Tættere på romanen

Svømmende, rygende, grædende

Lone Hørslev går i sin nye roman tæt på den hvidvinspimpende, småsnaldrede og selvmedlidende 47- årige forfatter Anna. En gribende historie om en kvindes længsel efter en sammenhængende fortælling og hendes flugt fra sin egen kvælende ensomhed, fortalt med vanlig hørslevsk humor og poetisk bid.

“Romanen handler om en kvinde der drikker for meget – Anna. Hun er 47 år og forfatter og hun er IKKE mig – men jeg kender hende rigtig godt. Bogen handler om hendes kamp med livet og alkoholen. På trods af det lidt dystre emne, tror jeg faktisk også det er en sjov bog. Det lyder paradoksalt, men det siger folk, der har læst den 😊”, udtaler Lone Hørslev i forbindelse med udgivelsen af Svømmende, rygende, grædende.

Hovedpersonen Anna

“Anna er kvinde og hun drikker. Som udefra set har det hele; hus, familie, penge på kontoen, en karriere som nogenlunde vellykket forfatter. Hun har sådanset kun har to problemer – 1) hun kan ikke lade være med at tage den første genstand og 2) når hun først er gået i gang, kan hun ikke stoppe igen. Hun er havnet i et eksistentiel krise – først og fremmest fordi hendes søn er flyttet hjemmefra. Hvem er hun nu, hvor hun ikke længere skal være nogens mor? Desuden er hun gået i stå med at skrive. Ideer er der nok af, men der kommer ikke rigtig noget ned på papiret eller op på skærmen på computeren. De to ting: skrivekrise og identitetskrise bliver undskyldningen for igen og igen at åbne flasken eller boksen med hvidvin fra Netto.”, fortæller Lone Hørslev

“Jeg var interesseret i at skrive en historie om, hvordan kvinder egentlig er, når de drikker … for meget. Er alkoholikere. Hvorfor gør de det? Hvad tænker de? De beskrivelser findes der ikke særlig mange af i litteraturen, og jeg synes, at det er en vigtig historie at fortælle. Vores litteratur- og kulturhistorie er fyldt med mandlige alkoholiserede karakterer opfundet af mandlige forfattere, der hyldes og beundres; Tom Kristensen, Hemingway, Kerouac og mange andre. Når mænd drikker, er det sådan lidt: ”Fuck alt det småborgerlige lort.” Det er lidt sejt, ik’? Hvis vi ikke hører om kvinder der drikker nogen steder, så får vi måske den tanke, at de slet ikke findes? Det ville jeg gerne lave op på – for de findes jo. Og deres alkoholmønster ser anderledes ud end mændenes. Groft sagt. Men man ved i hvert fald, at mange kvindelige alkoholikere ikke bliver hjulpet, fordi de sidder derhjemme og skammer sig over deres drikkeri. Mænd skammer sig også, men det er ikke den samme skam, for kvindens skam er blandet sammen med mor-rollen. Og så er der det der med, at en kvinde måske er bange for at miste sin fuckability; at hun er bange for ikke at være attraktiv og blive begæret. For hvem synes en kvindelig alkoholiker er sexet? Det tror jeg ikke mandlige alkoholikere tænker helt så meget over. Tænk for eksempel på Bradley Cooper i A Star is Born. Han er jo helt ude at skide, men det er nærmest lidt frækt. Straks kommer der i hvert fald en smuk kvinde ind fra højre for at redde ham. Der er nok ikke mange mænd, der virkelig gerne vil redde ’Damen med de blå tænder’”, forklarer forfatteren til spørgsmålet om, hvorfor hun har skrevet romanen, Svømmende, rygende, grædende.

Jeg tror, der er rigtig mange kvinder der sidder derhjemme og drikker, men som får det hele til at se pænt ud udadtil.

“Jeg vil gerne kunne fortælle den her historie, så den i hvert fald findes i verden. Så kan man bruge den til det man vil. Grine, græde eller genkende. Og måske kan jeg også give et billede af, at en alkoholiker kan se ud på mange måder. Det behøver ikke være ”manden på bænken”-klicheen, eller en, der ligger og raller i rendestenen, men kan også kan være en, der er velfungerende udadtil. Jeg tror, der er rigtig mange kvinder der sidder derhjemme og drikker, men som får det hele til at se pænt ud udadtil. Vi har nærmest kun kvindehistorierne fra de mandlige forfattere, der som voksne fortæller deres mors historie – men vi har utrolig få beretninger fra kvinderne selv. Andre end fra Tove Ditlevsen måske. Man må huske at alkohol er et ekstremt afhængighedsskabende stof, og det kan ske for selv den bedste, at man bliver afhængig. Men vi bliver nødt til at tale om hende, så vi kan få aftabuiseret kvinden, der drikker for meget.”, uddyber forfatteren.

Tematikkerne fra romanen

Til spørgsmålet om hvorfor romanen skulle have denne tematik, svarer Lone Hørslev, “fordi jeg selv i mange år drak for meget. Det er det korte svar. Men når jeg kiggede mod litteraturen, som jeg normalt gør, når noget fylder for mig, så fandt jeg ingen beskrivelser, ingen svar, ingen historier.”

Desuden opdagede jeg at alkohol ikke længere gjorde noget godt for mig.

Hun fortæller videre: “Jeg fandt ud af at jeg selv havde et problematisk forhold til alkohol under researcharbejdet til en drama-tv-serie, jeg har skrevet. Serien handler om handler om misbrug, og i arbejdet talte jeg med alle mulige forskellige misbrugskonsulenter, psykiatere og behandlere. Men jo mere, jeg satte mig ind i emnet, jo mere gik det op for mig, at mange af de ting, de sagde, rent faktisk passede på mig! Kunne jeg egentlig stoppe med at drikke, når jeg først var kommet i gang? Nej faktisk ikke. Havde jeg svoret aldrig at drikke igen, men alligevel gjort det igen kort tid efter. Øh ja. Det gik op for mig, at det faktisk var sværere for mig at kontrollere mit drikkeri, end jeg lige ville indrømme. Kunne jeg holde en hel lang ”hvid januar” uden alkohol, for eksempel? Nej, det kunne jeg overhovedet ikke. Da det gik op for mig, fik jeg et chok. Jeg kunne ikke engang helt lade være med at drikke i få dage. Jeg kunne faktisk altid finde en undskyldning for at åbne en flaske vin – ligesom Anna. Desuden opdagede jeg at alkohol ikke længere gjorde noget godt for mig. Tværtimod. Det stof som engang havde fået mig til at føle mig lykkelig og fri, gjorde mig efterhånden kun ulykkelig, angst og nervøs. Og værst af alt – min måde at drikke på fik mig til at skamme mig. Da det stod klart, stoppede jeg. Jeg lagde simpelthen alkohol på hylden. Og skrev i stedet den her bog, hvor jeg havde mulighed for at undersøge hvad det egentlig var for nogle tanker, mekanismer og følelser, der rører sig i en alkoholafhængigs sind.

Egne erfaringer som pejling

“Min karakter Anna i Svømmende, rygende, grædende er nok længere ude, end jeg selv har været, og det er heller ikke mig, men der er dele af mig i hende. Jeg tager hende lige skridtet videre, så at sige. Der er masser af de erfaringer, problemer og udfordringer jeg har givet hende, som jeg synes var vigtige at få med for at kunne fortælle, hvordan det egentlig er at være fanget i alkoholens vold. Hvad er det for en selvfortælling man har gang i. Jeg tror, at den selvfortælling er ret ens, uanset om man drikker lidt for meget eller meget for meget. Jeg tror Anna er en slags ”hvad nu hvis”-karakter. Hvad nu hvis jeg havde drukket endnu mere, været mere ligeglad, hvis mine børn havde vendt sig imod mig, og hvis jeg ovenikøbet havde haft en skrivekrise oveni. Ja, så kunne jeg sikkert være endt præcis det samme sted som Anna.”, fortæller Lone Hørslev

Til spørgsmålet om hvad den erkendelse har haft af betydning for Lone, svarer hun: “Det koster altid noget at drikke for meget. For nogle koster det deres liv, for nogle koster det deres arbejde, deres lejlighed, deres relationer. Forholdet til deres børn. Der er mange, der kommer meget langt ud, før de opdager, at de skal stoppe, og at det faktisk er alkoholen, der er skyld i mange af deres problemer. Jeg kom ikke derud, men det kostede mig alligevel på et mentalt plan. Det kan godt være, det føles, som en lettelse lige først, når man drikker, men dagen efter: Fuck hvad gjorde du, hvad sagde du? Hvorfor er du egentlig så deprimeret og nervøs? Jeg troede, alkohol dulmede min angst. At den hjalp mig, så jeg bedre kunne være i sociale sammenhænge. At jeg sov bedre om natten. Der var mange ting, som jeg forestillede mig alkohol hjalp på, men det gjorde det overhovedet ikke. Det var faktisk det modsatte. Jeg sov dårligere, og jeg havde sværere ved at være sammen med andre mennesker. Det er ret vildt at opdage her bagefter.

For mig har det været en kæmpe lettelse fuldstændig at stoppe med at drikke alkohol. Jeg har et helt andet overskud – både fysisk og mentalt. Og så er det bare dejligt at kunne sige, at jeg altid er til stede og nærværende.

Når vi spørger Lone om hun fortryder noget, svarer hun: “Nej, jeg tror faktisk, jeg har tilgivet mig selv. Man skal huske at alkoholafhængighed er en sygdom, ligesom andre sygdomme, som man ikke selv kan gøre for. Man kan faktisk godt sammenligne den med astma eller allergi. Det er ikke noget man selv vælger, og det kan ramme alle, tror jeg. Under de rette – eller forkerte –omstændigheder, kan det ramme alle. Det vigtige er, at når man forstår, at man har sygdommen, så må man stoppe med at drikke – og stoppe helt. For så kan du ikke tåle det. Ikke engang i små mængder.”

Kunstværket Svømmende, rygende, grædende

“Anna er i romanen oppe på Louisiana og ser et maleri med den titel, som hun straks identificerer sig meget med. Billedet forestiller en kvinde, der ja, svømmer mens hun ryger cigaretter og græder. Hun er på dybt vand, som man siger. Det er Anna også, og hun ved det godt. Der er desuden noget desperat over billedet, en insisteren på at overleve, at kæmpe sig fremad, som hun genkender, tror jeg. Men hun ved godt, hun i virkeligheden er i fuld gang med at synke ned til bunden. Hvilket jo også er forfærdeligt! Hun ved godt, at hun måske aldrig når ind til land og får fast grund under fødderne igen.”, fortæller forfatteren bag romanen

Arbejdet med romanen

Mit arbejde med romanen var så lystfyldt. Jeg havde en fest med at skrive den – selvom jeg næsten er flov over at indrømme det. For det er jo et virkelig tungt og alvorligt tema. Men det føltes bare så befriende og dejligt at kunne tale om det på den her måde. Måske var det en form for ”tørdruk”. At sidde fuldstændig ædru og på sikker afstand sidde og sejle rundt i den der tekst. Det er på mange måder en meget litterær tekst, og den er skrevet som litteratur og med de virkemidler, de redskaber jeg bruger og det håndværk, jeg kan. Jeg håber ikke, at man får det indtryk, at jeg bare smider min dagbog på bordet. For det er det ikke. Overhovedet ikke.

Og så håber jeg selvfølgelig, at Svømmende, rygende, grædende først og fremmest er en god læseoplevelse. At man føler sig underholdt og kan græde og grine og heppe på Anna. Måske vil nogen ovenikøbet genkende sig selv eller sin mor, veninde eller chef. Derudover håber jeg, at bogen kan plante et håb. Det er faktisk meget vigtigt for mig. Jeg vil gerne fortælle, at ligegyldigt hvor fortvivlet man føler sig, og hvor langt ude man er, så er det muligt at komme ud på den anden side og få et godt liv.