Kirken tronede på toppen af bakken omkranset af tykke, hvide mure, og bag den lå en hollandsk mølle med rødmalede vinger på en bund af kampesten. Bakkens skråninger tilfaldt en flok brogede køer, som blundede i solen, og hun beundrede de gule marker på begge sider, mens en duft af raps fyldte bilen. På den næste stigning forsvandt udsnittet af vimplerne omkring færgelejet i bakspejlet, og hun strammede spændt grebet om rattet, da et skilt i rabatten gjorde hende opmærksom på, at hun kørte ind i Blisholt By.
Personer med folkeregisteradresse på øen sejlede gratis, men det kostede små 200 kroner for besøgende at komme over med færgen med bil. Det var til at overkomme. Overfarten tog 18 minutter, og hun og den unge mægler havde høfligt været enige om at ignorere hinandens tilstedeværelse fra hver sin ende af dækket. GPS’en viste, at hun skulle dreje om 400 meter, og hun lænede sig frem i sædet, mens øjnene nysgerrigt sugede til sig af indtryk. Det var trefire år siden, at hun havde besøgt øen sammen med Kåre og drengene i en efterårsferie, og hun vidste fra billederne i det gamle fotoalbum, at hun var kommet på Blisholt som barn sammen med sin farmor og farfar. Dengang havde de et skævt sommerhus ved Stenstranden, men gennem årene blev grundene opkøbt en efter en, og de frønnede huse blev erstattet af nybyggede luksussommerhuse. Ud over det populære sommerhusområde var der en bagerbutik, som også på fastlandet var kendt for sine luksuriøse kanelsnegle og det dyre speltbrød, og der var en fremragende fiskehandler, et røgeri og en restaurant med udeservering. Det hele lå i en radius af få hundrede meter fra færgelejet, og det kriblede i hende af spænding over, at hun var ude på eventyr, da den mekaniske stemme fra GPS’en gjorde opmærksom på, at Blisholt Bygade var den næste. Der var ingen biler bag hende, og hun blinkede til højre ved en vejbod og trillede frem i andet gear. Nogle af husene var bygget i sten, andre i gasbeton, der var en bungalow med to runde vinduer på hver side af døren og et hvidt hus med fladt tag. Nummer 19 var et velholdt hus i gasbeton med et drivhus i baghaven og en havestue af nyere dato, og hun drejede til venstre ved et Til salgskilt og en granitsten med tallet 21. Alberte betragtede huset gennem forruden, inden hun steg ud af bilen, men hun blev på småstenene i indkørslen, for det kunne jo være, at der var nogen hjemme. Det var nu ikke hendes indtryk. Vinduerne var tomme, og græsset var så højt, at det nærmest kvalte de store trædesten, som dannede en sti gennem haven mod det gule værksted med sort bindingsværk. Hvis det ellers var et værksted. Det lå lavere, for grunden skrånede, og hun syntes, at hun kunne skimte en tynd skorsten på eternittaget. Synet mindede hende om en af de drømme, hvor hun befandt sig et nyt sted med en stærk fornemmelse af, at hun kendte det, og hun løsrev sig fra haven og rettede sin opmærksomhed mod husets indgang i stedet. Der var en betontrappe med tre trin op til en grangrøn hoveddør med et messinghåndtag. Over døren hang tallet 21 formet i ler. Det var glaseret i næsten samme grønne farve, og det spillede perfekt sammen med det irrede termometer med en fugl på toppen, som var monteret på murstenene. Lyden af knasende sten fik hende til at vende sig, og hun så, at den unge mægler parkerede en skinnende stationcar bag hendes støvede Nissan.“Hej igen,” hilste han.
De mødtes i et håndtryk foran køleren på hendes bil, og han viste hende videre med en håndbevægelse.
“Ejeren satte huset til salg for et par måneder siden,” sagde han.
“Det var planen, at han skulle flytte til en ældrebolig i nærheden, men der skete desværre det, at han fik et slagtilfælde på havnen for nogle uger siden, og han døde i ambulancen.”
“Åh, det er jeg ked af,” udbrød hun og mente det. “Boede han alene?”
“Ja, det var bare ham,” sagde han. “Vi satte salget i bero efter dødsfaldet, men jeg kan forstå, at banken gerne vil have det solgt, og jeg havde netop fået grønt lys fra bobestyreren, da du kom ind i butikken.”
Det vibrerede i lommen på hans mørke bukser, og han tjekkede hurtigt telefonen, samtidig med at han trak en nøgle op af den anden lomme.
“Kender du noget til Blisholt?” spurgte han.
“Jeg bor små ti kilometer fra færgen på fastlandet, og jeg kom på øen som barn og har også besøgt stranden, bageren og den slags som voksen, men det er vist første gang, at jeg bevæger mig dybere ind.”
Den grønne dør gav sig ikke en tomme, da han trykkede håndtaget ned, og han gav den et diskret skub med skulderen, som snart blev fulgt op af et med mere kraft bag.
“Øen er rundt regnet fem kvadratkilometer, der er 650 indbyggere, en kirke og to indkøbsmuligheder, og der er en skole til øens børn, men den slutter efter 6. klasse,” pustede han. “Har du skolesøgende børn?”
Mægleren bragede mod den grønne dør af alle kræfter, og hun trådte et skridt tilbage, da han eksploderede i en serie af hårde los mod bunden af døren. Det var åbenbart, hvad der skulle til, for endelig gav den sig, og han rettede på skjorten med et forlegent host, inden han galant viste hende ind i entreen og videre gennem døråbningen til højre.
“Vi kan starte her i køkkenet,” sagde han. “Det er måske ikke topmoderne, men der er, hvad der skal være, og det er kun et års tid siden, at sælger fik installeret en ny opvaskemaskine.”
Bordpladen var af massivt træ med misfarvninger og brugsspor, og væggene var beklædt med uens klinker af ler i forskellige nuancer af grøn fra pastelfarvet pistacie til mørk mos. Det var ikke sådan, at de changerede i et bestemt mønster, og hun gættede på, at de var sat op gennem flere år, for det lod til, at nogle af dem var ældre end andre. Over klinkerne hang forskellige typer af vitrineskabe med glaslåger, men træværket var malet i samme grønne nuance som hoveddøren, og grebene var også af messing. Det var umuligt at se gulvet, for det var skjult under flere lag slidte kludetæpper af den spraglede slags. Mægleren bandede, da han stødte skulderen mod hjørnet af det ene vitrineskab, og han ømmede sig og gav det et ukærligt klap.
“Ja, det er jo, hvad det er, men det hele kan pilles ned eller males om, hvis grøn ikke er din farve, og det skulle være det mindste problem at slippe af med tæpperne,” sagde han.
Det var underforstået, at han selv foretrak en anden stil, og hun syntes også, at han lignede en, som var mere til stål og sorte og hvide flader.
“Hvad er der nedenunder?”
Den unge mægler puffede til et af de yderste tæpper med en poleret skosnude og afslørede et udsnit af lyst træ.
“Det er almindeligt parketgulv, og jeg ved ikke, hvorfor sælger valgte løsningen med kludetæpperne, men de er heldigvis bare klistret fast med en smule gaffatape,” sagde han. “Og fra køkkenet kommer vi videre til stuen og det ene af to værelser.”
Slidsporene på de spraglede tæpper afslørede den tidligere ejers foretrukne rute, og de fulgte den rundt om klinkevæggen, hvor den delte sig i tre forgreninger. Den ene førte til en muret trappe, den anden til det ene værelse, og den tredje bredte sig ud i en tragtform mod en stribe af højtsiddende vinduer i stuens endevæg og døren til værelse nummer to. De var begge kvadratiske med indbyggede skabe, men værelset i stuen var en smule større, og der var også en glasdør med udgang til en fliseterrasse.
“Ja, så vi har to fornuftige værelser,” påpegede han. “Og badeværelset ligger i gangen.”
Med en kno skubbede han døren op, og hun kiggede ind i et rum på nogle få kvadratmeter med toilet og bruser over vasken, som hun huskede det fra årene i lejligheden i Vanløse, mens hun og Kåre studerede. Loftet og den øverste meter af væggene var hvide, og resten var beklædt med fliser i samme støvede farve som salvieblade.
“Så det …” sagde han. “Ja, der er selvfølgelig også førstesalen, og jeg ved fra sælger, at trappen er bygget af de samme mursten som huset.”
Alberte fulgte slidsporene hen til det nederste trin, og hun fortsatte op mod et åbent rum med loft til kip og fritlagte bjælker. Det var badet i lys, for der var vinduer i taget på begge sider, og en sværm af støvfnug svævede dovent rundt over en lænestol i velour med matchende puf og et skrivebord i mørkt træ.
“Den ældre herre kunne ikke længere komme op ad trappen, og det var også en af grundene til, at han fandt det nødvendigt at flytte til noget mindre,” forklarede mægleren. “Røde Kors tømte stueetagen i dagene op til hans slagtilfælde, men de lod kontoret være, for han var meget bestemt omkring, at det var forbudt område, og det var det eneste, han ville have med sig videre.”“Hvad med familie eller arvinger?”
“Det er der ikke noget af.”
Alberte kastede et sidste blik på det tykke lag af støv på skrivebordet, da hun fulgte efter ham ned ad trappen, og han viste hende gennem græsset mod den gule bygning med bindingsværk.
“Ja, han var jo pottemager,” sagde han over skulderen.
“Pottemager?”
“Pottemager.”
Det krævede ikke vold at åbne døren til værkstedet, for der hang bare en åben hængelås i dørens slå, og de stod stille i det fugtige mørke, mens mægleren famlede efter kontakten på væggen, som aktiverede en stribe af flakkende lysstofrør i loftet.
“Pas på,” advarede han med henvisning til hendes espadriller.
“Det er ujævnt.”
Gulvet var af røde mursten lagt i et sildebenslignende mønster, og det var tydeligt, at nogen havde brugt mange, mange timer i værkstedet, for der var slidt spor i stenene på samme måde som inde i huset. Det var som en portal til en anden verden, og hun vred sine spændte hænder på ryggen, mens hun bevægede sig dybere ind i rummet, drevet af en blanding af ærefrygt og nysgerrighed. Der var reoler med glas, tynde træpinde og buede skaller af indtørrede svampe skjult bag tykke gardiner af spindelvæv. Under et af staldvinduerne i hjørnet stod en medtaget elektrisk plæneklipper bag et klodset skrummel på et stativ, som viste sig at være en ovn med bogstaverne LB ridset i metallet.
“Ved du, om den virker?” spurgte hun.
“Næ, det kunne jeg desværre ikke få ud af ham.”
“Hvad mener du?”
Mægleren trak på skuldrene, mens han lirkede sin telefon halvt op af lommen, og han kiggede på skærmen med et længselsfuldt udtryk, inden han skubbede den ned igen.
“Jeg tror, at han var for dårligt gående til at kunne bruge værkstedet, og han var så bitter over det, at han nægtede at fortælle mig, om det stadig er funktionelt.”
“Hvorfor fik han ikke hjælp?”
Der var en indignation i hendes stemme, som vist kom bag på dem begge to, og hun håbede, at skyggerne skjulte, hvordan de små muskler sitrede omkring hendes mund.
“Øh, det …” begyndte han. “Jeg kendte hverken ham eller hans historie, og jeg kom jo bare for at sælge hans hus.”
Alberte kantede sig forbi ham for at komme ud i solen, og han trak døren til.
“Hvad hed han?” spurgte hun.
“Den afdøde?”
“Ja?”
“Lennart Bak.”
“Bak?” gentog hun.
“Ja, BAK.”
“Det hedder jeg også, men mit efternavn bliver stavet BACH.”
“Hvor sjovt,” sagde han uengageret.
Alberte stillede sig på den første trædesten, og hun betragtede værkstedet med det mørnede bindingsværk, mens han trampede forbi hende i det knæhøje græs.
“Jeg vil gerne have det,” sagde hun. “Hvornår tror du, at jeg kan overtage det?”
Hans ansigt lyste op i et overrasket smil, og han stak en hånd ned til den vibrerende telefon i lommen for at holde den i ro.
“I princippet kan du vel rykke ind, når der er styr på det praktiske, for sælger er jo på en måde videre.”
“Ja,” nikkede hun. “Det er jeg også.”
Foran hende bevægede mægleren sig gennem haven mod huset med højt løftede knæ, og hun vendte ansigtet mod solen, bredte armene ud og fyldte lungerne med luft. Det var skørt og impulsivt, at hun var ude for at kigge på et hus på en ø, og det var vel første gang i hendes voksne liv, at hun gjorde den slags for sig selv, men det føltes rigtigt helt ind i kernen. En elektrisk spænding sitrede i hendes krop, og den kom ud som benspjæt og kildrende rystelser i skuldrene, da hun hoppede fra den ene trædesten til den næste med en nærmest barnlig begejstring. Den nyvaskede stationcar låste op med et klik, og hun nåede akkurat at få styr på sig selv, inden han vendte sig om mod hende med en myndig mine.
“Jeg prøver, om jeg kan nå den næste færge her klokken 15.55, og det passer nok nogenlunde med, at jeg er klar med et udkast til en købsaftale og den slags, hvis du tager den en time senere.”
Mægleren vinkede til hende med to fingre gennem bilens åbne siderude og ræsede af sted med skrattende dæk. Det burde ikke være et problem at få banken til at godkende købet, for hun havde en del penge med, og det røde murstenshus kostede mindre end en tredjedel af den villa, som snart var Kåres alene. Alberte beundrede den grønne dør med et forelsket smil om munden, men det stivnede en smule, da hun tænkte på, hvad drengene mon ville mene om, at deres mor flyttede ud på en ø. Det lød voldsommere, end det var, for beboerne på Blisholt var ikke afskåret fra omverdenen, og færgen sejlede med en times mellemrum fra tidlig morgen til sen aften. Desuden skulle de snart have deres hverdag på efterskolen, og det var begrænset, hvad de ville mærke til det. Alberte børstede kærligt snavs af tallene på nummerstenen, mens en bil bumlede forbi med en trailer fyldt med grene og haveaffald. Efter den kom en prustende flok løbere, og hun nåede at rykke en bunke mælkebøtter op fra småstenene i indkørslen, inden der skete noget igen. Denne gang var det en mand på en sølvfarvet damecykel, og hun betragtede ham halvt skjult bag bilen, da han drejede hovedet mod det røde hus. Der var et sammenbidt udtryk i hans ansigt, men han trådte pedalerne så langsomt rundt, at det næsten ikke kunne skyldes anstrengelse, og hun syntes også, at de mørke bryn rynkede arrigt over næsen. I det samme landede hans blik på hende, og han slog forbavset et sving med styret, som nær havde kostet ham en tur i asfalten, da han forsvandt bag hækken.
Det var let nok at pakke sko og tøj, for hun og Kåre delte et garderobeskab, og indholdet i hendes halvdel skulle bare fyldes over i flyttekasser og gennemsigtige sække. På samme måde havde hun sine toiletsager i skabet til venstre, og det var rimelig åbenlyst, hvem der ejede hvad, men det var mere kompliceret med resten. De havde købt det meste i fællesskab, for de var flyttet direkte fra deres respektive barndomshjem til lejligheden i Vanløse, og hun syntes ikke, at noget af det var mere hendes end hans.
Helst ville hun lade ham beholde inventaret, og hun følte sig ussel over at plukke genstande fra hylder og skabe, men det virkede uoverskueligt at skulle starte forfra uden møbler og med et tomt køkken. Derfor havde de aftalt, at hun tog sine foretrukne haveredskaber, et par duge, de dyrt indkøbte kopper fra Bornholm og bestik til fire personer, halv delen af køkkengrejet og selvfølgelig den møre papkasse med hendes personlige papirer og albummet med billeder fra hendes analoge barndom. Til gengæld beholdt Kåre den grå sofa og de fleste møbler, spisestuebordet og stolene, og det var ganske udramatisk, men det var stadig en ubehagelig situation. Alberte pakkede fire glas og en stabel tallerkner på en bund af ildfaste fade og en pande, og hun trak den klirrende flyttekasse efter sig ind i soveværelset, hvor hun fyldte hullerne med håndklæder. På den øverste hylde i Kåres side af skabet lå stakkene med sengetøj i sæt af to til deres dobbeltseng. Der var mindst ti sæt, men det var de samme tre, som var i rotation, og hun stillede sig på en skammel for at tage nogle af de mindre brugte fra bunden. Det burde være nok med to sæt, for hun brugte jo kun et ad gangen, og det lykkedes hende at lirke dem fri uden at vælte bunken. En foldet tryksag i glat papir kom til syne under det ene pudebetræk, da hun lagde sengetøjet i kassen, og hun genkendte det som brochuren fra den cater, de havde brugt til drengenes konfirmation. Alberte dumpede ned på sengekanten, og hun kiggede undrende fra hylden i skabet til kokkehuen på folderens forside. Det var på Ibens anbefaling, at de havde kontaktet ejeren, og han havde sammensat en buffet efter drengenes ønske med tarteletter, oksecuvette og fløde kartofler. Kvaliteten havde været nogenlunde i forhold til prisen, men de havde alligevel valgt en anden løsning, da de skulle holde deres 40års fødselsdag, og hun kunne ikke finde en logisk forklaring på, hvordan den krøllede brochure var havnet mellem sengetøjet. Der var lister med valgmuligheder og tilkøb af forskellige ydelser på de midterste sider, og deres kuvertpris var noteret med kuglepen sammen med nogle datoer. Det var hendes skrift, men der stod også et navn og et nummer med blyant på bagsiden, og det lignedes Kåres, for han lavede sine femtaller som s’er og skrev udelukkende med blokbogstaver.“Lisette?” læste hun.
De otte tal passede med et telefonnummer, og hun gættede på, at det var Lisettes, hvem hun så end var. Lisette. Der var noget ved navnet, som vækkede en form for genkendelse i forbindelse med konfirmationen, og hun rakte fraværende ud efter telefonen, da den brummede med et opkald.
“Hej far?”
“Hej du,” sagde han træt.“Ja, jeg ringer bare, fordi Kåre har sendt en bekræftelse af, at jeres fælles konti skal deles op, og en af mine kolleger sørger for, at det er klaret til i morgen.”
“Tak,” sagde hun.
Der blev stille, og hun stirrede på navnet på brochuren, mens hun prøvede at presse forbindelsen frem.
“Jeg forstår ikke, hvorfor det skal hastes sådan igennem,” sagde han. “Er du sikker på, at det er det rigtige?”
“Ja, det er jeg.”
“Sådan føles det måske nu, men I er så gode sammen, og det er synd og skam, at du smider det hele væk på grund af en fiks idé.”
“Det er ikke en fiks idé, far.”
“Du kan stadig nå at fortryde handlen, og jeg synes, at vi skal finde et hus til dig på øen, som du kan leje,” foreslog han. “Så kan du overnatte der, hvis det handler om, at du har brug for at være alene en gang imellem, og…”
“Det handler om, at Kåre og jeg skal skilles, og jeg skal have et andet sted at bo,” afbrød hun.
“Hvorfor skal det være på en ø?” spurgte han. “Det virker så overilet, og du kommer til at fortryde det, når du vil af med huset igen.”
Alberte lagde nakken tilbage, og hun gned sine tørre øjne, mens hun lod sig falde ned på siden.
“Far, lad nu …”
“Er det på grund af farmor og farfar?”
“Hvad er der med dem?” spurgte hun vagtsomt.
“Ja, de havde jo engang et faldefærdigt sommerhus i en af de bagerste rækker til Stenstranden, og jeg ved, at du elskede at komme der, for det var på toptre over de emner, jeg diskuterede mest med din mor.”
“Fordi hun ikke ville have, at jeg var sammen med dine forældre?” spurgte hun.
“Ja, din mor hadede, at du holdt så meget af dem, og jeg var nærmest nødt til at smugle dig over med færgen, for vi kunne være sikre på, at hun ville forsøge at forpurre det, hvis hun fandt ud af, at du skulle til Blisholt.
”Glimt af bedsteforældrenes grinende ansigter, en fornemmelse af noget glat og køligt mellem fingrene, smagen af saftige, solvarme jordbær og lyden af bølgebrus sendte hende tilbage til barndommen, og hun opdagede først, at hun græd, da en tåre dinglede fra næsen.
“Hallo, er du der?” vrissede han.
“Jo, det er bare …”
“Har du overhovedet tænkt på drengene?” blev han ved. “Det kan være, at de kommer til skade på efterskolen, og du kan ikke bare hoppe ind i bilen og ræse af sted, hvis du er afhængig af, at en færge sejler dig til fastlandet.”
Hans slet skjulte kritik af hendes evner som mor rykkede hende straks fri af de nostalgiske minder, og hun satte sig op med et ryk, som fik små prikker til at danse for hendes øjne.
“Ja, selvfølgelig tænker jeg på drengene, men de er 16, og det er så heldigt, at de har en udmærket far, som jeg deler ansvaret med.”
“Og du forestiller dig, at de har lyst til at bo på en ø, når de er færdige på skolen?”
“Det håber jeg, og jeg er indstillet på, at jeg kommer til at køre og sejle en del.”
“Jeg giver op,” sukkede han.
Alberte kastede telefonen fra sig med en sammenbidt mumlen om, at hun ikke ville lade sig manipulere af hverken sin far, Iben eller nogen andre, da det pludselig slog hende, at Lisette var en af de tre kvinder fra serveringspersonalet. Udseendet kunne hun ikke mane frem, men navnet stod klart i hendes hukommelse, og hun ringede Kåre op med en flaksende fornemmelse i brystet.
“Ja?” sagde han. “Det skal være hurtigt, for jeg venter på en ny klient.”
“Jeg har fundet en brochure fra det cateringfirma, som vi brugte til drengenes konfirmation, og jeg undrer mig over, at du har noteret navn og nummer på en af serveringsdamerne på bagsiden?”
“Navnet på hvem?”
“En Lisette?”
“Det …”
“De bar navneskilte på deres skjorter, og jeg er sikker på, at en af dem hed Lisette.”
“Jeg er slet ikke med,” sagde han. “Kan vi tale om det senere?”
“Ja, det kan vi godt, men jeg kan jo også prøve at ringe op til nummeret for at finde ud af, om hendes hukommelse er bedre end din.”
“Det gør du ikke,” hvislede han.
“Har du en affære med hende?”
“Nej, jeg har sgu da ej.”
“Hvad så?”
“Ja, jeg faldt bare i snak med hende i køkkenet, og det ene førte til det andet,” sagde han. “Der skete ikke mere, men jeg blev smigret over, at sådan en flot kvinde fandt mig interessant, og det var, som om noget i mig vågnede af sin dvale.”
“Skal jeg lægge brochuren tilbage under sengetøjet?”
“Det bestemmer du selv, men jeg skal ikke bruge den, for jeg ved fra Facebook, at hun har fundet sammen med ham kokken.”
“Du påstod, at du begyndte at længes efter en tilværelse som single for et år eller halvandet siden, og det er løgn, for jeg kan jo regne ud, at det nærmere drejer sig om det dobbelte.”
“Gør det en forskel?” spurgte han.
“Ja, for det betyder, at mine minder fra de sidste to år er anderledes, end jeg troede.”
“Hvordan det?”
“Fordi det skæmmer dem,” sagde hun. “Vi var i Barcelona med drengene efter konfirmationen, og jeg syntes, at vi havde en dejlig ferie, men nu ved jeg, at du brugte turen på at fantasere om Lisette.”
Hendes stemme lød så forbitret, at den gav hende kuldegysninger, og hun klemte to fingre sammen om næsen med et gispende hulk, da hun blev klar over, at den mindede hende om hendes mors.
“Sådan var det ikke, og du skal huske, at du selv tjekkede mentalt ud af vores ægteskab nogenlunde samtidig,” sagde han.
Telefonen smuttede mellem hendes klæbrige hænder, og hun tørrede dem på skift af i dynebetrækket og tvang skuldrene bagover for at løsne op i brystet.
“Jeg sover på øen i nat,” sagde hun så.
“Der er stadig nogle dage tilbage af fortrydelsesretten?”
“Ja, men sælger kommer jo ikke til at gøre brug af den, og mægleren skrev i går, at jeg kan få nøglerne tidligere, hvis jeg henter dem på kontoret.”
“Har du en seng?”
“Jeg tager topmadrassen fra gæstesengen på andensalen.”Alberte lyttede til sit eget og hans åndedræt med en følelse af, at der var længere mellem dem end nogensinde.
“Der skete ikke mere,” sagde han endelig. “Jeg forstår godt, at du er vred, og det har du ret til, for det var kvajet og tarveligt af mig, at jeg gemte det skide nummer, men jeg så hende kun den ene gang til konfirmationen.”
Der blev stille igen, og hun stirrede på den glinsende streng, som strakte sig som en guirlande af snot og tårer fra hendes næse til ærmet.
“Min klient venter ude foran,” sagde han så.
Alberte afsluttede opkaldet og krængede den fugtige bluse af, og hun sad foroverbøjet mellem telefonen og brochuren med blusen i favnen, mens hun ventede på, at den stramme fornemmelse skulle aftage.
Den grangrønne hoveddør bandt stadig, og hun fortsatte om på den anden side af huset i stedet for at sparke sig ind, som mægleren havde gjort. Det viste sig, at nøglen også passede til havedøren. Der gled den rundt i låsen uden problemer, og hun bevægede sig tøvende gennem værelset og stillede sig på tærsklen til stuen, mens hun forsøgte at skabe sig et overblik.
Luften var tyk af støv og varme, og hun fulgte overvældet med i, hvordan den stille brise fra haven skubbede små totter af fnuller over gulvet. Der lugtede indelukket af loftsrum og snavsetøjskurv, og hun kunne næsten høre en kommentar fra Kåre om, at det lignede en stald med kludetæpper på gulvet i stedet for halm. Det var heller ikke helt forkert, og hun forestillede sig, at han også ville påpege sporene efter dug i vindueskarmene, de afskallede radiatorer, bulerne i glasvævet og en masse andet. Sådan var han, og han elskede materialer som stål og læder, glaserede tegl og dobbelte carporte, hjemmebiografer og teknologi. Pottemagerhuset repræsenterede præcis det modsatte, men hun kunne se noget, som han ikke kunne, og hun kunne for første gang i sit liv indrette sig uden at tage hensyn til nogen eller spørge om lov. Den skræmmende følelse af frihed ramte hende så hårdt, at hun vaklede i døren, og hun bakkede usikkert ud i solen og tog et par dybe indåndinger, mens hun rystede hænderne i et forsøg på at ryste det nervøse af. Det var hendes hus nu, og det var bare om at komme i gang. Med et beslutsomt snøft kom hun frem til, at hun ville begynde med tæpperne, og hun rykkede dem fri af gulvet og kastede dem ud på de solbeskinnede fliser, hvor de landede i en sky af støv og hvirvlende hår. Det var planen, at hun ville have soveværelse i rummet med udgang til terrassen, men det skulle have en ordentlig overhaling først, og hun masede med at lirke en flyttekasse med rengøringsmidler ud af bilen, da hun hørte klirren og klimprende lyde i indkørslen.“Hallo?”
Alberte balancerede kassen på sit lår, og hendes blik landede på en rødhåret kvinde i 60’erne, som trippede søgende over småstenene i en turkis sari med glimtende guldtryk.
“Hallo?” kvidrede hun igen. “Er her nogen?”
“Ja, jeg er her,” svarede Alberte over kassen.
Det skarpe sollys fremhævede ubarmhjertigt kvindens tykke lag af foundation, da hun drejede sig mod bilen. Der hang lange, forgyldte øreringe med blodrøde sten fra de udstrakte huller i hendes øreflipper, og bryn og øjne var tegnet så hårdt op, at det mindede Alberte om barndommens fedtfarver.
“Velkommen til,” sagde kvinden.
Den fremmede samlede det turkis stof om sig med den ene hånd og strakte den anden frem, og de mange armbånd klirrede, da deres hænder mødtes over flyttekassen i et håndtryk.
“Og du har købt Lennarts hus?”
“Ja, det har jeg.”
“Jeg hedder Sylvia Khan, og jeg bor i nummer 17.”
“Er det bungalowen med de runde vinduer?”
“Ja, det er os.”
Huden trak sig sammen over hendes næse i et net af rynker, da hun dukkede sig for at scanne bilens indhold gennem den åbne sidedør, og det gav Alberte udsyn til en udvoksning af hvide hår i Sylvias hårbund.“Jeg hedder Alberte.”
“Alberte,” gentog hun. “Jeg mener ikke, at jeg så et efternavn på postkassen?”
“Bach.”
“Bak?”
Det kom ud på en nærmest hadsk måde fra et sted bagerst i halsen, og hun foldede klingrende sine arme over sarien, mens en skygge trak over hendes malede ansigt.“Er du familie?” spurgte hun.
“Familie?”
“Ja, er du i familie med ham?” fnøs hun med et misbilligende blik på huset.
Alberte forstod, hvad hun mente, da hun huskede, at den tidligere ejer hed Lennart Bak, og naboen drog selvfølgelig parallellen, fordi deres efternavne lød ens. Det var let nok, for hun havde ingen relation til den afdøde pottemager, men der var noget ved skiftet i kvindens attitude, som gjorde hende trodsig, og hun trak flyttekassen pakket med klude, skurecreme og kalkfjerner ud med et bestemt ryk.
“Pas på,” sagde hun. “Den er tung.”
Sylvia trådte nogle skridt tilbage med et fortørnet drag om munden, og Alberte sendte hende et smil over skulderen, som forhåbentlig virkede høfligere, end hun følte det.
“Det var hyggeligt at møde dig og fortsat god dag.”
“Jo tak,” svarede Sylvia spidst.
Sarien svirpede om hendes ben, da hun gjorde omkring, og Alberte skrævede gennem det høje græs med kassen på hoften, mens hun skældte sig selv ud over, at det var lykkedes hende at fornærme en nabo efter mindre end en time på øen. Det var tåbeligt. Sylvia kom jo bare for at hilse på, men hun havde hverken overskud eller tålmodighed til at give den studse kvinde fra nummer 17 den overstrømmende modtagelse, som hun måske forventede. Det handlede nok også om, at hun følte sig hudløs og pirrelig efter samtalen med faren og fundet af brochuren, og hun havde afgivet et løfte til sig selv om, at hun var færdig med at lade sig kontrollere af andre mennesker.
“Bach,” vrængede hun for sig selv i et forsøg på at efterligne Sylvias udtale. “Bach, Bach, Bach.”
Det var muligt, at hun var i dårligt humør, men det var stadig stødende, at naboen var ganske ude af stand til at skjule sin foragt for den nyligt afdøde pottemager, og hun spekulerede over, hvad der mon var sket mellem dem. Rengøringsmidlet fik vandet til at skumme, og hun sendte Lennarts grønne klinker på væggen et medfølende blik, da hun vraltede forbi med den tunge spand mellem knæene. Ved fremvisningen havde det stukket hende i hjertet, at han tilsyneladende var overladt til sig selv, og det virkede så forkert, at ingen havde hjulpet ham med at komme op ad trappen til kontoret eller frem og tilbage mellem huset og hans elskede værksted. Mægleren havde beskrevet Lennart som en bestemt og kompromisløs herre, og det kunne også tyde på, at han havde været på kant med Sylvia, men Alberte var tilbøjelig til blindt at tage hans parti, for hun følte en nærmest åndelig forbindelse til husets tidligere ejer. Bunden af spanden ramte gulvet med et sjask, og hun stoppede midt i en bevægelse og studsede forbavset over sin egen tankerække. Det lignede ikke hende. I modsætning til sin søster opfattede hun hverken sig selv som spirituel eller særligt sensitiv, og hun plejede at lukke ørerne, når Iben plaprede løs om sine overnaturlige evner og sjette sans, men hun havde selv oplevet noget lignende foran ejendomsmæglerens udstillingsvindue. Der var også det pudsige i, at hun og Lennart havde enslydende efternavne, og i forbindelse med handlen havde hun fundet ud af, at han havde købt huset i november måned samme år, som hun blev født. Vandet blev hurtigt brunt af snavs, og hun mærkede, hvordan den ulmende vrede over formiddagens samtale med hendes far blussede op, da hun fyldte spanden igen. Det var nærmest komisk, at han pludselig skulle gøre sig til talsmand for ægteskabets ubrydelighed og forældreansvar, efter som han selv havde forladt hende og hendes mor til fordel for sin gravide elskerinde. Der var ingen tvivl om, at han tog Kåres parti, for de var som pot og pande, men han vidste forhåbentlig ikke, at hans elskede svigersøn havde flirtet med personalet til drengenes konfirmation. Det var, som om den sviende ydmygelse ramte hende med tilbagevirkende kraft, og det var ganske ubegribeligt, at Kåre havde været villig til at risikere det hele for fem minutters kvindelig opmærksomhed. Vreden kom ud gennem den vaffelvævede klud, og hun oksede frem og tilbage mellem bilen og huset med flyttekasser, topmadrassen fra gæstesengen og sækken med dyne, pude og sengetøj, da det sidste snavs var vasket af gulvet. Det var ikke holdbart i længden at sove på den skæve madras, men hun kunne vel klare det en uge eller to, og hun lagde sig fladt på den som en søstjerne for at puste ud. Fra sin udstrakte position havde hun udsyn til bunden af trappen og vinduet ud mod vejen i køkkenet, og hun kunne se et udsnit af haven og eternittaget på værkstedet gennem den åbne dør, når hun drejede hovedet. Hendes øjenlåg blev tunge, og trætheden truede med at overmande hende, men den rumlende mave sørgede for, at hun ikke faldt i søvn. Det var mange timer siden, at hun spiste en skål havregryn over vasken i Kåres køkken, og hun tørrede halvhjertet mascararester af med en snip af Tshirten og purrede op i håret. Nu ærgrede det hende, at hun ikke havde været forudseende nok til at tage basale fornødenheder som kaffe, kiks og køkkenrulle med fra villaen, og hun var nødt til at køre et smut i den nærmeste dagligvarebutik, inden trætheden for alvor slog benene væk under hende. Der var en masse at gøre endnu, og hun havde brug for et ordentligt måltid mad, hvis hun skulle have energi til at mase videre med rengøringen. I overmorgen havde hun en aftale med drengene om, at de skulle købe de sidste småting til opholdet på efterskolen. Det var planen, at de skulle med til Blisholt bagefter, og hun håbede sådan, at de ville føle bare en snert af hendes begejstring for det røde pottemagerhus. Alberte låste havedøren og slæbte sig rundt om bunken af tæpper, da hun opdagede, at noget glimtede i solen mellem rosenbuskene. Ved nærmere eftersyn kom hun frem til, at det var en tom foliebakke til leverpostej eller lignende, og hun studsede over, hvordan den var havnet der. Det var så vindstille, at det næppe var blæsten, som havde båret den med sig, men den fik lov til at blive liggende, for hun orkede ikke at bukke sig efter den. Bilen lugtede af pap og rengøringsmidler, og hun rullede vinduerne ned, mens hun bakkede ud. Der var tomt på vejen, og hun kørte roligt forbi naboen i gasbetonhuset og bungalowen, hvor en mand med tykt, sort hår var i færd med at rykke rundt på de glaserede krukker langs havegangen. På siden af huset var en trappe, som førte op til hoveddøren, og hun fik travlt med at trække øjnene til sig, da hun fik et glimt af Sylvias turkis sari bag en rododendron. Der var gæster i vejboden på hjørnet, og hun kiggede ubeslutsomt til begge sider i krydset, inden hun drejede til højre mod Rema 1000. Det var spændende at skulle handle på øen for første gang, og det gav hende et tiltrængt skud energi, hvilket var fjollet, for varerne var nok de samme som på fastlandet. Måske kom det i virkeligheden af, at hun skulle handle til sig selv. Alberte blinkede ind ved flagene foran butikken og parkerede den blå Nissan mellem en grøn Jeep og en campingvogn. Der var en gruppe unge med en ghettoblaster, som klumpede sig sammen ved skraldespanden foran de automatiske døre, og hun trippede utålmodigt rundt på fliserne, mens hun ventede på, at de fik skrællet det klistrede papir af deres sodavandsis. Indgangspartiet førte hende direkte til afdelingen med frugt og grønt, og hun puttede basilikum, frisk pasta, parmesan og bacon i kurven. Det skulle ikke tage hende mange minutter at lave en anstændig pastaret, men den gnavende sult fik hende også til at række ud efter chips, chokolade og lakrids, og hun lagde en pakke toiletpapir som et låg over de andre varer, for kurven var fyldt til randen. Hendes blik landede på reolen med vin, og hun bestemte sig for, at hun ville fejre sin første aften i huset med et glas rosé. Det var normalt Kåre, som sørgede for den slags, men han var der jo ikke til at vælge for hende, og hun tvivlede også på, at han ville være i stand til at finde vin i Rema 1000. Ifølge ham skulle vine købes i specialbutikker, og det var vel også en af grundene til, at hun troligt besøgte vinmanden på torvet, hver gang hun skulle have portvin til sin mor. Nu var hun heldigvis bare ude efter en rosé til sig selv, og hun snuppede en baginbox fra nederste hylde med et pænt blomstertryk på emballagen. Det var sikkert en vin af den slags, som Kåre i bedste fald ville beskrive som harmløs, og hun lagde den på rullerne med toiletpapir og trak mod kasserne, da en anden kunde vadede ud foran hende. Opbremsningen var så brat, at vinen, toiletpapiret og en pose chips fløj af kurven, og hun lagde nakken tilbage med et opgivende suk og sendte et arrigt blik mod manden, som havde forårsaget ulykken. Det viste sig, at han også var stoppet op, og hun rystede attituden af sig, for hun vidste jo godt, at det var et hændeligt uheld.
“Skal jeg hjælpe dig?” tilbød han.
“Nej, jeg har styr på det.”
Der var noget bekendt ved ham, og det virkede, som om han havde det på samme måde, men det kunne selvfølgelig også være, at han gloede sådan, fordi hun strøede om sig med treliters papvin og toiletpapir. Under alle omstændigheder fik opmærksomheden hende til at ønske, at hun havde brugt bare fem minutter foran spejlet på badeværelset, og det gjorde hende febrilsk, at han blev stående, mens hun samlede varerne op. Chipsene blev knust under roseen, og hun sendte ham et sammenbidt nik, da hun rullede af sted med bøjet hoved og den insisterende fornemmelse af, at hun havde mødt ham et andet sted. Som regel kom hun frem til, at det var gennem skolen, når hun havde det sådan, men hun tvivlede på, at han var forælder til en elev, for hun tjekkede dem, som stak ud, og han stak ud. På den dragende måde, vel at mærke. Der var en følsomhed over hans udseende blandet med noget stålsat, og han mindede hende om en forsanger i et af de mange poprockbands fra 90’erne. Håret var mørkt og halvlangt med bløde krøller, og han var klædt i en hvid Tshirt under en kort jakke, et par lyse bukser og slidte ruskindssko. Det kriblede i hende efter at vende sig om efter ham, da hun tog plads ved den ene af de to åbne kasser, men hun fandt telefonen frem i stedet og stirrede på den tomme skærm, inden hun alligevel kastede et diskret blik mod afdelingen med småkager og dyremad. Der var han ikke, og hun drejede sig til den anden side mod hylderne med personlig pleje, da hendes øjne fangede hans midt i bevægelsen. Den mørkhårede mand stod skråt bag hende i køen ved den anden kasse, og hun gav sig til indgående at studere udvalget af tygge gummi, mens kinderne blussede. En sveddråbe trillede fra nakken ned mellem skulderbladene, hvor den blev bremset af BH’en, og hun var rimelig sikker på, at hun havde synlige svedplamager på ryggen, da det endelig blev hendes tur til at lægge varer op. Kurvens indhold blev sendt mod ekspedienten i en lind strøm, og hun syntes nærmest, at potten med mast basilikum fremstod som et sarkastisk, grønt fyrtårn i bølgen af fedt, sukker, salt og alkohol. Ved den anden kasse blev mandens varer scannet synkront med hendes, og hun konstaterede, at han blandt andet skulle have en hel kylling, broccoli, nye kartofler, grillkul, en pakke bind og en pose frosne bønner. Alberte gemte roseen i det ene af sine to medbragte stofnet og forede effektivt det andet med slik og chokolade. Ovre ved den anden kasse var manden også ved at pakke sine varer, og hun hastede ud af butikken i en slags kejtet kapgang, mens det tunge net med vinen stødte mod hendes underben i en ujævn takt. På parkeringspladsen vidste hun pludselig, at han var den mand, som var cyklet forbi huset på en sølvfarvet damecykel, og hun så ham igen ved skuret til vogne, da hun bakkede ud.
Louise Roholte
