Mit hemmelige liv er en personlig fortælling om overgangsalder og kvindeliv. Om at være kvinde midt i livet og stå i den perfekte storm, som det kan være, når kroppen forandrer sig, ansigtet ændrer sig, børnene flytter hjemmefra og det føles som fundamentet knager under dig. Det er også en fortælling om at være mor. Om kærlighed, taknemmelighed, alder, venskab, seksualitet. I bogen taler jeg med tolv interessante kvinder og eksperter om overgangsalder og kvindeliv. Deres personlige fortællinger fletter sig ind i min egen, så man kan måske sige, at bogen er en symfoni af kvindestemmer, der indkredser det at være midt i livet med alt, hvad det indebærer.
Jeg mødte selv overgangsalderen helt uforberedt og vidste ikke, hvad der skete med mig. Da det gik op for mig, at jeg var gået i overgangsalderen, var min første instinktive følelse skam og blufærdighed. Jeg brugte et par måneder på at kapere, at det nu var sådan, det var, og i den periode fortalte jeg hverken min mand, min søster eller min bedste veninde, hvad jeg gik og spekulerede over. Det føltes som en meget skelsættende begivenhed, at jeg ikke længere var en frugtbar kvinde. Da jeg endelig fik fortalt min mand, hvad der skete med mig og begyndte at tale med veninder om deres overgangsalder blev det nemmere, men også forvirrende, fordi de fleste af os ikke ved nok. Vi ved ikke, hvad der foregår med vores krop, og vi ved ikke, at den ombygning, der foregår er temmelig fundamental. Vores hormonsammensætning ændrer sig totalt, og det påvirker os fysisk, mentalt, kognitivt, seksuelt. Samtidig sker der for mange af os det, at vores børn bliver store og flytter hjemmefra omkring det her tidspunkt, og alt det tilsammen kan godt kaste en ud i et eksistentielt vakuum. Det er tid til det store spørgsmål: Hvad nu? Hvem er jeg nu?
Det helt store kodeord i overgangsalderen er forandring. Dem, der kommer bedst igennem, er dem, der forandrer sig i takt med alt det, der sker i og omkring dem.
Jeg stod pludselig midt i det og syntes, det hele var meget overvældende. Og så tænkte jeg, at jeg sikkert ikke var den eneste, der havde det sådan. Måske kunne jeg brede min individuelle erfaring ud, så den også var vedkommende for andre.
Jeg har valgt at skrive en meget personlig bog, hvor jeg fortæller om alt det, jeg selv synes har været svært, smukt, sorgfuldt, overraskende, hjælpsomt. I skriveprocessen og i samtalerne med kvinderne har jeg opdaget, hvor givende det er at række ud og dele, og at vi tør være ærlige og åbne og tillidsfulde overfor andre kvinder. Jeg tror, at vi kan hjælpe hinanden igennem det her ved at dele vores erfaringer og erkendelser. At være i overgangsalderen kan godt føles som et ensomt sted at være, men vi er næsten en halv million danske kvinder mellem 45 og 55. Vi er ikke alene. Vi skal være omsorgsfulde overfor hinanden og hjælpe hinanden med de forskellige ting, der virker for os. Og vi skal vide, at der er hjælp at få, hvis vi går til vores læge eller gynækolog. Hvis man har det svært, findes der lindring. Hvis sex gør ondt, er der stikpiller og cremer og i øvrigt også andre måder at mødes med vores mænd på. Det fortæller Joan Ørting om i min bog. Vi behøver ikke trække os fra alt det, der plejer at knytte os til hinanden. Der er hjælp at få. Og andre måder at gøre tingene på.
Titlen har jeg valgt, fordi jeg selv var blufærdig og skamfuld over at træde ind i den her livsfase. Og fordi overgangsalderen stadig er tabubelagt, selvom vi heldigvis er begyndt at tale meget mere om den. Det, der skete med mig, var i lang tid mit hemmelige liv, som jeg holdt for mig selv. Tankemylderet, de vågne nætter, varmen indeni, sorgen over at børnene flyttede og familien forandrede sig, følelsen af at blive en anden.
Da jeg først kom på sporet af, hvordan jeg ville skrive bogen, var det en stor glæde at skrive stoffet frem og give det den form, jeg gerne ville have. Det har også været sjovt at mødes med de tolv kvinder (og en enkelt mand) og skrive deres historier, så de kunne genkende sig selv. Alle har været virkelig søde og inspirerende. Det er første gang jeg skriver en bog, hvor jeg bruger mig selv på den måde og rækker ud til andre kvinder, og det har været godt at tale med de her dygtige, seje kvinder om deres erfaringer og opdage, at vi har så meget til fælles. At vi kan dele meget personlige ting og hjælpe hinanden.
Jeg håber, at bogen kan nå ud til nogle af de kvinder, der har det svært eller er i tvivl og ikke ved, hvor de skal gå hen med alle de spørgsmål, de har. At de vil føle sig mødt og mindre alene. Og så håber jeg, at mænd vil læse med, så de forstår, hvad der sker med kvinder midt i livet. Jeg tror, der kan opstå ensomhed i ægteskaberne og parforholdene, hvis ikke vi ved, hvorfor kvinden forandrer sig og måske trækker sig lidt mere. Mange kvinder har en fantasi om et lille hus langt ude i skoven i overgangsalderen. Der kan opstå et stort behov for at være alene – samtidig med at vi jo netop har ekstra meget brug for omsorg fra vores mænd og familie og venner i den her livsfase. Det er – som altid – godt at tale om tingene og melde ud, hvad der foregår. Noget af det, jeg håber på, at min bog og andre kvinders formidling af overgangsalderen kan gøre, er, at vi får nuancer på, og at livsfasen bliver normaliseret. At vi kan tale om overgangsalderen, som vi taler om pubertet, graviditet, fødsel og andre af de store forandringer, der sker i et helt almindeligt kvindeliv. Bogen er jo personlige fortællinger, så som læser bliver man inviteret ind i et fortroligt, åbent rum, hvor kvinder deler ud af det, de oplever og tænker på. Det håber jeg kan være med til at afmystificere og få kvinder til at føle sig set og genkendt, samtidig med at de kan læne sig op ad den ekspertviden, der også er i bogen.
Lotte Kaa Andersen
