Det var slet ikke planen, at jeg skulle være forfatter, og jeg har arbejdet så forskellige steder som på en motorvejsrestaurant i Tappernøje, i Lagkagehuset på Christianshavn og i en Irmabutik i Vanløse. Jeg læste en bachelor på Handelshøjskolen og kom bagefter ind som broker trainee hos Maersk. Det var både spændende og lærerigt, men det viste mig også, at det var noget helt andet, jeg skulle. Jeg besluttede mig for, at jeg ville give skriveriet et forsøg, og jeg skrev tre hverdagsnoveller og sendte dem til den daværende redaktør på Familie Journal. Nogle dage senere fik jeg en mail om, at de alle tre var købt, og jeg har faktisk ikke set mig tilbage siden.
Min bror og jeg nød godt af, at vores mor ofte var hjemme, når vi fik fri fra skole, men jeg var fuldstændig sikker på, at jeg ikke skulle være forfatter. Det virkede skræmmende at skulle sende noget så sårbart som fiktive tekster udsprunget fra mine tanker ud i verden. Sådan havde jeg det gennem hele min ungdom og den første halvdel af mine tyvere, men pludselig virkede det som det eneste rigtige, og i dag kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle lave noget andet.
De fleste dage ringer mit vækkeur tyve minutter over seks, men det er behovet for kaffe, som får mig ud af sengen. Jeg kører drengene i skole til klokken otte, går en tur med hunden og tænder så computeren på mit kontor på husets førstesal. Jeg tjekker mails og læser nyheder og åbner den tekst, jeg er i gang med. Der ligger altid nogle ark med mine egne (næsten ulæselige) kommentarer og tilføjelser ved siden af tastaturet. Omkring klokken 11 går jeg endnu en tur med hunden. Det passer som regel med, at jeg har brug for en tænkepause, og det er endnu ikke sket, at jeg er vendt tilbage uden en løsning. For mig er en gåtur det bedste, når jeg sidder fast eller er usikker på, hvordan jeg skal komme videre. Inden jeg slukker computeren om eftermiddagen, printer jeg det tekststykke ud, som jeg har skrevet i løbet af dagen. Jeg lægger de printede ark på spisebordet, og jeg noterer de ideer og rettelser, som falder mig ind under madlavningen og lignende. Tit skriver jeg også videre på teksten, og det er alt det, jeg skal forsøge at tyde, når jeg sætter mig ved computeren næste morgen.
Det er en bog om hverdagens problemstillinger, og de overvejelser om større ændringer og omvæltninger i livet, som de fleste nok har haft, stået med konsekvenserne af eller har oplevet gennem andre. Den handler om, hvad der skal ske, når du har indrettet dig på en måde, som ikke længere føles rigtig. Om du skal handle på det eller fortsætte som hidtil i håbet om, at det går over. I ’Solospring’ føler Alberte ikke, at det sidste er en mulighed længere, og hun er nødt til at bryde ud af de trygge rammer.
Fordi jeg ikke kunne tænke på andet, da jeg først havde fået ideen. Og fordi jeg bliver stadig mere begejstret for feelgood som genre. Jeg synes, at hverdagens glæder og udfordringer og livet, som de fleste kender det, er interessant, og sådan har jeg haft det, siden jeg skrev mine første noveller.
Alberte er en blanding af mange forskellige kvinder, som jeg kender og holder af. Det samme gælder hendes tanker og udfordringer som mor og i ægteskabet. Der er også noget af mig selv i hende, for hendes historie kommer jo ud gennem mine fingerspidser, og så har hun har en hund, som er en tro kopi af vores.
Jeg læste enormt meget som barn, og jeg kunne sagtens have gang i flere bøger på samme tid. Især Maj Bylocks serie om heksepigen gjorde indtryk. Som voksen får jeg ikke læst så meget, som jeg gerne vil. De tre seneste bøger, jeg har læst, er Lone Hørslevs ’Halvt i himlen’, Katarina Widholms ’Tæl hjerteslag’ og Katrine Marie Guldagers ’Endnu en dag i Guds skaberværk’. Det var tre ret forskellige oplevelser, men jeg suger til mig af vendinger og andre måder at gribe håndværket an på. Min største læseoplevelse var nok Karin Alvtegens ’Savnet’. Den kunne jeg slet ikke lægge fra mig.
Jeg er jo kvinde som Alberte i ’Solospring’, vi har nogenlunde samme alder, og vi er begge mødre til to drenge. Desuden forestiller jeg mig, at vi begge bor på Sydsjælland.
Der er flere relationer i Albertes nære omgangskreds, som hun er ked af. Dynamikken fungerer ikke, og hun føler sig såret og drænet efterfølgende, men vi oplever kun samværet gennem hende, fordi hun er synsvinklen. Der er selvfølgelig også en anden side af sagen. Jeg har været opmærksom på at lade de andre parter komme til orde, og Alberte må indse, at hun ikke er uden skyld. At det også er hendes ansvar, at samværet fungerer, og hun har selv nogle mønstre, som er uhensigtsmæssige. Det er en god øvelse at vende situationen om, og jeg forsøger at gøre det samme i mit liv.
Det dækker over at springe ud af et fly alene med faldskærm og selv lande. Alberte tager et tandemspring med en tandemmaster på ryggen. Det bliver vendepunktet, og hun springer efterfølgende ud som solo i mere overført betydning.
Det var vidunderligt. Jeg elskede at skrive den, og jeg havde en fest ved tastaturet. Der var selvfølgelig også dage, hvor det ikke fungerede, men i det store hele var det en fantastisk oplevelse, og jeg glædede mig hver dag til at skrive videre.
Jeg håber, at læserne føler sig underholdt. At de føler sig i godt selskab med Alberte og måske endda smiler for sig selv undervejs.
Louise Roholte
