretholdes, og hvordan vi alle kan gøre det bedre.
Det er vigtigt, at indfødte repræsenteres i litteraturen, men det er også vigtigt ikke at forsøge at eje deres fortællinger. Reseach er alfa og omega, men det kan kun hjælpe en forfatter et stykke ned ad vejen. Wil er en skøn karakter, og jeg holder af ham, men Victoria kender ham og nærer en dyb hengivenhed for ham, alligevel er der en kulturel afstand imellem dem. Hvad jeg håber skinner igennem hos læserne, er dybden i den kærlighed, de deler. Jeg ville ønske at flere mennesker kunne overskride denne kulturelle bias og turde indgå i forbindelser med hinanden. Men som Will siger, om Seths uvidenhed og blinde had: ”Der er flere mennesker som Seth, end der er stjerner på himlen”.
Jeg håber, at Wils fortælling kan opmuntre læserne til at søge viden om rædslerne, der foregik på ’Indian Residential Schools’ (kostskoler, der blev etableret i USA i begyndelsen af det 19.- og op til midten af det 20. århundrede med det formål at ’civilisere’ eller assimilere indfødte amerikanske børn og unge til euro-amerikansk kultur, red.) og den langvarige skade, som vestens ekspansion og kolonisering har haft på de berørte landes oprindelige folk. Jeg håber også, at få læserne til at tænke grundigt over, hvordan fordomme opstår og opretholdes, og hvordan vi alle kan gøre det bedre.
Ferskner spiller en central rolle i romanen.
Hvorfor lige denne frugt?
Ferskner fra Western Slope, Colorado er berømte for deres udsøgte sødme. De fleste dyrkes i den frodige landbrugsjord i North Fork og Grand Valleys, hvor de kølige nætter og varme dage kombineret med mineralrigt smeltevand forstærker frugterne smag. Ferskenblomster er så porøse og modtagelige overfor forårsfrost, at hver eneste Colorado-fersken er et mirakel, men faktisk er de resultatet af generationers ekspertise og nænsom pleje. Ferskentræer trives ikke i det højtliggende, tørre klima i Gunnison County, og det er mest sandsynligt, at der aldrig er nogen beboere i Iola, der har forsøgt at dyrke dem, men netop derfor passede de perfekt til min historie om ’Nash’s mirakel-ferskner’, som et fænomen der, trods deres forskelligheder, binder Nash familien sammen, ligesom de er en metafor for at kunne vokse selv under vanskelige forhold.
Vi er frygtelig nysgerrige efter at få at vide, om du skriver på en ny roman. Kan du løfte sløret for, hvad der venter?
Ja, jeg skriver intensivt på anden roman, som igen vil være rodfæstet i både naturen og nogle stærke karakterer. Min nye roman vil tage læserne med fra kulminerne i Skotland til Colorados sydøstlige sletter og til Sangre de Cristo-bjergene i nærheden af det sted, hvor mine forfædre har boet i tre generationer. Jeg nyder at udforske disse landskaber og forestille mig mine karakterers liv. Det er alt, jeg kan sige for nu.
Shelley Read
